La Fortuna - masser af vand men ingen vulkaner!

Så kan jeg sætte endnu et par små fine prik på mit Costa Rica kort over steder jeg har besøgt og krydse endnu et par destination af på min liste over must-go steder. Vi startede i San Carlos, hvor jeg besøgte Tinus, som jeg rejste herned sammen med, sammen med en svensker, Oskar, en østriger, Felix og en dansk pige, Sofie, som jeg alle har mødt hernede. Han arbejdede i en lille zoo på et projekt der. Meget interessant at se, hvordan hans hverdag er fyldt med dyr og ikke med gamle mennesker. Meget anderledes, med hver deres fordele og ulemper, men da vi var på vej videre efter at have set en masse fantastiske dyr, kunne jeg se, at det ikke kun er mig, der vil savne og blive savnet af dem, jeg arbejder med. Tinus havde fået sig nogle gode venner deroppe, blandt andet en abe, der var meget beskyttende over for ham, da alle os fremmede kom. Vi så en masse aber, et par tapirer, som jeg så gerne ville se, mens jeg er her, en masse kattedyr; ocelotter, puma, leoparder og andre, som jeg ikke er helt sikker på, hvad hedder, løver, skildpadder, vildsvin, en masse fugle, krokodiller, slanger og en struds. Det var godt nok som en hvilken som helst anden zoo med dyr i fangenskab, men vi fik lige en VIP-tur med Tinus og så syntes jeg også, at det var noget andet at se dyrene her, hvor de hører til. Selvom det dog var rigtig ærgeligt, at mange af dyrene havde alt for lidt plads, selvom stedet rådede over et stort areal. Men der skal lige penge og viljestyrke til at udbygge burene. Med fra La Marina, som zoo'en fik vi Romi, en sød hollandsk pige, som var med os resten af weekenden.

Næste stop! La Fortuna! Den mest besøgte vulkan Arenal ligger tæt på den lille turistby, og jeg ville så gerne se vulkanen, men desværre var det overskyet hele weekenden, og da sådan én rækker et stykke op i himmelen kunne vi ikke se den fine kegleformede top. Øv bøv! Til gengæld kom weekenden til at stå i vandets tegn, og så gjorde det slet ikke så meget, at vi ikke kom til at se vulkanen, når nu vi havde så meget andet sjov. Og for at det ikke skal være løgn så jeg faktisk den vulkan, der ligger tættest på San Jose her i eftermiddag for første gang - det bare ikke lige så sjovt, for den ligner bare et almindeligt bjerg og ikke en vulkan.

Nå, men det jeg rent faktisk så var en masse vand. I mange forskellige hastigheder og temperature. Først gik turen ud til Caminata Catarata (sig det hurtigt og agressivt og det lyder som en maskinpistol - hehe..) Vi gik ned af en stejl junglesti (jeg var meget forpustet, da jeg nærmest småløb opad tilbage, fordi jeg skulle tisse så meget) til et meget smukt vandfald, hvor man for foden kunne svømme lidt rundt sammen med en masse fisk og andre turister. Det var utroligt smukt, og der blev knipset løs med alle kameraerne. Det er utroligt at opleve den styrke, der er i sådan et vandfald, når vandet bare falder højt nok fra. Vi kunne allerede høre det på afstand før vi så det, så kraftigt var det. Fra den største pøl lige under vandfaldet flød vandet ned over nogle sten og ned i en anden pøl, hvor vi primært badede. Vi kravlede dog også lidt op af klipperne mod den stærke strøm for at bade "i" i vandfaldet. Det var koldt med sjovt! Især koldt, når jeg nu tænker tilbage på, hvad vores næste aktivitet stod på. Rodolfos søster og nevø besøgte et hotel med termalske bade i området, da han var her tilbage i januar og da jeg så hans billeder, var jeg sikker på, at jeg var nødt til at tage derhen. Baldí hedder hotellet, og til alle der, kommer på de kanter, så er I nødt til at tage et smut forbi. 27 pools med hver sin forskellige temperatur med varmt vand direkte fra vulkanen, som vi ikke kunne se. Increíble! Vi lå og dasede rundt der fra kl 14 til kl 22 og hvert minut var ren afslapning. Vi drak nogle dyre, dyre drinks (50 kr!) og nåede til et helt andet niveau af afslappethed mens vi flød rundt i de forskellige pools. Der var bar-pools med baren direkte i vandet, der var skoldhede pools, som drengene ihærdigt prøvede at gå ned i, men måtte opgive, der var varme pools og endnu varmere pools og i nogle var der endda indbyggede liggestole. Vi gik op for at spise en stor hal, og hvor alt andet var ovenud luksuriøst, så var denne restaurant ikke det store sus, men det gjorde ikke så meget, for der var mad nok og det var inkluderet i prisen. Bagefter fandt vi nogle flere pools som vi ikke tidligere havde set, og da vi lå der, de sidste timer inden de lukkede, i mørket, begyndte det at styrtregne. Det var meget sjovt at mærke forskellen på den iskolde, hårde regn, der ramte vores ansigter og så det varme, lækre, bløde vand, som vores kroppe flød rundt i. Que rico!
Hjemme igen troede jeg, at jeg skulle have en lang, god nattesøvn, men det rum vi sov i havde bliktag, og det meste af natten hamrede styrtregnen på taget - sikke en koncert! Men jeg fik da sovet lidt ind i mellem, så det var okay. Næste morgen (tidligt) var det tid til endnu et vandeventyr. Mit badetøj havde hængt ude hele natten for at tørre, men med de regnskyl blev der ikke meget "tørre" over det, men pyt, badetøj er jo lavet for at blive vådt. Vi tog ud på en arrangeret tur med "river tubing". Vi fik hver vores badering med håndtag og så skvulpede vi ellers ned af en flod. Det var lidt svært at komme frem for store sten sommetider, men ellers var det faktisk mest af alt en hyggetur, for det meste af tiden drev baderingene lige så stille afsted med strømmen. Ikke så meget action, som jeg havde regnet med, men det var en god tur alligevel. Især med den skønne natur langs flodbredden, og på et tidspunkt løb en hel flok køer afsted langs bredden og det var et meget imponerende syn!

Tilbage igen hos Gringo Petes, vores hostel, der var ejet af Psyco Pete (den mand var yderst mærkelig! Det ene øjeblik venskabelig og snaksagelig og det næste så utroligt ubehøvlet og utiltalende, at det var et rent mirakel at nogen gad bo hos ham), tog vi en sidste vandtur ned til et vandløb med en "Tarzan Swing". En super god (og gratis!) tur, hvor de lokale ticos holdt til. Det krævede lidt mod at svinge sig ud og give slip og plumpe ned i vandet, men bortset fra en masse vand i næsen var det helt sikkert det hele værd. Ikke alene at svømme i de smukkeste, naturlige omgivelser, men også at overvinde sin lille frygt for at hoppe.
Hjemme igen i San Jose har jeg fået to nye bofæller i form af to schweiziske piger, som ankom i fredags. De er utrolig søde og tager afsted videre på samme tid som jeg, så de næste to uger sammen med dem skal nok blive hyggelige.

Derhjemme: Pas på jer selv og hinanden og jeg glæder mig til at se jer snart. Kun 2 måneder nu. Jeg vil ikke hjem lige foreløblig, men savner stadig DK og alle de dejlige mennesker dér.