Billeder :)

Sidste uge i Costa Rica

Søndag tog vi jo i nationalparken og aldrig har vi set så mange dyr på én dag. Julia fik set tukaner, hvilket var hendes store ønske, så det var jo perfekt! Jeg fik set en giftig frø og en slange, hvilket var mit store ønske, så nu kan vi godt tage hjem med fred i sindet. Og udover det så vi også en masse aber, krabber, dovendyr, øgler og vaskebjørne. Det fedeste var næsten, at en af dovendyrene havde en lille unge på ryggen og vi så også en mor-abe med en lille vitte unge på ryggen og hendes pels var sådan lidt beskidt og våd i det, så vi tror, at den lille abeunge var nyfødt. Helt fantastisk!
Desuden var der en sti, som de andre gange har været lukket, som nu var åbnet. Det var rigtig fedt at se den også.
Julia var superglad for sin sidste strandtur. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at det var den sidste strandtur, men sådan er det jo.. Nu er jeg blevet så vandt til, at de perfekteste strande bare lige er en bustur væk - det bliver hårdt at undvære..
Tilbage i San José tog vi lige en hygge dag mandag. Vi drak en øl i Sabanaparken og legede 1. maj for os selv og så købte vi de sidste (geniale!) souvenirs og fik fyldt vores backpackers godt op med dem. Tirsdag tog vi så til Irazú vulkanen. Helt fantastisk! Lidt koldt dog. Vi kunne først ikke se så meget fordi det var overskyet, men så forsvandt skyerne og vi kunne kigge direkte ned i krateret. På bunden var der en lille grøn fosfor sø, som godt nok lugtede lidt, som var omgivet af det mest utrolige krater. (Hvorfor lavede vi ikke en naturgeografi-tur ud til en vulkan i stedet for Møns klint?!) Så fantastisk. Endnu en gang fik jeg et helt sug i maven af at se naturen folde sig ud på den måde. No words!
Om aftenen tog vi tilbage til Alajuela og Julia sluttede dermed sin rejse, hvor den var startet. Vi lavede en rigtig hyggelig aftensmad og nød vores sidste aften. Det har bare været så fantastisk at hun har været hernede og besøge mig! Tusind tak Julia, du er bare den bedste rejse-mate, mae!
Jeg fik hende godt sendt afsted i morges i lufthavnen, og om lidt er hun tilbage i DK. - Mærkeligt. Jeg er tilbage i Coronado hos min værtsfamilie. Det føles virkelig som at komme hjem, så jeg tror det bliver lidt hårdt at tage til New York på søndag.. Men det er også rart at være "hjemme".
Jeg så også lige en til vulkan i dag efter at Julia var taget afsted. Jeg så Poas vulkanen. Den var lidt større end Irazú og med den samme fosfor-grønne sø på bunden. Der stod en røgsøjle op fra søen, fordi den langsomt fordampede og den grønne farve blev mere intens i farven. Desuden var der en sti rundt om en stor lagune, som vist var et gammelt krater, der var blevet fyldt op. Det var også utroligt smukt. Jeg var næsten alene på stierne, og jeg var rigtig heldig at få et par gode billeder af kolibrier tæt på. Rigtig fedt.
I morgen skal jeg tilbage til plejehjemmet og sige hej en sidste gang og så bare slappe af de sidste dage inden New York kalder - uhh, det bliver vildt! :D

Pas godt på hinanden derhjemme alle sammen..

Uno más

Hola!

Siden sidst har vi været lidt omrking. Efter vi kom tilbage til San José har vi været på nationalmuseet. Der er ikke så meget indianerkultur her i landet, fordi mayaerne mere bosatte sig oppe ved Mexico og Guatemala og derfor er de få ting, men har fundet af indiansk oprindelse udstillet på forskellige museer. Så i stedet for at tage ud og se nærmest ikke-eksisterende indianerruiner, tog vi på museum. Hele udstillingen var bygget kronologisk op efter landets historie med indianerne først og derefter europæernes ankomst og kolonisering. Tingene fra indianertiden bar meget præg af naturinspiration og var primært udformet i ler, guld og jade, som er en af de sten, der er størt forekomst af her i Costa Rica.
Selve museet er det gamle fort, der blev brugt til at disciplinere soldaterne i den costaricanske hær. Men efter deres lille borgerkrig, der varede 3 uger, og hvorefter en demokratisk regering kom til og militæret blev nedlagt. Da fortet nu ikke længere tjente noget formål blev det lavt om til nationalmuseum. Desværre blev der som udtryk for foragt for det gamle militære system smadret flere (flotte) dele af fortet. En skam rent kulturelt. Men der var stadig nogle rum, bl.a. fængslet, som består i dag, og som man kunne komme ned og se. På fængselsmurerne kunne man graffitti og skrift lavet af de indsatte fra den gang. Indsatte betød soldater, der skulle "disciplineres" eller politiske modstandere.
Næste dag var vi på shoppetur og i Sabana Parken og tullede lidt rundt og spiste lækker pecan pie. Mums! Om aftenen ville vi i den billige biograf og se "Espejito, Espejito" (den nye Snehvide film med Julia Roberts), men hvad vi ikke lige havde tjekket inden, var, at de snakkede synkroniseret spansk.. Spændende oplevelse! - men god film. Og så spiste vi karamelpopcorn, en ting som Maria vil savne.. Suk.. Julia not so much!
Shoppeturens højdepunkt var forresten to fantastisk glimrende neglelakker, som har gjort vores fingre til diskofingre! Viva la fiesta!
Tirsdag morgen satte vi os i en bus - igen, igen - og kørte mange, lange timer ned til den karibiske kyst. Vi skulle ned til rastakultur og krydret mad. Vi sov i den lille hyggelig by Cahuita, hvor vi tog i nationalparken, som ikke var så storslået som de andre, men mere som en lille strand-gåtur. Desværre havde vi ikke held med mange dyr, men det var en smuk natur. Vi gik under kamilletræer, der duftede sødt, og bagefter gik vi ind og fik "rice and beans", som ikke må forveksles med de normale ris og bønner (arroz y frijoles), da der i denne karibiske variation er kryderier og kokosmælk. Nos gusta. Vi fik os også en lækker drink af frisk lækker frugt.
Onsdag tog vi til Puerto Viejo og nød den afslappede stemning, som dog blev afbrudt af Champions League i fjernsynet, som var samlingspunkt for samtlige beboere i byen, og som stod helt ud på vejen for at følge med. Der lød et kollektivt brøl, hver gang nogen scorede! Vi gik i en masse små, hyggelige butikker og så på souvenirs og lokal kunst. Til frokost fik en god sandwich med bacon og en lækker chokoladetærte på den lille café "Bread and Chocolate". Senere fik vi os en mojito på en lille strandbar, hvor de spillede Natasja! Længe leve reggae.
Vi købte ind til lidt aftensmad og så tog vi hjem til Cahuita.
Torsdag stod vi tidligt op og gik en morgentur i nationalparken i håb om, at der var bedre mulighed for at spotte dyr. Desværre ikke, men det var en smuk morgen, der kun blev forstyrret af de mange lokale motionsløbere. Tænk at de gider i den varme..
Vi spiste en god omelet før vi tog tilbage til San José.

Vi havde indleveret vores vasketøj til vask på vores hostel, da vi ankom tirsdag, men det var anledning til et større skænderi torsdag morgen. Hostlet var ejet af en lille bestemt italiensk madame og hendes meget veltrænede, men noget femine søn, og dennes kæreste var rengøringshjælp hos dem. Pludselig hørte vi sætninger som: "Hvor er tøjet?", " Du havde det sidst!", "Nu flytter jeg, jeg har mit eget hus, så jeg behøver ikke være her mere!" og alt sammen i et rimelig skingert tonefald og med italiensk temperament. Vi forduftede lige så stille ind på værelset og var lidt bekymrede for, hvad der var sket med vores tøj.. Skænderiet foregik mellem mor og svigerdatter, og sønnen kom lidt forsigtigt med vores rene tøj i en pose. Tak!
Hvad vi troede, der blot var lidt frustration, der skulle lukkes ud, viste sig, at være anledning til, at rengøringspigen tog den samme bus som os mod San José. Gad vide hvad der mere skete...
Torsdag var vi igen i biffen, men denne gang så vi en engelsksproget film! "Vows of love" - supergod film, vi kan anbefale til alle.
Og i går gik turen mod den sidste stranddestination, Manuel Antonio, hvor vi nu har været i to dage. Det startede med at regne lidt i går, stille men det meste af dagen. Vi gik i poolen selvom det regnede, men det var rigtig hyggeligt og vandet var varmere end luften. Vi spillede kort med forskellige mennesker og lærte dem "500" og de lærte os "set back". Rigtig sjovt, men lidt svært. Vi bor på et hostel med en smuk, smuk udsigt, et hyggeligt fælleskøkken og en pool. Jeg har været her to gange før, men det her er helt sikkert det fedeste sted, jeg har boet. Jeg synes også det er superfedt at kunne vise Julia det her dejlige sted, selvom jeg har været her før.
I dag kom Ane, og det var bare SÅ godt at se hende! Ih, det bliver svært at "efterlade" hende hernede. Jeg kommer til at savne hende! Men efter at have snakket, nærmest i munden på hinanden, og få fortalt alt, hvad der er sket siden vi så hinanden for 2 uger siden, spiste vi noget lækkert og billigt frokost. En sød tysk pige, Judith, tog med os. Hun tog også med os ned på stranden efter frokost, hvor vi badede lidt, lå på stranden, læste bøger, slikkede sol (som kom frem bag skyerne!), smuttede op og købte lidt souvenirs og til sidst så vi en smuk, smuk solnedgang. Hold da op! Selvom solen gik ned bag bjergene, så vi kunne ikke se hele solnedgangen, men himlen lyste op i så amnge nuancer af rød med mørke skyer spredt.
I morgen tager vi i nationalparken og så smutter vi tilbage til San José og ser på vulkaner, vist nok :)

Ha det godt derhjemme alle sammen. Nu kommer vi snart hjem :)

Liberia

Vi tog op nord på til en af de større byer, Liberia, hvorfra vi ville tage ture ud i området omkring. Den første dag vi ankom var vi dog så trætte, at vi bare slappede af hele dagen og om aftenen tog vi en tur i biffen. De to film der gik på det tidspunkt vi kom, var den nye American Pie eller Projekt X, sidstnævnte havde undertitlen "fiesta fuera de control" - "fest ude af kontrol". Altså begge film uden det helt store intelektueller indhold, men fordi det nu var så billigt besluttede vi os for American Pie. Den handlede om deres gymnasiegenforening, og den var faktisk meget god, på en lidt tomhjernet måde. Vi fik halvt popcorn med karamel, halvt med salt og det var en ganske billig tur.
Dagen efter skulle vi ud og se på en nationalpark. Der var flere forskellige at vælge imellem, men vi valgte Rincon de la Vieja, som var en nationalpark, der var lå omkring en vulkan. Selve vulkanen sender pt en masse skadeligt gas ud, så vi kunne ikke komme op og se krateret. Selve nationalparken lå på vulkanens bjergsider, så flere steder så vi, hvordan varmen fra vulkanens indre bragte små mudderpøler i kog og hvordan kom røg ud flere steder i jorden. Det var helt utroligt at se sådan en urkraft så tæt på. Der er en masse vulkaner her i Costa Rica, så det er helt sikkert en af de attraktioner man skal se her. Jeg har set mange vulkaner på afstand efterhånden, men det er første gang jeg har set vulkansk aktivitet. Jeg mangler dog stadig lidt lava...
Det var et mærkeligt landskab i nationalparken, for på et tidspunkt gik vi i dyb, fugtig regnskov, hvor stierne var et net af sten og rødder, som nogle gange skulle klatres frem for gås, fordi det var stejlt. Vi så en sort og hvid-pelset myresluger i et træ og vi så et andet lille pattedyr med brun pels, som kunne minde lidt om en bæver.
Landskabet skiftede dog, da vi nåede ud, hvor den vulkanske aktivitet fandt sted. Dér var der ikke mere grøn og frodig skov men mere sletteagitig vegetation med nærmest visne, grå træer, men som bar de smukkeste orange blomster. Jorden var helt tør og i modsætning til skoven, hvor træernes kroner dannede et svalt netværk af skygger over vores hoveder, var træerne i slettelandskabet ikke meget højere end os. Jorden var på steder helt rød, der lå store sten spredt og der var højt gult græs, som bølgede i vinden. Vi snakkede om, at det lige kunne være sådan et sted, at Scar's hyæner fra Løvernes Konge ville slå sig ned. Det var sværere at hike gennem skoven pga. den ujævne terræn, men det var meget varmt at gå gennem det tørre terræn.
Parken var delt sådan ind, at man kunne gå to ruter rundt; én med de vulkanske mudderpøle og én, hvor man gik ned til et vandfald. Vi tog mudderpølene om formiddagen og vandfaldet om eftermiddagen. Vi havde godt hørt, at der ville komme regn kl 14, men da vi spurgte om vi kunne gå derned sagde park rangerne, at det kunne vi sagtens. Så vi gik afsted mod vandfaldet. Det tog ca halvanden time at gå derned, og igen vekslede det mellem tør slette og frodig, men ujævn regnskov. Vi travede godt til for at nå derned, inden vi skulle vende om igen. Men vandfaldet, da vi nåede derned, var utrolig smukt. Det lå lidt nede i dalen, nærmest i et lille hul, og vandet sprang ud højt oppe fra en klippeafsats. Vores bud på højden ville være ca. 30 meter. Vi svømmede lidt i det ferske, køligere vand, og da en fransk mand, som også var taget derud, svømmede hen til vandfaldet og kravlede op på de mosbegroede klipper bag og smuttede om bag ved vandfaldet og kiggede ud, blev vi lidt modige og lidt nysgerrige. Vi gjorde ham turen efter, og det var helt fantastisk at stå bag ved vandfaldet og se vandet fosse ned foran én. Det var en helt utrolig følelse. Vi følte os meget små og svage, fordi vandet var så stærkt og fossede ned fra så højt et punkt, men samtidig følte vi os også ret seje, at vi var kravlet derom og så naturen krafter tæt på. Wauw!
Da vi svømmede om til vores ting igen var det begyndt at dryppe lidt, og hele vejen tilbage regnede det faktisk. Vi blev gennemblødte, og da vi kom tilbage grinede park rangerne lidt af os. Hjem og få tørt tøj på, og heldigvis blev vi ikke syge af den tur. Det var dog en lidt lang, og lidt bumlet vej hjem.
På vejen så et stort biotermisk anlæg, som brugte gassen og varmen fra vulkanen til at producere strøm til hele Liberia området. Det var ret utroligt at se, hvordan en så stærk naturkraft kan bruges så effektivt. Og rart at se en grøn udvikling frem for de osende biler, som ellers fylder byerne og luften omkring med forurening.
Dagen efter ville vi gerne se lidt strand, når nu vi havde set lidt natur. Vi havde læst i en bog med alle bustiderne, at bussen gik hver time, og at det kun tog en enkelt time at komme ud til stranden. Det viste sig, at det tog to, og at bussen kun gik hjem én gang om eftermiddagen. Men det gjorde ikke så meget, vi nåede bussen hjem igen, og vi klarede også den ekstra transporttid.
Den strand vi tog ud og så på hedder Playa Conchal; Muslingeskallestranden. I stedet for sand var der kun muslingskaller, men nogle af dem var dog så ituslåede, at det næsten var sand alligevel. Men smukt var det nu. Vi lagde os under nogle træer, som gav en lille smule skygge og nød ellers nogle timer i solen og badede en lille smule. Rundt om os fløj flotte pelikaner. Der var dog en del turister, hvilket var lidt ærgeligt, fordi vi har været vant til forholdsvis få turister, men det var okay. Bølgerne gik dog lidt højt på et tidspunkt og vores håndklæder blev helt gennemblødt - igen! Nå, vores tøj var heldigvis tørt, så det gjorde ikke så meget.
Hjemme igen om aftenen spiste vi en pizza og faldt ellers i søvn hurtigt efter endnu en lang, men spændende dag.
I dag er vi på vej tilbage til San José, hvor vi skal skifte bus til vores videre eventyr, men først skal vi lige rundt og se lidt på byen og hvad den har at byde på.
Pas godt på jer selv derhjemme. Nu har jeg kun 2 uger tilbage i Costa Rica og så lidt over en uge i New York. Tænk en gang! Tiden flyver.
Adiós!

Santa Teresa

Så er vi tilbage på partybåden som kryser Golfo de Nicoya. Den er utrolig stille her til morgen og i modsætning til en morgenbajer sidst, er vi i dag på en lækker mango, muy rico; rig på smag. Guf!
Vi har nu forladt Santa Teresa, som var en lille surferby på den vestlige spids af Nicoya halvøen og er nu på vej mod nord, hvor vi skal op og se på lidt natur. Julia har nu været her en uge, tænk som tiden flyver!, og vi har kun været ved stranden indtil nu, så nu er det tid til lidt mere natur. Eller kun ved stranden passer ikke helt, for vi har set smukke vandfald og også været i Curú nationalparken, hvor vi gik gennem skov fyldt med aber, så en speciel costaricansk art af hjorte, mangroveskov, gik på en faldefærdig bro og troede på et tidspunkt næsten, vi var blevet væk, men fandt hurtigt ud af, hvor vi var igen. Desuden fik papaya direkte plukket fra træet af vores nye ven, Johnny, som var park ranger der. Vi lå ved en lækker strand, blev gode venner med en hund, som gravede det brød ned, vi gav den, og mødte en dykkerinstruktør, der havde en kælekrokodille - tæt på - han fodrede den i hvert fald ofte. Da vi ville bade var strandbunden fyldt med små orme, så vi fik hurtigt splasket tilbage til stranden, hvor vi skrev vores navne i sandet. På vej tilbage gennem parken viste naturen hvilken råstyrke, der ligger i skyerne, og med lidt regn og tordenskrald langt væk fra sad vi i læ under et lille skur og ventede på bussen. En rigtig god tur!
Santa Teresa var en surfby, og da vi ikke lige var up for surfing tog vi en slapper dag på et lækkert lille hostel, der havde pool. Der var nogle rigtig flinke mennesker, som vi snakkede lidt med, og som om aftenen fik os med til en yogatime. Det var utrolig lækkert, afslappende og rart at dyrke en times yoga med røgelsespinde og kunstige og virkelige lyde fra regnskoven. Hernede består min fysiske udfoldelse i at hike og svømme for det meste, men yoga var utrolig rart for kroppen. Bare det at blive helt strukket ud og komme ind og røre nogle muskler, som har ligget i dvale lidt for langt tid. Ren luksus! Da vi var færdige aftalte vi at have endnu en time dagen efter kl 5, og da vores søde, tjekkiske (fandt vi ud af senere) instruktør havde snakket om, hvor godt det er, at lave en solhisen hver morgen, og hvor meget energi yoga giver én, hvis man starter dagen med, så var vi overbiviste om, at kl 5 betød kl 5 om morgenen. Hun snakkede om, hvor smukt det ville være, at gøre det på stranden mens vi så "sunset". Både Julia og jeg er gode nok til engelsk til at vide, at sunset er solnedgang, men med al den anden snak om morgenen, så blev vores hjerner lige tricket til at tro, at det betød sunrise. Så der sad vi, kl 5 om morgenen og ventede forgæves mens de andre boblede videre. Det var en sjov historie til morgenmaden!
Men Santa Teresa bød for os ikke-surfere ikke bare på yoga men også på en smuk, smuk strand, som vi gik tur langs, da vi skulle ind til byen og hæve penge. Disen fra bølgeskvulpene lå langs hele kystlinien og dækkede stranden med et lag af mystik. En masse store hunde, nogle med ejere, andre uden, løb og plaskede og nød livet i bølgerne, præcis som menneskerne. Surferne lå og delvist kæmpede og delvist red bølgerne og pludselig, nærmest ud af det blå, kom 4 vilde heste galoperende hen af stranden. Et smukkere syn skal man lede længe efter. En tur i paradis ganske enkelt.
Og nu er vi så på vej mod nord, mod en lidt større by, der hedder Liberia, og hvor vores eventyr så bringer os hen må vi vente og se.
Pas godt på jer selv og hinanden derhjemme! Der er nu under en måned til jeg kommer hjem. Jubii :)

Tre piger i paradis!

Så er Julia efter et par forhindringer nu kommet godt og sikkert ned til mig her i Costa Rica. Da hendes fly blev forsinket 3 timer fra CPH nåede hun ikke sit fly i Newark og derfor kom hun en dag senere herned efter en overnatning i New York. Hun tog det i (halv)stiv arm, selvom flyombooking og forsinkelser ikke lige var en del af planen, men nu er hun her - og vi har det godt!
Vi startede blødt ud med en overnatning i Alajuela, den nærmeste by ved lufthavnen og derefter fluks ud til stranden ved Stillehavet. Turen derud var en oplevelse i sig selv, da vi kl 9 om morgenen gik ombord på party-båden, der spillede et godt HØJT miks disko og merengue, og dertil tico-dans og en kold morgenøl. Da vi var stået kl 04 om morgenen var det egentlig lige, hvad vi trængte til, og vi blev enige om, at når vi havde været vågne i 5 timer allerede var det ikke så mærkeligt at drikke øl kl 9. I DK ville kl også være 17 og så er det i hvert fald helt okay.
Vi ankom til Montezuma sammen med Ane, og Oskar, vores svenska kompis, var der allerede. Vi hang ud i hængekøjer og på badehåndklæder og slikkede solskin og nød bølgerne i Stillehavet. Vores hostel ligger direkte ud til stranden - man træder ud i sandet, når man går ud af døren, og i morges tog vi en morgendukkert lige da vi vågnede. Rico!
I dag har vi trekket ud til vandfald. Der lå flere vandfald efter hinanden, så vi gik i gennem det første (læs: hoppede fra sten til sten) og endte nede for foden af et smukt vandfald, hvor vi tog os en dejlig dukkert i det kølige, ikke-salte vand. Dejligt!
Der er en del herreløse strand-hunde, som hænger ud ved hostelsene, og der var en sød én, som desværre var halt, som fulgte efter nogle mennesker hele vejen ud til vandfaldet. Den tog sig en slapper i vandkanten og nød La Pura Vida! Oskar var så sød at bygge en bro til den, så den kunne komme ind på fastland igen.
Dernæst gik turen højere op til de bagvedliggende vandfald. Den var vildere og hårdere, men vi fik brugt vores bentøj og hiking-evner! Det var det hele værd, da vi så endelig kom derop og kunne kaste os ned i endnu en smuk pøl. Vi tog også (efter lidt samlen-sig-mod-til) en tur med svingende reb. Vores hop var af alternativt udseende, men vi var stolte, da vi havde gjort det!
Der var en lokal tico, som sprintede ud over klippekanten og hoppede ned i det næste vandfald, ca. 10 meter nede, kravlede op på grene og hoppede ned og var virkelig til beundring af alle turisterne!
Nedturen var ren nedtur! Det var stejlt og jorden var porøs, så vi gled på rumpen en del gange, selvom vi klamrede os til lianer, træer og rødder. Men ned kom vi da, storsvedende, men stolte og uden varige mén. Tilbage var lidt solstik og lav energi, men da vi kom hjem og fik lavet en lækker frokost, blev vi enige om at det var det hele værd! Smuk, smuk natur.
Julias dagens dyr: En stor leguan med pigge på ryggen, en flok pelikaner, en sovende brøleabe og røde myrer.
Vi hang mere i hængekøjer og læste bøger, Julia: "Bridget Jones Dagbog 2 - på randen af fornuft" og Maria, "Charlie, Hostel, Oskar, Kilo", nu begyndende på "The Notebook", og senere spiste vi lækre kager, Julia "Chocolate del Volcán", en generøs portion, Maria "Brownie" og Oskar, "Pecan Pie" og lækre batidos.
Desværre skulle Ane allerede hjem i dag, da hun i morgen begynder på sit nye og spændende projekt som skolelærer-medhjælper i en lille by et stykke væk. Vi håber vi kan se hende igen, inden vi skal hjem. Oskar tager hjem i morgen, men måske tager han lige med os i nationalparken Curú først.
Her til aften fik vi lækker, hjemmelavet og friskfanget fisk. Guf, guf.. Stemningen her er dejlig afslappet og folk er venlige og snaksagelige og Julia får øvet sit spansk, poco a poco. Montezuma nos gusta!
Tuanis!
Pas godt på hinanden en Dinamarca!
Hasta luego, amigos ;)

Det sydlige Karibien - Cahuita og Puerto Viejo

Et par dage med rasta og reggae og rentalbikes!
Jeg tog efter min uge med skildpadderne lidt længere ned syd på, for at se på det sydlige Karibien. Jeg ville rigtig have været lidt længere oppe nord på til nationalparken Tortugero, men ticoerne på skildpaddeprojektet fortalte mig, at naturen ville være den samme deroppe, og så skulle jeg bare betale en masse for at tage derop osv., så jeg skiftede planer og tog ned til den lille strandby Cahuita.
Jeg tog derned sammen med to frivillige fra mit projekt, Victor fra Brasilien og Mouna fra Marokko. Ved et rent tilfælde skrev Oskar, min svenska kompis, som jeg har været sammen med flere andre steder, om jeg vidste hvad tid busserne til Cahuita gik. Så han kom ned til mig et par timer efter. Men det regnede og det regnede, så jeg skrev til ham, at han heller skulle tage et andet sted hen, hvis han ikke var stået på bussen. Det var han dog, men heldigvis viste det sig, at da han kom, havde han taget solen med. Perfecto! Så vi tullede lidt rundt i Cahuita om søndagen og indsnusede rastakulturen (bogstaveligt talt, da der var en sød duft af hash over det hele). Lækker mad og smukke strande. Mandag gik vi ind i nationalparken, hvor vi nær var blevet ædt op af myg og tisset på af aber, men hvor vi også nød nogle dejlige solskinstimer på stranden og den frodige regnskov lige bagved. Da vi var gået ud til det yderste punkt af nationalparken kunne vi enten vende om (gennem myggene!) eller gå endnu længere væk, hvilket vi ikke ønskede. Så Oskar piftede lige, og mindsanten om der ikke kom en båd sejlende hen mod som en anden vandtaxa. God stil! Richard, som ejede den lille Jamaica Town tilbød os en times snorkling for 100 kr, så det tog vi imod og kom en tur under vandet til "Find Nemo"-land med en flot stribet moræneål, en masse farvede fisk, koraller og den meget giftige, men utrolige flotte tigerfisk. Trods lidt saltvand i næsen var det en fed tur! Meget improviseret og impulsiv, men helt klart pengene værd. Vandet var meget mere klart end da jeg dykkede i Manuel Antonio, og selvom vi kun var 1,5-2 meter nede, så var det supersmukt.
Cahuita er en lille, meget hurtigt overset by, men den har helt sikkert sin charme og er meget stille og roligt. Til den ene side lille Playa Negra med sort sand og til den anden side liggernationalparken og Playa Blanca med hvidt sand. Lidt længere nede af kysten ligger Puerto Viejo, den gamle havn, som jeg havde hørt skulle være det samme som Cahuita, bare mere party-town og mindre charme. Men når nu vi var i området og det kun var en halv time med bus, ville vi gerne derned og kigge lidt alligevel. Mouna, den marokkanske kvinde, havde været dernede mandag og hun havde lejet en cykel, så det ville vi også gerne gøre. Da vi ankom til Puerto Viejo syntes jeg med det samme meget bedre om den end om Cahuita. Der var rigtig hyggeligt i Cahuita, men der var meget mere liv og gang i den i Puerto Viejo, og det var en meget større by med en længere kystlinie og mange flere mennesker. Det er også den farligste by i Costa Rica (om natten formoder jeg), så det var nok meget godt at vi sov i Cahuita, men det var helt sikkert en by jeg gerne ville besøge igen.
Op på to cykler og afsted ned langs kysten. Det var en usigelig fornøjelse at cykle igen! Jeg der normalt cykler 15-20 km. hver dag frem og tilbage fra Roskilde, har virkelig savnet friheden på en cykel. På den ene side af vejen lå den smukke kyst og på den anden side lænede alskinds regnskoventræer og -palmer ud over vejen og kastede lidt skygge på vejen, så det var til at holde ud at køre der. Pura Vida!
Den første strand man kommer til er Playa Cocles, hvor vi holdt ind, badede lidt, læste lidt bog (jeg er ved at kæmpe mig igennem 100 Års Ensomhed på spansk) og Oskar fik en halv times surflektion, som han faktisk gjorde ganske godt!
Efter Cocles cyklede vi et godt stykke videre ned af kysten, først til Playa Chiquita, hvor vi dog aldrig kom helt ned til vandet, fordi vi blev sultne og besluttede at cykle videre til Punta Uva, hvor der skulle ligge restauranter. Vi cyklede videre og kom så ned til "Druepunktet" hvor den smukkeste natur med klipper til den ene side og skov til anden indrammede en fin lille strand. Vi smuttede op og fik en længe ventet, men meget lækker frokost. Jeg fik "calamares y camarones" på spid og så drak vi iskoldt sangria til. Delicioso! Selvom vi fik lidt travlt til sidst, fordi vi havde nogle busser, vi skulle nå og de var lidt langsomme meden dejlig frokost. Desuden havde vi godt selskab af en tysk Leonard Cohen lookalike, Karl Hein, fra München, der var ved at få bygget et hus dernede og havde en cubansk kæreste, og som kunne mange gode historie om alt fra Oktoberfest og fodbold over overvågning på Cuba og at han havde arbejdet i København i et år, men ikke troede at det kunne sne i DK.
Tilbage trådte vi lidt mere til i pedalerne, men nåede i fin tid tilbage, men tog så den forkerte bus. Det opdagede vi halvvejs, men heldigvis i tide til at skifte bus ude midt på kørebanen. Nogle gange kan jeg ikke tro mit eget held hernede..

En lang tur tilbage til San José, hvor jeg i dag tager hjem til min "familia tica" til i morgen, hvor jeg skal hente Julia i lufthavnen! Jubii :)

Skildpadder ved verdens ende!

Først lidt billeder fra sidst:

Nå ja, og så havde vi også en af de oplevelser, som man først fortæller om bagefter - når det er gået godt. Vi tog et fly tilbage til San Jose fra Puerto Jimenez, dels fordi vi ikke orkede mere bus, som ville tage 10 timer frem for 1 time med fly, og dels fordi det bare var en helt fantatisk oplevelse at se regnskoven fra oven på den måde. Det var lige så meget en oplevelse, som det var transport. Men da vi skulle ind over bjergene til Central Dalen holdt jeg godt nok lidt ekstra fast i sædet da vi lige fik nogle hop med på vejen pga. vindstrømmene, som samles omkring bjergene og bevæger sig over.


Nå, og hvad har jeg så lavet i den sidste uges tid? Mens det var påske så mange andre steder, så har jeg ikke mærket meget til hverken helligdag, chokoladeæg, gækkebreve eller nogen costaricanske påskeskikke, for jeg har været helt derude, hvor der nærmest ingen ting er..
Jeg har været på et skildpaddeprojekt i en uges tid for også at prøve at bidrage til de naturprojekter, som der også er hernede. Jeg er glad for at jeg brugte størstedelen af min tid på et socialt projekt, altså plejehjemmet, fordi jeg primørt tog herned for at lære spansk, og det har helt sikkert været nemmest, når jeg har været omgivet af så mange lokale. På den anden side ville jeg helt bestemt heller ikke have været denne uge foruden, hvor jeg har set den costaricanske natur fra en helt anden vinkel, men det har også givet et godt indblik i hvordan folk på landet bor anderledes end folk i storbyen gør.
Projektet ligger på den karibiske kyst oppe mod nord, hvor al transport foregår med båd op og ned af de mange floder og bifloder, der flyder gennem den fugtige (og myggebefængte!) regnskov. For nogle år siden, da idéen om at tage herned mod regnskovsområdet opstod havde jeg billeder af folk i både ned af Amazonfloden med regnskoven på begge sider. Jeg tror nu stadig at Amazonas er et syn for sig selv, men det her var helt sikkert tæt på. Det var helt vildt smukt, hvordan alle de nuancer af grøn og alle de forskellige trætyper snor og fletter sig ind i hinanden og danner en levende mur på begge sider af floden indtil den dampende regnskov. Vi så også en masse dyreliv; først og fremmest en masse fugle, som jeg ikke kender navnene på, men i hvert fald forskellige farver af hejre, så så vi små skildpadder, krokodiller, caimaner (mindre krokodiller), Jesus Christ-leguaner (det hedder de, fordi de kan løbe over vandet, lige som Jesus kunne gå på vandet), dovendyr og i det fjerne kunne man næsten altid høre brøleabernes skrig.
En fyr, der hedder Don Claudio, sejlede mig og en fransk pige, som jeg mødte i bussen derud, det sidste stykke ud til projektet og på vejen fortalte han også en masse om bananplantagerne, som er hovederhvervet herude ved den karibiske kyst. Bl.a. at for hver klase bananer skærer man planten ned til kun 2 stammer - den, hvorpå klasen hænger og en til, som skal sikre ligevægt, så den første stamme ikke falder.
På vejen ud til projektet så vi langs bredden, hvordan folk boede midt mellem flod og regnskov. Da vi dagen efter gik gennem området gik det op for mig, at regnskoven ikke var så ufremkommelig, som den så ud, og at der faktisk lå både en skole og en mindre restaurant gemt inde bag de urgamle træer - men! Det så ud som de boede i midten af ingenting. På disse kanter er det desuden nødvendigt at have en båd, for ellers kan man ikke komme nogen steder. Hvis man ville gå ind til den nærmeste by langs stranden, som var det eneste sted med egentlig mulighed for nye forsygninger, ville det tage 3 timer at gå 7 km pga. det besværlige terræn. Så båd eller ingenting..

 

4 dage, og så var der et hus til de friviliige, men der boede en flok canadiske gymnasieelever, som var på overlevelses-spring-break-ferie. Deres lærer fortalte os, at de gik på et privat gymnasium og stereotypen af deres forældre ville være typen, som havde to smarte biler holdende i garagen. Men det lod sig ellers ikke se på eleverne, som bare var en flok 16-17 årige hormonforvirrede teenagere, der hyggede sig mindst lige så godt med sand over det hele og hverken internet eller varmt vand, som de sikkert ville derhjemme med iPhone og mærkevaretøj.
Dagligdagen var meget bestemt af lyset, for når solen gik ned, var der ikke mere lys. Så hver dag gik jeg ca. i seng kl 19-20 stykker og så var der to nattevagter. Den første var fra 21.30-01.00 og den anden fra 01.30-04-00 og man arbejdede hver anden nat og havde så den efterfølgende morgen fri til at sove i. Og så var der eller formiddagsarbejde i to timer og igen to timers arbejde om eftermiddagen. Det bestod for det meste i at rydde op på stranden og rense den for kokosnødder og visne blade og palmegrene eller at dyrke grønsager i den økologiske have eller noget andet i den stil. Og ellers var der hængekøjer, volleybane og strand, som man kunne fordrive resten af tiden med. Rent dase, når man kun var der en uge, men de voløntører, der er der et år kunne jeg måske godt forestille mig ville begynde at kede sig lidt.
På den første vagt så jeg to skildpadder. Jeg har set skildpadder før på Hawaii, men det var de grønne skildpadder, og her kom "leatherback" - lædderrygs-skildpadderne for at lægge æg, og de er meget større og virkelige dinosaur-forhistorisk-agtige. De er ca. 150 meter lange over skjoldet og så vil jeg tro med hale og hoved godt 2 meter. Vores opgave var så at snuppe de æg, som den lægger og gemme dem et andet sted, for at ægge-tyvene ikke kommer og snupper dem. Det kan virke mærkeligt, at gøre sådan, men det er fordi, at de lokale dels ikke har den store indkomst som fiskere, men de kan sælge æggene (eller spise dem selv), da de åbenbart skulle virke gavnende på potensen. Dels også fordi der bare ikke er noget som helst at lave derude og som det så ofte er set, så driver kedsomhed ofte folk ud i ilegalt farevand. Heldigvis er der næsten hver nat politipatruljer, som patruljerer strandene, for selvom de frivllige går sammen med guider, som ved lige præcis, hvad der skal gøres, så kan de ikke stille noget op mod æggetyvene, hvis de har våben med eller på anden måde opfører sig voldeligt. Men heldigvis var der rigeligt med politi de aftener, jeg var med.
Sagen er, at skildpadderne kravler op på stranden og egentlig gemmer ellers sine æg godt nok af vejen, men de efterlader et meget tydeligt og stor spor efter dem selv, så det er bare at følge sporet og begynde at grave for at komme frem til æggene. Derfor gik projektet ud på dels at dokumterer og holde øje med hvilke skildpadder, der lægger æg på strandene , men mest at snuppe æggene og lægge dem et bedre sted uden synlige spor, så de i ro og mag kan ligge og blive klare til at klække. Det afhænger af temperaturen, men normalt går der 60 dage før de klækker og allerede efter 10 dage er de ikke interessante for æggetyvene mere. Desværre, da det var påske, da jeg var der, var der mange bål på stranden fredag aften, og nogle af de bål har måske været placeret oven på ægge-gemmestederne, så æggene måske går tabt. Foruden de risici som mennesker udgør er det kun 1 ud af 10 skildpaddeunger, som når hele vejen ud i havet, fordi de er meget udsat, når de nyklækkede og forvirrede tumler henover sandet ud mod havet og mange havfugle og lidt senere ude i vandet, fisk, som spiser de nyfødte skildpadder. Og faktisk er det kun 1 ud af 1000 som når at blive voksne og kunne lægge æg igen. Men som regel vender de tilbage til den strand, som de selv blev født på, og de lægger æg ca. hvert anden år, og nogle gange flere gange på den samme sæson. Normalt, da jeg var der, kom der mellem 2-4 skildpadder per nat, som lagde omkring 60-80 æg hver. Så kan I selv regne ud, hvor mange voksne skildpadder, jeg har reddet på en uge..
Desværre måtte vi ikke tage nogle billeder, enhver form for hvidt lys eller mærkelige lyde kunne forstyrre skildpadden i at lægge æg, og derfor måtte vi også kun have mørkt tøj på på vores patruljer. Så desværre, ingen skildpadde-billeder..
Faktisk var jeg kun med til to nattevagter, da jeg desværre blev syg. Allerede tirsdag, dagen efter at jeg ankom, havde jeg det ikke for godt om morgenen og vågnede med kvalme og ondt i maven og jeg havde ingen appetit overhovedet. Men jeg sov et par timer i en hængekøje på stranden og havde det meget bedre. Så gik det ellers meget godt i et døgns tid, men så kom det tilbage og denne gang meget værre. Det gik så lidt op og ned torsdag og fredag tog jeg så ind til hospitalet i den nærmeste by. Heldigvis var de rimelig effektive, så jeg fik det hurtigt bedre med nogle piller og noget til at rense systemet som jeg fik med drop, men turen derind først med båd og siden med en værre bumletaxa-tur hjalp ikke lige frem på min kvalme. Men heldigvis kostede det mig ikke andet end transportudgifterne, da de bare skulle se mit pas.
Lørdag var jeg næsten helt rask, og i dag søndag - toque madera! - (spansk for: bank under bordet) har jeg ikke haft det dårligt. Så det tager vi lige som en del af oplevelsen, selvom jeg havde lidt hjemve, da jeg lå derude uden internet eller telefonforbindelser. Men ja, nu har jeg det meget bedre, og trods lidt regn er jeg nu lidt længere nede syd på af den karibiske kyst i en strandby, der hedder Cahuita. På vejen kørte bussen igennem den største havneby, Limón, og den var propfyldt med Mærks-containere, lidt sjovt.
Alt efter hvor lang tid regnen fortsætter her vender jeg næsen mod stillehavskysten igen, for der skulle være mere sol, og så på torsdag kommer min veninde Julia herned og så skal vi rejse lidt rundt sammen. Det glæder jeg mig riiiiigtig meget til!

Vandreture, udtørrede vandfald og masser af chokolade!

Tinus og jeg er kommet herned til Peninsula de Osa og vi havde forskellige idéer om, hvad vi skulle lave. Efter kayakturen ville vi finde ud af, hvad vi ellers kunne lave omkring her, og Tinus havde lyst til at fiske, men det viste sig at være helt vildt dyrt. $600-800 for en dags fisketur!
Men vi hørte at Cabo Matapalo skulle være helt vildt flot og der skulle være et smukt vandfald dernede. Vi bor på et chill lille hostel midt i junglen, som nogle amerikanere ejer og så arbejder der en fyr fra London og en pige fra Australien og der er en kat, der er alt for gravid og en supersød hund. Stemningen her er rigtig god! Og de fortalte os, at vi bare skulle tomle ned til Cabo Matapalo, som er det sydligste punkt på halvøen.
Så fredag morgen gik vi ned til den store vej og begyndte at stikke hånden ud, når bilerne kom forbi, men ingen tog os op. Og vi gik, og gik, og gik.. Ca. 2 timer i stegende hede, og bilerne blev ved med at køre forbi. Landskabet var utrolig smukt og vi holdt et rimelig godt tempo, så det var slet ikke så slemt. Faktisk en rigtig hyggelig tur og med tid til at tage gode billeder og have lidt sjove samtaler. Til sidst kom en truck, som tog os op og kørte os i 10 min. tid og så kunne vi så vandre lidt videre. Med alt for lidt vand og begyndende trætte fødder var energien ved at være lidt lav. Men så kom vi endelig frem til en lille restaurant, som vi havde fået at vide var den sidste på butik, hvor vi kunne købe vand inden vi nåede helt til Matapalo. Vi brugte 75 kr. for næsten 4,5 l. vand, hvilket er virkelig dyrt, men meeeget tiltrængt.
Vi skulle så ud og finde det her vandfald, og vi gik lidt mere, og lidt mere, og besluttede os så for at holde pause under et træ, hvor der var alle 4 arter af aber, der findes hernede. Vi spiste vores lækre avokado-sandwiches og tog en masse billeder. Vores færd mod vandfaldet fortsatte, og vi fulgte den rute, som op til flere forskellige mennesker havde fortalt os, vi skulle tage, men det endte bare med, at vi gik op til en masse stejle private grunde, og da vi var lige ved at give op, gik Tinus op bag et hus, hvor man kunne gå videre op af et lille spor, og der kunne vi så se ned på et meget tørt vandfald. Fuldstændig udtøret med en lille bitte pyt vand nedenunder.. Det var så dét vandfald.. Men vi gik lidt videre ind i regnskoven og fandt et kæmpestort træ. Jeg er totalt fascineret af træer, men det her slog dem alle sammen! Det var kæmpehøjt og nærmest magisk. Det var lidt mangrove-agtigt, eller nærmest som et levende væsen med en masse ben, der står på jorden og den egentlige stamme rejser sig op i midten, ca 2-3 meter oppe, holdt oppe på alle de understammer, som nærmest ligner ben. Hvis det ikke giver nogen mening er det fordi, at det er et syn så fantatisk, at man skal have set det for rigtig at forstå det!
Det var i hvert fald lidt en trøst, når nu vi var gået så langt for at komme frem til et udtørret vandfald. Og bagefter gik vi ned til stranden, som godt nok ikke var super bade-venlig, men den var god til surfing, så vi lagde os på nogle hvide sten (overraskende bløde at ligge på, og så meget bedre end sand, fordi det ikke sætter sig over alt på kroppen) og så på surfere. Ganske afslappende!
Hjem med "colectivo'en" gennem stenede, hullede veje og en hel del regn. Vi endte inde i Puerto Jimenez, hvor vi gennemblødte, svedlugtende og bare generelt smadrede og ulækre gik ned på en lille restaurant, hvor Tinus kender én, og spiste en lækker aftensmad og så ellers hjem og på hovedet i seng!

Lørdag har vi været på chokolade-tur på et sted, Finca Köbö, "Drømme Gården". Finca betyder gård på spansk og Köbö betyder drøm på Guaymí, som er de lokale indianere her omkring. Det var en rigtig god oplevelse. De havde et lille hyggeligt resort med regnskov omkring og et økologisk landbrug, hvor de producerede frugt og kaffe til eget forbrug og eksporterede kakao til Europa. Vi var rundt og se på alle de forskellige afgrøder og smage på det hele. Det er virkelig en ting, som jeg kommer til at savne, når jeg kommer hjem: den fantastiske frugt, de har hernede og den kraftfulde smag, som vi slet ikke kan komme tæt på derhjemme. Det er altså helt vidunderligt!
Han viste os en speciel lille rød bælg med pigge, achote, med små kerner inden i, som man knuser og får rød farve ud af, og som indianerne enten bruger som krigmaling eller som fake blod til at snyde folk med. Jeg blev forsøgskanin og brugte det som læbestift og som fik et fint kryds i panden. Vi fik også smagt den frugt, som cashewnødden vokser sammen med, hvide ananas og udsøgt stjernefrugt, som næsten smagte af søde æbler. Vi så duftede også til kaneltræer og diverse lækre krydderurter.
Vores guide, Alex, (som faktisk havde fødselsdag og fik en fødselsdagssang på engelsk, spansk, dansk og tysk, da hans kone er fra Østrig og de ringede og sang for ham) fortalte os en masse spændende ting om chokolade. Dels, at mayaerne faktisk groede kakaofrugten for at lave vin, men også om hele processen fra en kakaobønne i en kakaofrugt til den færdige kakaomasse, som de eskporterer i blokke. Vi fik lov til at smage bønnerne i alle stadierne. Først ubehandlede og umodne, hvor vi åbnede en frugt og tog kernerne ud og suttede det søde frugtkød af, som omgiver kernerne. Næste stadie var de tørrede bønner, efter at de havde været gennem fermenteringen, hvor bønnerne og frugtkødet gærer i et par døgn, og derefter tørrres de i varmen. Nu duftede de skønt af chokolade, og omend de var lidt bitre, var det chokolade, som vi kender det. Da de var ubehandlede var frugtkødet sødt, men indvendigt var kernerne lilla, meget bitre og slet ikke i nærheden af chokolade-smagen. Til sidst blev bønnerne kværnet efter at være blevet ristet og ud kom en olielignende konsistens, som var utroligt bitter. Det er 100% kakaomasse, som de eksporterer til selskaber i EU eller USA, som forarbejder det og laver det til den chokolade, som vi normalt spiser. Det sjove er, at her i Costa Rica er der normalt kun mælkechokolade, hvilket er meget paradoksalt, når nu det er her, at kakaoen gror. Alex havde været på besøg på en belgisk chokoladefabrik, og der fik han vist øjnene op for, hvordan vi spiser chokolade i Europa - med en høj kakaoprocent! Vi sluttede det hele af med en lækker chokoladefondue med en masse økologisk, velsmagende frugt til. Guf, guf, guf.. Det var helt sikkert en af de bedste oplevelser jeg har haft hernede.

- Confessions of a chocoholic
　
PS. Billeder kommer senere.

Puerto Jiménez

Så er vi kommet derud hvor tukanerne vender! Efter en dag med 12 timers rejsetid i går er vi nu kommet frem til den mest isolerede del af Costa Rica - og det er fantastisk!

Vi blev (om altid) mødt ved bussen af mænd fra forskellige hoteller/hostels, der prøver at få én med hen til deres sted, men denne gang var vi virkelig heldige. $10 for et hostel midt i junglen, kun 2 måneder gammelt, fantastisk udsigt og beliggenhed og med en masse søde mennsker. Det er småt, så alle snakker med alle og stemningen er rigtig fed. Med en hængekøje med udsigt til junglen på en smuk veranda, et udendørs køkken og små huse på pæle med senge svøbt ind i myggenet er det helt sikkert en autentisk måde at opleve junglen her på. Me gusta mucho!

I dag var vi på kayaktur i mangroveskoven, hvilket også var helt fantastisk! Vi padlede os gennem (og somme tider ind i - dog ikke med vilje) mangroven, og det er altså de mest utrolige planter. Det er træer, som skyder rødder ud alle vegne, og måden de optager ilt på, er gennem små huller i overfladen. De står i vandet og danner et helt net af rødder i floden/underskoven. Vi padlede ind af en, til tider ganske smal, flod, hvor små krabber kravlede rundt over det hele og fuglene fløj rundt længere inde i skoven. 

Bagefter tog vi ud og så på caymans (små krokodiller) og rigtige krokodiller, selvom der kun var én til at begynde med, men så kom vi tilbage senere og der var 4 små og en almindelig.

Bagefter tøffede vi lidt rundt - svedende! - i byen. Ham, der havde vist os krokodillerne anden gang var forøvrigt en fyr fra Tinus tidligere frivillige projekt. Costa Rica er lille! Ret sjovt. Så han har lovet at vise os lidt af nattelivet frem i morgen.

I morgen tager vi ned syd på til den nederste del af halvøen, for at se lidt på et vandfald og hike rundt. Det håber jeg bliver smukt og sjovt :)

Dykketur!

Jeg har efterhånden prøvet meget med vand hernede; badet ved vandfald, drevet ned af en flod i en badering, været i termalske bade med healende vand fra vulkaner, badet, roet i kayak - og nu har jeg også dykket. Det har altid været angstfremkaldende for mig at se film fra under vandet, fordi jeg bliver helt klaustrofobisk bare ved tanken, og så for jeg propper i ørerne så nemt som ingenting når jeg bader, så at dykke var ikke det oplagte valg. Men jeg havde lyst til at udfordre min frygt og tage på dykketur. Tinus, som jeg mødte på flyet herned, har nu rejst rundt i 2 uger og jeg har så joinet ham her på hans sidste rejseuge, og da han gerne ville tage et dykkercertifikat hernede, tænkte jeg, at vi kunne gøre det sammen.
Vi startede i en lille pool, hvor vi øvede at trække vejret under vandet med iltflaske, hvilket lige krævede lidt træning, men så var det ellers fint. Langt over min forventning! Det begyndte først at knibe lidt, da vi kom ud på det åbne vand og de smed en lang line ud og jeg skulle fire mig ned af den, ned i dybet. Puha, mit hjerte begyndte at pumpe lidt hurtigere og jeg kunne på ingen måde forestille mig at skulle derned! Men så gik vi ned inde ved klipperne i stedet for, hvor man kunne se noget "land" hele vejen ned i stedet for bare endeløst hav, og det hjalp en hel del! Så kom jeg helt ned til 10 meters dybde og så mange spændende ting. Vi var så heldige at se en rokke, en masse farvede fisk, store som små, hummere, søpindsvin og søstjerner og en masse koraller. Og bare det at være under vandet på den måde var rigtig fedt. Selvom jeg holdt godt fast i min dykkerinstruktør hele vejen! Desværre var sigtbarheden ikke så god, og da Tinus slet ikke kunne dykke, fordi han ikke kunne vænne sig til at trække vejret unde vand uden at føle sig godt tilpas, så besluttede vi, at vi dropper hele dykkercertifikatet og stiller os tilfredse med i dag. Så vil jeg næsten hellere tage et sådan certifikat i Egypten eller Fiji eller Thailand, hvor det både skulle være smukkere og billigere..
Så nu må vi se, hvor vi tager hen. Vi bliver nok her et par dage og tager den med ro, og så må vi se :)
Håber I stadig har det godt derhjemme!

Nicaragua

Så fik jeg set ikke bare én, men tre vulkaner!
Ane og jeg skulle forlade Costa Rica i 72 timer for at forlænge vores turistvisum, da vi begge skal være her mere end 3 måneder, så vi valgte at tage et smut forbi Nicaragua. Trods mange bekymringer fra mange ticos, gik vores tur rigtig godt! Da Nicaragua er det næstfattigste land i hele Mellemamerika er der mange nicas, som prøver lykken her i Costa Rica, og derfor er der mange ticos, som ikke kan lide nicas og der er mange fordomme mod dem. Men det viste sig - som det altid gør hvad racisme angår - at være bygget på uvidenhed. Nicaerne var aldeles søde og gæstfri, og faktisk, selvom jeg var utrolig heldig, så var jeg så dum at glemme mit kamera i en taxa, men tro det eller ej, så kom taxachaufføren tilbage med mit kamera, da vi ringede til ham! Så vores oplevelse med nicaerne var ganske positiv!
Vi tog bussen MEGET tidlig fredag morgen. Vi kørte kl 06 og vi skulle være der en time før, så 04:30 stod jeg og ventede på familiens taxaven, som skulle komme og hente mig. Men da han stadig ikke var kommet kvart i begyndte jeg at tvivle på at han nogensinde kom. Så jeg vækkede hele huset, men da de ikke kunne skaffe mig en taxa begyndte jeg at gå op mod byen for at finde en, og det lykkedes mig da også at finde en og stadig komme i god tid til bussen.

Hele huset herhjemme i Coronado var dog bekymrede for mig, og da jeg faldt i søvn i bussen fik jeg ikke svaret på de bekymrede sms'er fra dem. Hov.. Men vi nåede fint til den nicaraguanske grænse, hvor vi fik stempler i passene og de foretog et overraskende let tjek af vores bagage - ikke utroligt at der er så meget drug trafficking.. Men vi havde jo ikke noget at skjule :)

Efter en laaang bustur startede vi med at blive godt snydt af en taxachauffør, der kørte os ca 5 min og tog 100 kr for det, men sådan er det når man ikke lige kender valutakursen og ikke brokker sig.. Nå, men vi fandt et rigtig smukt lille hostel, hvor vi sov i to nætter. Vi kiggede os lidt omkring i byen og gik ned til havnen. Vi fik en gadehund som følgesvend, hvilket ikke var det fedeste, for vi er ikke så begejstrede for dem, men det gjorde jo ikke noget, og måske hyggede den sig meget godt.. Om aftenen spiste vi sushi på en utrolig hyggelig restaurant og ærgrede os lidt over at vi ikke var til gammel-elev-fest!
Næste morgen tog vi ud og sejlede i kayak mellem en masse små øer som er formet for mange tusinde år siden, da Mombacho vulkanen, som ligger Granada ligger op af, eksploderede, så hele toppen røg af og landede som små øer rundt i Lago Niracagua ud for, hvor Granada ligger i dag. Øerne ligger på hver sin side af en halvø og på den sydlige side ligger øerne i læ for vinden og dermed var det nemmere at padle rundt i kayaken uden for meget bøljegang. Vi tog af sted om morgenen og foruden et amerikansk par, som sejlede en anden vej var vi der helt alene. Vi så en masse fugle ganske tæt på og så flød vi ellers bare rundt og spiste oreo, tog billeder og så på fugle. Solen stod dog ganske skarpt ned på os, så trods solcreme faktor 30 fik vi en ganske pæn kulør. Jeg havde glemt solcremen på fødderne, så jeg har nu et pænt mønster efter mine sandaler...
Der boede mest fattige fiskefamilier i dette område, og selvom det så enormt idyllisk og virkede som en simplere tilværelse at bo på sin egen lille ø, så tror jeg nu ikke, at livet er så let igen for disse fiskerfamilier.
Tilbage igen havde vi en plan om at gå på byens chokolademuseum, men som det så ofte går hernede bliver planerne aldrig til noget, da der dukker noget andet op. Men heldigvis for det, for det var meget mere interessant end chokolade (tænk at jeg skulle sige det..) Nå, men ved de Præcolumbianske Museum hang et dansk flag side om side med det nicaraguanske flag, så vi gik ind for at spørge hvorfor det hang dér. Det viste sig så at være den største private samling af præcolumbianske ting i hele Mellemamerika, som en dansker havde valgt at udstille gratis på hans museum. Det var jo ganske flot! Da receptionisten spurgte om vi ikke kunne tænke os at møde ham takkede vi pænt ja. Det viste sig, at ikke kun havde han et museum, men også en skole for fattige børn og en lille landsby uden for Granada, som han havde oprettet for at komme fattigdommen til livs i Granadas slum. En succeshistorie, hvor han havde blandet middelklassen med de allerfattigste ved at udbyde huse, som man rentefrit kan købe over tre år til en ganske god pris. Hvis simple regler bliver overholdt og man betaler sin husleje kan man få lov at bo der. Og gennem et byråd og fælles aktiviteter har alle de fattige fået arbejde inden for et år, blot ved at blive venner med dem, der har arbejde og på den måde få noget arbejde selv. Ganske simpelt og ganske effektivt! Det var en kæmpe oplevelse at se hans projekt, og tænk hvis vi ikke var gået ind for at spørge, så havde vi ikke fået den oplevelse!
Han havde besøg af en udsending fra hjælpeorganisationen Ibis og det var egentlig derfor, at han skulle derud, så det var vores held at vi blev inviteret med. Desuden var det rigtig spændende at høre om Ibis’ projekter. Ibis skulle dog ikke involveres i dette projekt, fordi det gik så vellykket selvstændigt.
Bagefter inviterede han os ud på sin lille private ø, som ligger på nordsiden af halvøen og der er derfor også mere vind, men færre fluer. Hvor vi om morgenen havde set ganske fattige, små, selvlavede huse var det noget ganske andet på denne side. Her boede alle de rige, som havde råd til imponerede huse. En skærende kontrast. Vi nød et glas hvidvin fra et lille tårn på øen og følte os meget voksne og i meget særligt selskab!
Tilbage igen smuttede vi en tur op i kirketårnet for $1 og så ud over hele den smukke by. Det siges at være den smukkeste by i hele Centralamerika, og det er også noget af en kontrast til kaotiske San Jose. Stadig lidt kaotisk dog, men det vejer op med alle de smukke, smukke huse i kolonistil og i stærke farver! Det kan godt være at Costa Rica har mere at byde på rent naturmæssigt, men Nicaragua har helt sikkert de smukkeste byer!

Søndag tog vi til Ometepe, en ø bestående af to vulkaner, som ligger i Lago Nicaragua. I den kæmpe sø er det desuden det eneste sted i verden, at hajer kommer fra saltvand fra havet og svømmer op gennem floden og munder ud i denne sø, som er ferskvand. Ganske utroligt! Vi så dog ikke nogen hajer, da vi var ude at bade eller da vi sejlede der over på en ganske smuk tur, hvor man rigtig kunne nyde de to vulkaner. Busturen til havnebyen Rivas, hvorfra man tager færgen til øen, var ellers lidt kaotisk, da det var søndag og busserne så åbenbart ikke går, som normalt. Så vi tog en bus til en by vi ikke anede hvor lå og stolede på, at vi kunne skifte bus der. Det er utrolig så tillidsfuld man kan blive nødt til at være nogen gange. Vi mødte en fransk pige, som havde været en måneds tid i Nicaragua, så hun vidste hvordan man gebærdede sig. Da vi midt på en vej så en bus bag os til Rivas fik hun stoppet vores bus og vi skiftede bus midt på landevejen! Min backpack-rygsæk røg op på taget og hver gang vi kørte over et ordentligt bump på vejen krympede jeg mig, men da vi kom frem var den der heldigvis stadig!

På Ometepe blev vi en enkelt nat i den første by man kommer til på et hyggeligt lille hotel. Pga. den lange vej og den kvælende varme chillede vi lidt på hotellet, læste en masse i vores bøger og spiste en rigtig lækker frokost på en hyggelig lille restaurant.
Næste morgen tog vi en taxa ud til en strand 20 minutters tid fra ”hovedbyen”, Moyogalpa, med sort lavasand, smuk vegetation og et hold nicas som arbejdede på at få et flot gammelt skib, der lå på strandbredden i bedre stand. Det hed for øvrigt Karen Maria.
Da vi skulle hjem gik vi ind på det nærliggende hotel for at få dem til at ringe efter en taxa, men de sagde at det ville koste $15, men at vi også kunne gå op til hovedvejen og snuppe en bus. Jeg ved ikke lige hvorfor vi gik op mod bussen, for det var først halvvejs at det gik op for os at $15 jo kun er omkring 60 kr., så det kunne vi sagtens have spenderet for at komme tilbage. Vi stod og ventede lidt på bussen, og da den ikke kom, var vi netop på vej ned til en flok vejarbejdere for at spørge dem om de havde set bussen, da en stor taxa kom forbi og spurgte om vi ville med til Moyogalpa. Da der allerede var nogen i taxaen var det ikke så dyrt, så vi kom tilbage for $10. Heldige os!
Vi troede så at færgen gik halv tolv, men det viste sig at være kl. 13, men udover lidt trættende ventetid var det en smuk tur tilbage og da vi kom til Rivas gik der kort tid efter en direkte bus til Granada og jeg kunne endda få min backpacker hos mig!
Tilbage i Granada besluttede vi os for at prøve et andet hostel vi havde hørt om, Oasis, så der gik vi ind og fik en nat til $9. Det var et superhyggeligt sted og selvom det var en anelse for varmt til at sove rigtig behageligt var det en rigtig godt sted. Tirsdag morgen fik vi endda mulighed for at Skype lidt hjem, så det var rigtig dejligt! Mandag aften og tirsdag morgen blev desuden brugt på at spise vildt lækker pizza til ingen penge og shoppe lidt souvenirer til heller ingen penge.
Til sidst var der bare endnu en lang tur hjem, men den overlevede vi da også J
Alt i alt en rigtig god tur!

I dag har jeg været i La Sabana Parken med en fra mit arbejde til en kunstfestival og det var smaddersjovt. Der var en masse interessante boder og så så vi en koncert med israelsk fyr, der kunne spille alverdens instrumenter og tilmed joddle! Sækkepibe, en syrisk tromme, et elektrisk instrument, der opfangede elektromagnetiske bølger fra Israel, en sav, en fløjte fra Fillippinerne, et mærkeligt instrument fra Masai-folket, lavet af glemte sodavandsdåser og til slut sang han en smuk costaricansk sang. Alle i teltet var ellevilde og det var vi også! En ren fornøjelse J
I morgen skal jeg hygge sidste dag med familien og fredag vender jeg næsen mod Manuel Antonio hvor jeg skal være sammen med Tinus, ham som jeg fløj herned med. Det skal nok blive rigtig sjovt! Og efter det venter skildpadderne på den caribiske kyst, som jeg skal passe på i påsken. Og så! Så kommer min dejlige veninde Julia herned d. 12. april og det glæder jeg mig helt utrolig meget til J

La Fortuna - masser af vand men ingen vulkaner!

Så kan jeg sætte endnu et par små fine prik på mit Costa Rica kort over steder jeg har besøgt og krydse endnu et par destination af på min liste over must-go steder. Vi startede i San Carlos, hvor jeg besøgte Tinus, som jeg rejste herned sammen med, sammen med en svensker, Oskar, en østriger, Felix og en dansk pige, Sofie, som jeg alle har mødt hernede. Han arbejdede i en lille zoo på et projekt der. Meget interessant at se, hvordan hans hverdag er fyldt med dyr og ikke med gamle mennesker. Meget anderledes, med hver deres fordele og ulemper, men da vi var på vej videre efter at have set en masse fantastiske dyr, kunne jeg se, at det ikke kun er mig, der vil savne og blive savnet af dem, jeg arbejder med. Tinus havde fået sig nogle gode venner deroppe, blandt andet en abe, der var meget beskyttende over for ham, da alle os fremmede kom. Vi så en masse aber, et par tapirer, som jeg så gerne ville se, mens jeg er her, en masse kattedyr; ocelotter, puma, leoparder og andre, som jeg ikke er helt sikker på, hvad hedder, løver, skildpadder, vildsvin, en masse fugle, krokodiller, slanger og en struds. Det var godt nok som en hvilken som helst anden zoo med dyr i fangenskab, men vi fik lige en VIP-tur med Tinus og så syntes jeg også, at det var noget andet at se dyrene her, hvor de hører til. Selvom det dog var rigtig ærgeligt, at mange af dyrene havde alt for lidt plads, selvom stedet rådede over et stort areal. Men der skal lige penge og viljestyrke til at udbygge burene. Med fra La Marina, som zoo'en fik vi Romi, en sød hollandsk pige, som var med os resten af weekenden.

Næste stop! La Fortuna! Den mest besøgte vulkan Arenal ligger tæt på den lille turistby, og jeg ville så gerne se vulkanen, men desværre var det overskyet hele weekenden, og da sådan én rækker et stykke op i himmelen kunne vi ikke se den fine kegleformede top. Øv bøv! Til gengæld kom weekenden til at stå i vandets tegn, og så gjorde det slet ikke så meget, at vi ikke kom til at se vulkanen, når nu vi havde så meget andet sjov. Og for at det ikke skal være løgn så jeg faktisk den vulkan, der ligger tættest på San Jose her i eftermiddag for første gang - det bare ikke lige så sjovt, for den ligner bare et almindeligt bjerg og ikke en vulkan.

Nå, men det jeg rent faktisk så var en masse vand. I mange forskellige hastigheder og temperature. Først gik turen ud til Caminata Catarata (sig det hurtigt og agressivt og det lyder som en maskinpistol - hehe..) Vi gik ned af en stejl junglesti (jeg var meget forpustet, da jeg nærmest småløb opad tilbage, fordi jeg skulle tisse så meget) til et meget smukt vandfald, hvor man for foden kunne svømme lidt rundt sammen med en masse fisk og andre turister. Det var utroligt smukt, og der blev knipset løs med alle kameraerne. Det er utroligt at opleve den styrke, der er i sådan et vandfald, når vandet bare falder højt nok fra. Vi kunne allerede høre det på afstand før vi så det, så kraftigt var det. Fra den største pøl lige under vandfaldet flød vandet ned over nogle sten og ned i en anden pøl, hvor vi primært badede. Vi kravlede dog også lidt op af klipperne mod den stærke strøm for at bade "i" i vandfaldet. Det var koldt med sjovt! Især koldt, når jeg nu tænker tilbage på, hvad vores næste aktivitet stod på. Rodolfos søster og nevø besøgte et hotel med termalske bade i området, da han var her tilbage i januar og da jeg så hans billeder, var jeg sikker på, at jeg var nødt til at tage derhen. Baldí hedder hotellet, og til alle der, kommer på de kanter, så er I nødt til at tage et smut forbi. 27 pools med hver sin forskellige temperatur med varmt vand direkte fra vulkanen, som vi ikke kunne se. Increíble! Vi lå og dasede rundt der fra kl 14 til kl 22 og hvert minut var ren afslapning. Vi drak nogle dyre, dyre drinks (50 kr!) og nåede til et helt andet niveau af afslappethed mens vi flød rundt i de forskellige pools. Der var bar-pools med baren direkte i vandet, der var skoldhede pools, som drengene ihærdigt prøvede at gå ned i, men måtte opgive, der var varme pools og endnu varmere pools og i nogle var der endda indbyggede liggestole. Vi gik op for at spise en stor hal, og hvor alt andet var ovenud luksuriøst, så var denne restaurant ikke det store sus, men det gjorde ikke så meget, for der var mad nok og det var inkluderet i prisen. Bagefter fandt vi nogle flere pools som vi ikke tidligere havde set, og da vi lå der, de sidste timer inden de lukkede, i mørket, begyndte det at styrtregne. Det var meget sjovt at mærke forskellen på den iskolde, hårde regn, der ramte vores ansigter og så det varme, lækre, bløde vand, som vores kroppe flød rundt i. Que rico!
Hjemme igen troede jeg, at jeg skulle have en lang, god nattesøvn, men det rum vi sov i havde bliktag, og det meste af natten hamrede styrtregnen på taget - sikke en koncert! Men jeg fik da sovet lidt ind i mellem, så det var okay. Næste morgen (tidligt) var det tid til endnu et vandeventyr. Mit badetøj havde hængt ude hele natten for at tørre, men med de regnskyl blev der ikke meget "tørre" over det, men pyt, badetøj er jo lavet for at blive vådt. Vi tog ud på en arrangeret tur med "river tubing". Vi fik hver vores badering med håndtag og så skvulpede vi ellers ned af en flod. Det var lidt svært at komme frem for store sten sommetider, men ellers var det faktisk mest af alt en hyggetur, for det meste af tiden drev baderingene lige så stille afsted med strømmen. Ikke så meget action, som jeg havde regnet med, men det var en god tur alligevel. Især med den skønne natur langs flodbredden, og på et tidspunkt løb en hel flok køer afsted langs bredden og det var et meget imponerende syn!

Tilbage igen hos Gringo Petes, vores hostel, der var ejet af Psyco Pete (den mand var yderst mærkelig! Det ene øjeblik venskabelig og snaksagelig og det næste så utroligt ubehøvlet og utiltalende, at det var et rent mirakel at nogen gad bo hos ham), tog vi en sidste vandtur ned til et vandløb med en "Tarzan Swing". En super god (og gratis!) tur, hvor de lokale ticos holdt til. Det krævede lidt mod at svinge sig ud og give slip og plumpe ned i vandet, men bortset fra en masse vand i næsen var det helt sikkert det hele værd. Ikke alene at svømme i de smukkeste, naturlige omgivelser, men også at overvinde sin lille frygt for at hoppe.
Hjemme igen i San Jose har jeg fået to nye bofæller i form af to schweiziske piger, som ankom i fredags. De er utrolig søde og tager afsted videre på samme tid som jeg, så de næste to uger sammen med dem skal nok blive hyggelige.

Derhjemme: Pas på jer selv og hinanden og jeg glæder mig til at se jer snart. Kun 2 måneder nu. Jeg vil ikke hjem lige foreløblig, men savner stadig DK og alle de dejlige mennesker dér.

Tamarindo - que lindo

¡Que día, tan cansado! Bueno.. Sikke en trættende dag! Men også ganske oplevelsesrig. Lige nu chiller jeg med en papaya-drink og et lækkert stykke chokoladekage på en lille café på Avenida Central i San José, for senere skal jeg mødes med nogen og i planetariet på universitetet og se to planeter mødes – meget spændende. Men min dag startede jo i morges, så vi må hellere starte dér. Jeg mødte tidligere på arbejde, og det er nok derfor, at jeg er træt nu. Jeg skulle nemlig hjælpe med at oversætte for min søde chef, Doña Sonya, plejehjemmets psykolog, da hun skulle vise en flok amerikanske lægestuderende rundt. Det kom jeg så for sent til, da bussen halv otte tager et kvarter længere end bussen halv ni pga. trafikken. Men det viste sig at være helt okay, for mange af dem kunne spansk og oversatte bare for hinanden. Men det gik min formiddag så med. Desuden var vi et lille smut forbi det lille drivhus, hvor de nogle af de gamle har hver deres lille bed med forskellige afgrøder. De har ellers store planer med det drivhus, for de vil sponsere alle træerne i plejehjemmets park og for de penge vil de så bygge to store, nye, flotte drivhuse. Det er så her, at jeg, og de (stakkels) amerikanere, og faktisk også jer, der læser med derhjemme! De vil nemlig have, at vi skal sælge idéen til jer, mine kære venner, som så skal sponsere et træ med $15 om måneden. Så kommer der til at være et lille skilt med jeres navn på, og så vil de tage billeder af det og lægge op på nettet, så man stolt kan vise sin investering frem. Og man er selvfølgelig altid velkommen til at besøge det! Don Guillermo, som ellers er en utrolig sød og fornuftig mand tror vist at pengene hænger på træerne, og selvom jeg prøvede at forklare ham, at der er tusindvis af sådan nogle projekter, som de fleste betaler til månedligt, og at plejehjemmets projekt vil få hård konkurrence mister han ikke modet den mindste. Respekt for det! Jeg er så imponeret af sådan nogle ildsjæle, og hey, hvis han ikke virkelig troede på det, hvem skal så tro på det? Men i hvert fald; Jeg synes, at hvis I har 60 kr. om måneden, som I ikke ved, hvad I skal gøre af, så overvej at sponsere et træ hernede, for det er et smadder godt projekt med de drivhuse og ikke alene kan det være med til at sikre plejehjemmets fremtidige overlevelse, fordi de måske kan blive selvforsynende og dermed spare nogle udgifter, men det giver også de gamle mennesker indhold i deres hverdag. De kan se noget gro, noget de har plantet og de føler, at der er nogen, der er afhængige af dem, fordi de producerer deres mad. Det er de rigtig stolte over, og de føler sig meget mere værd, end de måske ellers gør, fordi de føler at deres familie har opgivet dem og parkeret dem på hjemmet. Hernede er det stadigvæk ikke normalt, at man efterlader sine forældre sådan et sted, så mange af de gamle føler et enormt svigt.
Ja, nu har jeg i hvert fald reklameret for det, som jeg har lovet, så må det være op til jer at tage stilling J
Hvis I gider læse mere, vil jeg fortælle lidt om min strandtur i denne her weekend. Ane og jeg var af sted med ven, jeg har fået mig hernede, der hedder Juan Carlos, og hans venner. Vi har været i byen med dem før, og jeg arbejder sammen med Juan Carlos, så vi kender dem efterhånden ret godt. Det var en super hyggelig tur! Juan Carlos’ venner Milton og Fabian, som bor i Cartago, hvor Ane også bor nu, tog en svensk pige, Veronika med. Hun bor hos Fabian, fordi hun boede her, da hun var lille og hans forældre er stadig venner med hendes forældre. Hun er startet på det samme plejehjem som Ane er på og måske skal jeg rejser rundt med hende, når min rejse-måned starter. Hun er supersød J Desuden var der en dansk pige fra Bjerringbro, Sofie, med, som Ane og jeg har mødt gennem vores organisation. Hun er kommet for 2 uger siden og har ikke mødt så mange mennesker, så hun var selvfølgelig velkommen på vores tur. På et hængende hår nåede vi bussen (ja, rigtigt, tico’erne var for sent på den), og så brugte vi ellers mange timer på transport. Ca. 7 timer begge veje. Det er alligevel utroligt at man gider bruge så lang tid på transport for at have 1 ½ dag på stranden – men hey, stranden er så fantastisk smuk, at det var det værd! Vi havde bestilt er værelse på et hostel der hed ”La Botella de Leche” – ”Mælkeflasken”. Der var vildt hyggeligt med hængekøjer over det hele og med ko-mønster på væggene. For dem, der interesserer sig for økonomien kostede to nætter 150 kr. pr. mand, og der var pool og fuldt udstyret køkken, så det vil jeg sige, var ganske rimeligt J Både fredag og lørdag gik med at dase på stranden og svømme lidt rundt blandt en masse småfisk og fiskere og ellers drikke øl og solbade. Ane er blevet rigtig flot brun og jeg med, så det er dejligt J Om aftenen tog vi på en bar der hed ”Sharky’s” og lørdag var der Lady’s Night, så pigerne drak gratis – guf! Hehe.. Vi prøvede ihærdigt at lave et bål, men det gik ikke så godt.. I stedet så vi en masse stjerneskud og en månenedgang – supersmukt og romantisk! Om lørdagen havde vi set en opstilling til et bryllup på stranden, så jeg håber at brudeparret fik kigget ud af vinduet på bryllupsnatten.
Efter en lækker weekend med pool, spas, vandmelon-drinks, sand (alle steder!!!) og vand, vendte vi næserne hjemad søndag middag og kørte så ellers resten af dagen. Jeg lånte ”Catcher in the Rye” som jeg læste halvdelen af på vejen hjem. Lidt mærkelig bog, men helt okay. Jeg har nu læst: ”Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv”, ”Nicanoras Hattebutik”, ”Safrankøkkenet”, ”Samme dag næste år”, ”Den klareste stjerne” og er halvt færdig med ”Løgnhalsen fra Umbrien” og ”Catcher in the Rye” på 8 uger. Ferie er skønt! Elsker at læse! Jeg kan anbefale dem alle sammen, måske med undtagelse af de to sidste, men dem er jeg heller ikke færdig med endnu, så det er måske for tidligt at udtale sig..
Og nu var der sørme nogen, der spiste min kage og drak min papaya-drink! Så nu må jeg hellere slutte for nu. Håber I har det rigtig godt derhjemme og passer på hinanden! Vi ses om 11 uger J

Som en tarzan gennem regnskoven!

Viiiild weekend!
Hvis I nogensinde har tænkt over hvordan det må føles at flyve som en fugl gennem luften, ganske fri og let, så skulle I tage at prøve canopy gennem tågeregnskoven i Monte Verde (det grønne bjerg).

Ane og jeg mødtes fredag eftermiddag med Tinus, den danske fyr, som jeg fulgtes med herned i flyet, og tog en 4-5 timers lang bustur op nord på mod Monte Verde og Santa Elena. Det skulle være et utroligt smukt område med tågeskov, fordi det ligger så højt, så regnskoven ligger i skyerne. Desuden er området også kendt for canopy, svævebane gennem regnskoven. Det er meget udbredt over det meste af Costa Rica, men det var her, at den første canopy blev bygget, og så er området bare helt fantastisk smukt! Ane og jeg havde aftalt, at vi skulle prøve canopy, men vi havde måske ikke tænkt det så meget igennem før vi havde booket turen, og så var der jo ikke nogen vej tilbage. Vi nåede at blive lidt mistænkelige, da vi kom derop og jeg havde også et mareridt om natten om at vi blev puttet i en båd og så kunne vi ellers passe os selv, men heldigvis var det en rigtig blød og sjov start, så vi var slet ikke nervøse. Der var forskellige stationer, som vi svævede i mellem på små hurtige ture og så var der tværs over dalen, hvor der har været mere end 100 meter ned, og hvor vi var nødt til at tage turen to og to for at have nok vægt, og dermed fart, til at komme over på den anden side. Da jeg prøvede det første gang gik vi i stå ca 1/4 fra endeplatformen, men så kom der bare lige en af dem, der arbejdede der ud efter os.

Men det kan simpelthen ikke beskrives med ord, hvordan det er at flyve gennem luften uden andet end en line at holde fast i og se hvordan skoven under én og omkring én suser forbi. Det er simpelthen fantastisk!
Udover de almindelige svævebaner var der to specielle; en tarzan swing og superman. Inden vi nåede der over var jeg mest bekymret for superman. Det er 1 kilometer lang line tværs over dalen i 150 meters højde og så hænger man som en fugl med armene spredt ud i stedet for at man ved de andre holder fast i snoren. Tarzan swing tænkte jeg bare ville blive sjovt. Men det viste sig at være lige omvendt; da vi nåede til Tarzan Swing viste det sig, at vi skulle hoppe ud fra en platform med en snor om livet, så vi kunne svinge lige som Tarzan. Da man først svingede var det utroligt smukt og morsomt, men at hoppe ud fra en meget høj platform og de få sekunder inden rebet strækkes ud og det føles som om man er i frit fald - puha! Det var godt at de skubbede mig ud, for ellers var jeg aldrig hoppet af mig selv.. Men da de få sekunder var overstået var det super sjovt! Da vi nåede superman-turen var det den sidste, der var tilbage og da var jeg blevet så vant til det, så det var bare sjovt :)

Det tog ca 2 timer, men de fløj (haha) afsted, så før vi så os om, var vi tilbage igen. Vi havde taget morgenturen fra halv otte til elleve, så vi havde masser af tid tilbage. Vi havde mødt en fyr fra Columbia, Sergio, en fyr fra Østrig, Felix og en svensker, Oskar,
så vi tog alle sammen på tur i tågeskoven, hvor vi vandrede afsted i 3 timer og så en masse skyer, et smukt vandfald, en gammel hængebro, en guldbille som Tinus fangede, og en masse mystiske, magiske, storslåede træer. Det er utroligt, som alt bare vokser sammen til et stort miksmaks i regnskoven og træerne er naturens små kunstværker i sig selv - increible! Det var som at gå tur i Star Wars, Ringenes Herre, Jurassic Park og Narnia til sammen.
Om aftenen tog vi i byen og drak fine frugt drinks og søndag plejede vi mine tømmermænd med lækker morgenmad og så tog vi bussen hjem igen til San José.

Oskar og Felix skulle have været med en tidlig morgenbus, men det nåede de ikke, så de tog bussen sammen med os, og da vi var for sent på den og kun kunne få stå-billetter var drengene så søde at bytte med os og give os deres sæder halvdelen af turen. Så var der heldigvis nogen, der stod af, så de også kunne få et sæde, så alt i alt var det ikke så slem en hjemtur, som jeg havde forventet.

Men, som opsummering, en fantastisk tur! Uhh, jeg glæder mig til næste weekends eventyr.

Ha det dejligt derhjemme :)