Vandreture, udtørrede vandfald og masser af chokolade!

Tinus og jeg er kommet herned til Peninsula de Osa og vi havde forskellige idéer om, hvad vi skulle lave. Efter kayakturen ville vi finde ud af, hvad vi ellers kunne lave omkring her, og Tinus havde lyst til at fiske, men det viste sig at være helt vildt dyrt. $600-800 for en dags fisketur!
Men vi hørte at Cabo Matapalo skulle være helt vildt flot og der skulle være et smukt vandfald dernede. Vi bor på et chill lille hostel midt i junglen, som nogle amerikanere ejer og så arbejder der en fyr fra London og en pige fra Australien og der er en kat, der er alt for gravid og en supersød hund. Stemningen her er rigtig god! Og de fortalte os, at vi bare skulle tomle ned til Cabo Matapalo, som er det sydligste punkt på halvøen.
Så fredag morgen gik vi ned til den store vej og begyndte at stikke hånden ud, når bilerne kom forbi, men ingen tog os op. Og vi gik, og gik, og gik.. Ca. 2 timer i stegende hede, og bilerne blev ved med at køre forbi. Landskabet var utrolig smukt og vi holdt et rimelig godt tempo, så det var slet ikke så slemt. Faktisk en rigtig hyggelig tur og med tid til at tage gode billeder og have lidt sjove samtaler. Til sidst kom en truck, som tog os op og kørte os i 10 min. tid og så kunne vi så vandre lidt videre. Med alt for lidt vand og begyndende trætte fødder var energien ved at være lidt lav. Men så kom vi endelig frem til en lille restaurant, som vi havde fået at vide var den sidste på butik, hvor vi kunne købe vand inden vi nåede helt til Matapalo. Vi brugte 75 kr. for næsten 4,5 l. vand, hvilket er virkelig dyrt, men meeeget tiltrængt.
Vi skulle så ud og finde det her vandfald, og vi gik lidt mere, og lidt mere, og besluttede os så for at holde pause under et træ, hvor der var alle 4 arter af aber, der findes hernede. Vi spiste vores lækre avokado-sandwiches og tog en masse billeder. Vores færd mod vandfaldet fortsatte, og vi fulgte den rute, som op til flere forskellige mennesker havde fortalt os, vi skulle tage, men det endte bare med, at vi gik op til en masse stejle private grunde, og da vi var lige ved at give op, gik Tinus op bag et hus, hvor man kunne gå videre op af et lille spor, og der kunne vi så se ned på et meget tørt vandfald. Fuldstændig udtøret med en lille bitte pyt vand nedenunder.. Det var så dét vandfald.. Men vi gik lidt videre ind i regnskoven og fandt et kæmpestort træ. Jeg er totalt fascineret af træer, men det her slog dem alle sammen! Det var kæmpehøjt og nærmest magisk. Det var lidt mangrove-agtigt, eller nærmest som et levende væsen med en masse ben, der står på jorden og den egentlige stamme rejser sig op i midten, ca 2-3 meter oppe, holdt oppe på alle de understammer, som nærmest ligner ben. Hvis det ikke giver nogen mening er det fordi, at det er et syn så fantatisk, at man skal have set det for rigtig at forstå det!
Det var i hvert fald lidt en trøst, når nu vi var gået så langt for at komme frem til et udtørret vandfald. Og bagefter gik vi ned til stranden, som godt nok ikke var super bade-venlig, men den var god til surfing, så vi lagde os på nogle hvide sten (overraskende bløde at ligge på, og så meget bedre end sand, fordi det ikke sætter sig over alt på kroppen) og så på surfere. Ganske afslappende!
Hjem med "colectivo'en" gennem stenede, hullede veje og en hel del regn. Vi endte inde i Puerto Jimenez, hvor vi gennemblødte, svedlugtende og bare generelt smadrede og ulækre gik ned på en lille restaurant, hvor Tinus kender én, og spiste en lækker aftensmad og så ellers hjem og på hovedet i seng!

Lørdag har vi været på chokolade-tur på et sted, Finca Köbö, "Drømme Gården". Finca betyder gård på spansk og Köbö betyder drøm på Guaymí, som er de lokale indianere her omkring. Det var en rigtig god oplevelse. De havde et lille hyggeligt resort med regnskov omkring og et økologisk landbrug, hvor de producerede frugt og kaffe til eget forbrug og eksporterede kakao til Europa. Vi var rundt og se på alle de forskellige afgrøder og smage på det hele. Det er virkelig en ting, som jeg kommer til at savne, når jeg kommer hjem: den fantastiske frugt, de har hernede og den kraftfulde smag, som vi slet ikke kan komme tæt på derhjemme. Det er altså helt vidunderligt!
Han viste os en speciel lille rød bælg med pigge, achote, med små kerner inden i, som man knuser og får rød farve ud af, og som indianerne enten bruger som krigmaling eller som fake blod til at snyde folk med. Jeg blev forsøgskanin og brugte det som læbestift og som fik et fint kryds i panden. Vi fik også smagt den frugt, som cashewnødden vokser sammen med, hvide ananas og udsøgt stjernefrugt, som næsten smagte af søde æbler. Vi så duftede også til kaneltræer og diverse lækre krydderurter.
Vores guide, Alex, (som faktisk havde fødselsdag og fik en fødselsdagssang på engelsk, spansk, dansk og tysk, da hans kone er fra Østrig og de ringede og sang for ham) fortalte os en masse spændende ting om chokolade. Dels, at mayaerne faktisk groede kakaofrugten for at lave vin, men også om hele processen fra en kakaobønne i en kakaofrugt til den færdige kakaomasse, som de eskporterer i blokke. Vi fik lov til at smage bønnerne i alle stadierne. Først ubehandlede og umodne, hvor vi åbnede en frugt og tog kernerne ud og suttede det søde frugtkød af, som omgiver kernerne. Næste stadie var de tørrede bønner, efter at de havde været gennem fermenteringen, hvor bønnerne og frugtkødet gærer i et par døgn, og derefter tørrres de i varmen. Nu duftede de skønt af chokolade, og omend de var lidt bitre, var det chokolade, som vi kender det. Da de var ubehandlede var frugtkødet sødt, men indvendigt var kernerne lilla, meget bitre og slet ikke i nærheden af chokolade-smagen. Til sidst blev bønnerne kværnet efter at være blevet ristet og ud kom en olielignende konsistens, som var utroligt bitter. Det er 100% kakaomasse, som de eksporterer til selskaber i EU eller USA, som forarbejder det og laver det til den chokolade, som vi normalt spiser. Det sjove er, at her i Costa Rica er der normalt kun mælkechokolade, hvilket er meget paradoksalt, når nu det er her, at kakaoen gror. Alex havde været på besøg på en belgisk chokoladefabrik, og der fik han vist øjnene op for, hvordan vi spiser chokolade i Europa - med en høj kakaoprocent! Vi sluttede det hele af med en lækker chokoladefondue med en masse økologisk, velsmagende frugt til. Guf, guf, guf.. Det var helt sikkert en af de bedste oplevelser jeg har haft hernede.

- Confessions of a chocoholic
　
PS. Billeder kommer senere.

Puerto Jiménez

Så er vi kommet derud hvor tukanerne vender! Efter en dag med 12 timers rejsetid i går er vi nu kommet frem til den mest isolerede del af Costa Rica - og det er fantastisk!

Vi blev (om altid) mødt ved bussen af mænd fra forskellige hoteller/hostels, der prøver at få én med hen til deres sted, men denne gang var vi virkelig heldige. $10 for et hostel midt i junglen, kun 2 måneder gammelt, fantastisk udsigt og beliggenhed og med en masse søde mennsker. Det er småt, så alle snakker med alle og stemningen er rigtig fed. Med en hængekøje med udsigt til junglen på en smuk veranda, et udendørs køkken og små huse på pæle med senge svøbt ind i myggenet er det helt sikkert en autentisk måde at opleve junglen her på. Me gusta mucho!

I dag var vi på kayaktur i mangroveskoven, hvilket også var helt fantastisk! Vi padlede os gennem (og somme tider ind i - dog ikke med vilje) mangroven, og det er altså de mest utrolige planter. Det er træer, som skyder rødder ud alle vegne, og måden de optager ilt på, er gennem små huller i overfladen. De står i vandet og danner et helt net af rødder i floden/underskoven. Vi padlede ind af en, til tider ganske smal, flod, hvor små krabber kravlede rundt over det hele og fuglene fløj rundt længere inde i skoven. 

Bagefter tog vi ud og så på caymans (små krokodiller) og rigtige krokodiller, selvom der kun var én til at begynde med, men så kom vi tilbage senere og der var 4 små og en almindelig.

Bagefter tøffede vi lidt rundt - svedende! - i byen. Ham, der havde vist os krokodillerne anden gang var forøvrigt en fyr fra Tinus tidligere frivillige projekt. Costa Rica er lille! Ret sjovt. Så han har lovet at vise os lidt af nattelivet frem i morgen.

I morgen tager vi ned syd på til den nederste del af halvøen, for at se lidt på et vandfald og hike rundt. Det håber jeg bliver smukt og sjovt :)

Dykketur!

Jeg har efterhånden prøvet meget med vand hernede; badet ved vandfald, drevet ned af en flod i en badering, været i termalske bade med healende vand fra vulkaner, badet, roet i kayak - og nu har jeg også dykket. Det har altid været angstfremkaldende for mig at se film fra under vandet, fordi jeg bliver helt klaustrofobisk bare ved tanken, og så for jeg propper i ørerne så nemt som ingenting når jeg bader, så at dykke var ikke det oplagte valg. Men jeg havde lyst til at udfordre min frygt og tage på dykketur. Tinus, som jeg mødte på flyet herned, har nu rejst rundt i 2 uger og jeg har så joinet ham her på hans sidste rejseuge, og da han gerne ville tage et dykkercertifikat hernede, tænkte jeg, at vi kunne gøre det sammen.
Vi startede i en lille pool, hvor vi øvede at trække vejret under vandet med iltflaske, hvilket lige krævede lidt træning, men så var det ellers fint. Langt over min forventning! Det begyndte først at knibe lidt, da vi kom ud på det åbne vand og de smed en lang line ud og jeg skulle fire mig ned af den, ned i dybet. Puha, mit hjerte begyndte at pumpe lidt hurtigere og jeg kunne på ingen måde forestille mig at skulle derned! Men så gik vi ned inde ved klipperne i stedet for, hvor man kunne se noget "land" hele vejen ned i stedet for bare endeløst hav, og det hjalp en hel del! Så kom jeg helt ned til 10 meters dybde og så mange spændende ting. Vi var så heldige at se en rokke, en masse farvede fisk, store som små, hummere, søpindsvin og søstjerner og en masse koraller. Og bare det at være under vandet på den måde var rigtig fedt. Selvom jeg holdt godt fast i min dykkerinstruktør hele vejen! Desværre var sigtbarheden ikke så god, og da Tinus slet ikke kunne dykke, fordi han ikke kunne vænne sig til at trække vejret unde vand uden at føle sig godt tilpas, så besluttede vi, at vi dropper hele dykkercertifikatet og stiller os tilfredse med i dag. Så vil jeg næsten hellere tage et sådan certifikat i Egypten eller Fiji eller Thailand, hvor det både skulle være smukkere og billigere..
Så nu må vi se, hvor vi tager hen. Vi bliver nok her et par dage og tager den med ro, og så må vi se :)
Håber I stadig har det godt derhjemme!

Nicaragua

Så fik jeg set ikke bare én, men tre vulkaner!
Ane og jeg skulle forlade Costa Rica i 72 timer for at forlænge vores turistvisum, da vi begge skal være her mere end 3 måneder, så vi valgte at tage et smut forbi Nicaragua. Trods mange bekymringer fra mange ticos, gik vores tur rigtig godt! Da Nicaragua er det næstfattigste land i hele Mellemamerika er der mange nicas, som prøver lykken her i Costa Rica, og derfor er der mange ticos, som ikke kan lide nicas og der er mange fordomme mod dem. Men det viste sig - som det altid gør hvad racisme angår - at være bygget på uvidenhed. Nicaerne var aldeles søde og gæstfri, og faktisk, selvom jeg var utrolig heldig, så var jeg så dum at glemme mit kamera i en taxa, men tro det eller ej, så kom taxachaufføren tilbage med mit kamera, da vi ringede til ham! Så vores oplevelse med nicaerne var ganske positiv!
Vi tog bussen MEGET tidlig fredag morgen. Vi kørte kl 06 og vi skulle være der en time før, så 04:30 stod jeg og ventede på familiens taxaven, som skulle komme og hente mig. Men da han stadig ikke var kommet kvart i begyndte jeg at tvivle på at han nogensinde kom. Så jeg vækkede hele huset, men da de ikke kunne skaffe mig en taxa begyndte jeg at gå op mod byen for at finde en, og det lykkedes mig da også at finde en og stadig komme i god tid til bussen.

Hele huset herhjemme i Coronado var dog bekymrede for mig, og da jeg faldt i søvn i bussen fik jeg ikke svaret på de bekymrede sms'er fra dem. Hov.. Men vi nåede fint til den nicaraguanske grænse, hvor vi fik stempler i passene og de foretog et overraskende let tjek af vores bagage - ikke utroligt at der er så meget drug trafficking.. Men vi havde jo ikke noget at skjule :)

Efter en laaang bustur startede vi med at blive godt snydt af en taxachauffør, der kørte os ca 5 min og tog 100 kr for det, men sådan er det når man ikke lige kender valutakursen og ikke brokker sig.. Nå, men vi fandt et rigtig smukt lille hostel, hvor vi sov i to nætter. Vi kiggede os lidt omkring i byen og gik ned til havnen. Vi fik en gadehund som følgesvend, hvilket ikke var det fedeste, for vi er ikke så begejstrede for dem, men det gjorde jo ikke noget, og måske hyggede den sig meget godt.. Om aftenen spiste vi sushi på en utrolig hyggelig restaurant og ærgrede os lidt over at vi ikke var til gammel-elev-fest!
Næste morgen tog vi ud og sejlede i kayak mellem en masse små øer som er formet for mange tusinde år siden, da Mombacho vulkanen, som ligger Granada ligger op af, eksploderede, så hele toppen røg af og landede som små øer rundt i Lago Niracagua ud for, hvor Granada ligger i dag. Øerne ligger på hver sin side af en halvø og på den sydlige side ligger øerne i læ for vinden og dermed var det nemmere at padle rundt i kayaken uden for meget bøljegang. Vi tog af sted om morgenen og foruden et amerikansk par, som sejlede en anden vej var vi der helt alene. Vi så en masse fugle ganske tæt på og så flød vi ellers bare rundt og spiste oreo, tog billeder og så på fugle. Solen stod dog ganske skarpt ned på os, så trods solcreme faktor 30 fik vi en ganske pæn kulør. Jeg havde glemt solcremen på fødderne, så jeg har nu et pænt mønster efter mine sandaler...
Der boede mest fattige fiskefamilier i dette område, og selvom det så enormt idyllisk og virkede som en simplere tilværelse at bo på sin egen lille ø, så tror jeg nu ikke, at livet er så let igen for disse fiskerfamilier.
Tilbage igen havde vi en plan om at gå på byens chokolademuseum, men som det så ofte går hernede bliver planerne aldrig til noget, da der dukker noget andet op. Men heldigvis for det, for det var meget mere interessant end chokolade (tænk at jeg skulle sige det..) Nå, men ved de Præcolumbianske Museum hang et dansk flag side om side med det nicaraguanske flag, så vi gik ind for at spørge hvorfor det hang dér. Det viste sig så at være den største private samling af præcolumbianske ting i hele Mellemamerika, som en dansker havde valgt at udstille gratis på hans museum. Det var jo ganske flot! Da receptionisten spurgte om vi ikke kunne tænke os at møde ham takkede vi pænt ja. Det viste sig, at ikke kun havde han et museum, men også en skole for fattige børn og en lille landsby uden for Granada, som han havde oprettet for at komme fattigdommen til livs i Granadas slum. En succeshistorie, hvor han havde blandet middelklassen med de allerfattigste ved at udbyde huse, som man rentefrit kan købe over tre år til en ganske god pris. Hvis simple regler bliver overholdt og man betaler sin husleje kan man få lov at bo der. Og gennem et byråd og fælles aktiviteter har alle de fattige fået arbejde inden for et år, blot ved at blive venner med dem, der har arbejde og på den måde få noget arbejde selv. Ganske simpelt og ganske effektivt! Det var en kæmpe oplevelse at se hans projekt, og tænk hvis vi ikke var gået ind for at spørge, så havde vi ikke fået den oplevelse!
Han havde besøg af en udsending fra hjælpeorganisationen Ibis og det var egentlig derfor, at han skulle derud, så det var vores held at vi blev inviteret med. Desuden var det rigtig spændende at høre om Ibis’ projekter. Ibis skulle dog ikke involveres i dette projekt, fordi det gik så vellykket selvstændigt.
Bagefter inviterede han os ud på sin lille private ø, som ligger på nordsiden af halvøen og der er derfor også mere vind, men færre fluer. Hvor vi om morgenen havde set ganske fattige, små, selvlavede huse var det noget ganske andet på denne side. Her boede alle de rige, som havde råd til imponerede huse. En skærende kontrast. Vi nød et glas hvidvin fra et lille tårn på øen og følte os meget voksne og i meget særligt selskab!
Tilbage igen smuttede vi en tur op i kirketårnet for $1 og så ud over hele den smukke by. Det siges at være den smukkeste by i hele Centralamerika, og det er også noget af en kontrast til kaotiske San Jose. Stadig lidt kaotisk dog, men det vejer op med alle de smukke, smukke huse i kolonistil og i stærke farver! Det kan godt være at Costa Rica har mere at byde på rent naturmæssigt, men Nicaragua har helt sikkert de smukkeste byer!

Søndag tog vi til Ometepe, en ø bestående af to vulkaner, som ligger i Lago Nicaragua. I den kæmpe sø er det desuden det eneste sted i verden, at hajer kommer fra saltvand fra havet og svømmer op gennem floden og munder ud i denne sø, som er ferskvand. Ganske utroligt! Vi så dog ikke nogen hajer, da vi var ude at bade eller da vi sejlede der over på en ganske smuk tur, hvor man rigtig kunne nyde de to vulkaner. Busturen til havnebyen Rivas, hvorfra man tager færgen til øen, var ellers lidt kaotisk, da det var søndag og busserne så åbenbart ikke går, som normalt. Så vi tog en bus til en by vi ikke anede hvor lå og stolede på, at vi kunne skifte bus der. Det er utrolig så tillidsfuld man kan blive nødt til at være nogen gange. Vi mødte en fransk pige, som havde været en måneds tid i Nicaragua, så hun vidste hvordan man gebærdede sig. Da vi midt på en vej så en bus bag os til Rivas fik hun stoppet vores bus og vi skiftede bus midt på landevejen! Min backpack-rygsæk røg op på taget og hver gang vi kørte over et ordentligt bump på vejen krympede jeg mig, men da vi kom frem var den der heldigvis stadig!

På Ometepe blev vi en enkelt nat i den første by man kommer til på et hyggeligt lille hotel. Pga. den lange vej og den kvælende varme chillede vi lidt på hotellet, læste en masse i vores bøger og spiste en rigtig lækker frokost på en hyggelig lille restaurant.
Næste morgen tog vi en taxa ud til en strand 20 minutters tid fra ”hovedbyen”, Moyogalpa, med sort lavasand, smuk vegetation og et hold nicas som arbejdede på at få et flot gammelt skib, der lå på strandbredden i bedre stand. Det hed for øvrigt Karen Maria.
Da vi skulle hjem gik vi ind på det nærliggende hotel for at få dem til at ringe efter en taxa, men de sagde at det ville koste $15, men at vi også kunne gå op til hovedvejen og snuppe en bus. Jeg ved ikke lige hvorfor vi gik op mod bussen, for det var først halvvejs at det gik op for os at $15 jo kun er omkring 60 kr., så det kunne vi sagtens have spenderet for at komme tilbage. Vi stod og ventede lidt på bussen, og da den ikke kom, var vi netop på vej ned til en flok vejarbejdere for at spørge dem om de havde set bussen, da en stor taxa kom forbi og spurgte om vi ville med til Moyogalpa. Da der allerede var nogen i taxaen var det ikke så dyrt, så vi kom tilbage for $10. Heldige os!
Vi troede så at færgen gik halv tolv, men det viste sig at være kl. 13, men udover lidt trættende ventetid var det en smuk tur tilbage og da vi kom til Rivas gik der kort tid efter en direkte bus til Granada og jeg kunne endda få min backpacker hos mig!
Tilbage i Granada besluttede vi os for at prøve et andet hostel vi havde hørt om, Oasis, så der gik vi ind og fik en nat til $9. Det var et superhyggeligt sted og selvom det var en anelse for varmt til at sove rigtig behageligt var det en rigtig godt sted. Tirsdag morgen fik vi endda mulighed for at Skype lidt hjem, så det var rigtig dejligt! Mandag aften og tirsdag morgen blev desuden brugt på at spise vildt lækker pizza til ingen penge og shoppe lidt souvenirer til heller ingen penge.
Til sidst var der bare endnu en lang tur hjem, men den overlevede vi da også J
Alt i alt en rigtig god tur!

I dag har jeg været i La Sabana Parken med en fra mit arbejde til en kunstfestival og det var smaddersjovt. Der var en masse interessante boder og så så vi en koncert med israelsk fyr, der kunne spille alverdens instrumenter og tilmed joddle! Sækkepibe, en syrisk tromme, et elektrisk instrument, der opfangede elektromagnetiske bølger fra Israel, en sav, en fløjte fra Fillippinerne, et mærkeligt instrument fra Masai-folket, lavet af glemte sodavandsdåser og til slut sang han en smuk costaricansk sang. Alle i teltet var ellevilde og det var vi også! En ren fornøjelse J
I morgen skal jeg hygge sidste dag med familien og fredag vender jeg næsen mod Manuel Antonio hvor jeg skal være sammen med Tinus, ham som jeg fløj herned med. Det skal nok blive rigtig sjovt! Og efter det venter skildpadderne på den caribiske kyst, som jeg skal passe på i påsken. Og så! Så kommer min dejlige veninde Julia herned d. 12. april og det glæder jeg mig helt utrolig meget til J

La Fortuna - masser af vand men ingen vulkaner!

Så kan jeg sætte endnu et par små fine prik på mit Costa Rica kort over steder jeg har besøgt og krydse endnu et par destination af på min liste over must-go steder. Vi startede i San Carlos, hvor jeg besøgte Tinus, som jeg rejste herned sammen med, sammen med en svensker, Oskar, en østriger, Felix og en dansk pige, Sofie, som jeg alle har mødt hernede. Han arbejdede i en lille zoo på et projekt der. Meget interessant at se, hvordan hans hverdag er fyldt med dyr og ikke med gamle mennesker. Meget anderledes, med hver deres fordele og ulemper, men da vi var på vej videre efter at have set en masse fantastiske dyr, kunne jeg se, at det ikke kun er mig, der vil savne og blive savnet af dem, jeg arbejder med. Tinus havde fået sig nogle gode venner deroppe, blandt andet en abe, der var meget beskyttende over for ham, da alle os fremmede kom. Vi så en masse aber, et par tapirer, som jeg så gerne ville se, mens jeg er her, en masse kattedyr; ocelotter, puma, leoparder og andre, som jeg ikke er helt sikker på, hvad hedder, løver, skildpadder, vildsvin, en masse fugle, krokodiller, slanger og en struds. Det var godt nok som en hvilken som helst anden zoo med dyr i fangenskab, men vi fik lige en VIP-tur med Tinus og så syntes jeg også, at det var noget andet at se dyrene her, hvor de hører til. Selvom det dog var rigtig ærgeligt, at mange af dyrene havde alt for lidt plads, selvom stedet rådede over et stort areal. Men der skal lige penge og viljestyrke til at udbygge burene. Med fra La Marina, som zoo'en fik vi Romi, en sød hollandsk pige, som var med os resten af weekenden.

Næste stop! La Fortuna! Den mest besøgte vulkan Arenal ligger tæt på den lille turistby, og jeg ville så gerne se vulkanen, men desværre var det overskyet hele weekenden, og da sådan én rækker et stykke op i himmelen kunne vi ikke se den fine kegleformede top. Øv bøv! Til gengæld kom weekenden til at stå i vandets tegn, og så gjorde det slet ikke så meget, at vi ikke kom til at se vulkanen, når nu vi havde så meget andet sjov. Og for at det ikke skal være løgn så jeg faktisk den vulkan, der ligger tættest på San Jose her i eftermiddag for første gang - det bare ikke lige så sjovt, for den ligner bare et almindeligt bjerg og ikke en vulkan.

Nå, men det jeg rent faktisk så var en masse vand. I mange forskellige hastigheder og temperature. Først gik turen ud til Caminata Catarata (sig det hurtigt og agressivt og det lyder som en maskinpistol - hehe..) Vi gik ned af en stejl junglesti (jeg var meget forpustet, da jeg nærmest småløb opad tilbage, fordi jeg skulle tisse så meget) til et meget smukt vandfald, hvor man for foden kunne svømme lidt rundt sammen med en masse fisk og andre turister. Det var utroligt smukt, og der blev knipset løs med alle kameraerne. Det er utroligt at opleve den styrke, der er i sådan et vandfald, når vandet bare falder højt nok fra. Vi kunne allerede høre det på afstand før vi så det, så kraftigt var det. Fra den største pøl lige under vandfaldet flød vandet ned over nogle sten og ned i en anden pøl, hvor vi primært badede. Vi kravlede dog også lidt op af klipperne mod den stærke strøm for at bade "i" i vandfaldet. Det var koldt med sjovt! Især koldt, når jeg nu tænker tilbage på, hvad vores næste aktivitet stod på. Rodolfos søster og nevø besøgte et hotel med termalske bade i området, da han var her tilbage i januar og da jeg så hans billeder, var jeg sikker på, at jeg var nødt til at tage derhen. Baldí hedder hotellet, og til alle der, kommer på de kanter, så er I nødt til at tage et smut forbi. 27 pools med hver sin forskellige temperatur med varmt vand direkte fra vulkanen, som vi ikke kunne se. Increíble! Vi lå og dasede rundt der fra kl 14 til kl 22 og hvert minut var ren afslapning. Vi drak nogle dyre, dyre drinks (50 kr!) og nåede til et helt andet niveau af afslappethed mens vi flød rundt i de forskellige pools. Der var bar-pools med baren direkte i vandet, der var skoldhede pools, som drengene ihærdigt prøvede at gå ned i, men måtte opgive, der var varme pools og endnu varmere pools og i nogle var der endda indbyggede liggestole. Vi gik op for at spise en stor hal, og hvor alt andet var ovenud luksuriøst, så var denne restaurant ikke det store sus, men det gjorde ikke så meget, for der var mad nok og det var inkluderet i prisen. Bagefter fandt vi nogle flere pools som vi ikke tidligere havde set, og da vi lå der, de sidste timer inden de lukkede, i mørket, begyndte det at styrtregne. Det var meget sjovt at mærke forskellen på den iskolde, hårde regn, der ramte vores ansigter og så det varme, lækre, bløde vand, som vores kroppe flød rundt i. Que rico!
Hjemme igen troede jeg, at jeg skulle have en lang, god nattesøvn, men det rum vi sov i havde bliktag, og det meste af natten hamrede styrtregnen på taget - sikke en koncert! Men jeg fik da sovet lidt ind i mellem, så det var okay. Næste morgen (tidligt) var det tid til endnu et vandeventyr. Mit badetøj havde hængt ude hele natten for at tørre, men med de regnskyl blev der ikke meget "tørre" over det, men pyt, badetøj er jo lavet for at blive vådt. Vi tog ud på en arrangeret tur med "river tubing". Vi fik hver vores badering med håndtag og så skvulpede vi ellers ned af en flod. Det var lidt svært at komme frem for store sten sommetider, men ellers var det faktisk mest af alt en hyggetur, for det meste af tiden drev baderingene lige så stille afsted med strømmen. Ikke så meget action, som jeg havde regnet med, men det var en god tur alligevel. Især med den skønne natur langs flodbredden, og på et tidspunkt løb en hel flok køer afsted langs bredden og det var et meget imponerende syn!

Tilbage igen hos Gringo Petes, vores hostel, der var ejet af Psyco Pete (den mand var yderst mærkelig! Det ene øjeblik venskabelig og snaksagelig og det næste så utroligt ubehøvlet og utiltalende, at det var et rent mirakel at nogen gad bo hos ham), tog vi en sidste vandtur ned til et vandløb med en "Tarzan Swing". En super god (og gratis!) tur, hvor de lokale ticos holdt til. Det krævede lidt mod at svinge sig ud og give slip og plumpe ned i vandet, men bortset fra en masse vand i næsen var det helt sikkert det hele værd. Ikke alene at svømme i de smukkeste, naturlige omgivelser, men også at overvinde sin lille frygt for at hoppe.
Hjemme igen i San Jose har jeg fået to nye bofæller i form af to schweiziske piger, som ankom i fredags. De er utrolig søde og tager afsted videre på samme tid som jeg, så de næste to uger sammen med dem skal nok blive hyggelige.

Derhjemme: Pas på jer selv og hinanden og jeg glæder mig til at se jer snart. Kun 2 måneder nu. Jeg vil ikke hjem lige foreløblig, men savner stadig DK og alle de dejlige mennesker dér.

Tamarindo - que lindo

¡Que día, tan cansado! Bueno.. Sikke en trættende dag! Men også ganske oplevelsesrig. Lige nu chiller jeg med en papaya-drink og et lækkert stykke chokoladekage på en lille café på Avenida Central i San José, for senere skal jeg mødes med nogen og i planetariet på universitetet og se to planeter mødes – meget spændende. Men min dag startede jo i morges, så vi må hellere starte dér. Jeg mødte tidligere på arbejde, og det er nok derfor, at jeg er træt nu. Jeg skulle nemlig hjælpe med at oversætte for min søde chef, Doña Sonya, plejehjemmets psykolog, da hun skulle vise en flok amerikanske lægestuderende rundt. Det kom jeg så for sent til, da bussen halv otte tager et kvarter længere end bussen halv ni pga. trafikken. Men det viste sig at være helt okay, for mange af dem kunne spansk og oversatte bare for hinanden. Men det gik min formiddag så med. Desuden var vi et lille smut forbi det lille drivhus, hvor de nogle af de gamle har hver deres lille bed med forskellige afgrøder. De har ellers store planer med det drivhus, for de vil sponsere alle træerne i plejehjemmets park og for de penge vil de så bygge to store, nye, flotte drivhuse. Det er så her, at jeg, og de (stakkels) amerikanere, og faktisk også jer, der læser med derhjemme! De vil nemlig have, at vi skal sælge idéen til jer, mine kære venner, som så skal sponsere et træ med $15 om måneden. Så kommer der til at være et lille skilt med jeres navn på, og så vil de tage billeder af det og lægge op på nettet, så man stolt kan vise sin investering frem. Og man er selvfølgelig altid velkommen til at besøge det! Don Guillermo, som ellers er en utrolig sød og fornuftig mand tror vist at pengene hænger på træerne, og selvom jeg prøvede at forklare ham, at der er tusindvis af sådan nogle projekter, som de fleste betaler til månedligt, og at plejehjemmets projekt vil få hård konkurrence mister han ikke modet den mindste. Respekt for det! Jeg er så imponeret af sådan nogle ildsjæle, og hey, hvis han ikke virkelig troede på det, hvem skal så tro på det? Men i hvert fald; Jeg synes, at hvis I har 60 kr. om måneden, som I ikke ved, hvad I skal gøre af, så overvej at sponsere et træ hernede, for det er et smadder godt projekt med de drivhuse og ikke alene kan det være med til at sikre plejehjemmets fremtidige overlevelse, fordi de måske kan blive selvforsynende og dermed spare nogle udgifter, men det giver også de gamle mennesker indhold i deres hverdag. De kan se noget gro, noget de har plantet og de føler, at der er nogen, der er afhængige af dem, fordi de producerer deres mad. Det er de rigtig stolte over, og de føler sig meget mere værd, end de måske ellers gør, fordi de føler at deres familie har opgivet dem og parkeret dem på hjemmet. Hernede er det stadigvæk ikke normalt, at man efterlader sine forældre sådan et sted, så mange af de gamle føler et enormt svigt.
Ja, nu har jeg i hvert fald reklameret for det, som jeg har lovet, så må det være op til jer at tage stilling J
Hvis I gider læse mere, vil jeg fortælle lidt om min strandtur i denne her weekend. Ane og jeg var af sted med ven, jeg har fået mig hernede, der hedder Juan Carlos, og hans venner. Vi har været i byen med dem før, og jeg arbejder sammen med Juan Carlos, så vi kender dem efterhånden ret godt. Det var en super hyggelig tur! Juan Carlos’ venner Milton og Fabian, som bor i Cartago, hvor Ane også bor nu, tog en svensk pige, Veronika med. Hun bor hos Fabian, fordi hun boede her, da hun var lille og hans forældre er stadig venner med hendes forældre. Hun er startet på det samme plejehjem som Ane er på og måske skal jeg rejser rundt med hende, når min rejse-måned starter. Hun er supersød J Desuden var der en dansk pige fra Bjerringbro, Sofie, med, som Ane og jeg har mødt gennem vores organisation. Hun er kommet for 2 uger siden og har ikke mødt så mange mennesker, så hun var selvfølgelig velkommen på vores tur. På et hængende hår nåede vi bussen (ja, rigtigt, tico’erne var for sent på den), og så brugte vi ellers mange timer på transport. Ca. 7 timer begge veje. Det er alligevel utroligt at man gider bruge så lang tid på transport for at have 1 ½ dag på stranden – men hey, stranden er så fantastisk smuk, at det var det værd! Vi havde bestilt er værelse på et hostel der hed ”La Botella de Leche” – ”Mælkeflasken”. Der var vildt hyggeligt med hængekøjer over det hele og med ko-mønster på væggene. For dem, der interesserer sig for økonomien kostede to nætter 150 kr. pr. mand, og der var pool og fuldt udstyret køkken, så det vil jeg sige, var ganske rimeligt J Både fredag og lørdag gik med at dase på stranden og svømme lidt rundt blandt en masse småfisk og fiskere og ellers drikke øl og solbade. Ane er blevet rigtig flot brun og jeg med, så det er dejligt J Om aftenen tog vi på en bar der hed ”Sharky’s” og lørdag var der Lady’s Night, så pigerne drak gratis – guf! Hehe.. Vi prøvede ihærdigt at lave et bål, men det gik ikke så godt.. I stedet så vi en masse stjerneskud og en månenedgang – supersmukt og romantisk! Om lørdagen havde vi set en opstilling til et bryllup på stranden, så jeg håber at brudeparret fik kigget ud af vinduet på bryllupsnatten.
Efter en lækker weekend med pool, spas, vandmelon-drinks, sand (alle steder!!!) og vand, vendte vi næserne hjemad søndag middag og kørte så ellers resten af dagen. Jeg lånte ”Catcher in the Rye” som jeg læste halvdelen af på vejen hjem. Lidt mærkelig bog, men helt okay. Jeg har nu læst: ”Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv”, ”Nicanoras Hattebutik”, ”Safrankøkkenet”, ”Samme dag næste år”, ”Den klareste stjerne” og er halvt færdig med ”Løgnhalsen fra Umbrien” og ”Catcher in the Rye” på 8 uger. Ferie er skønt! Elsker at læse! Jeg kan anbefale dem alle sammen, måske med undtagelse af de to sidste, men dem er jeg heller ikke færdig med endnu, så det er måske for tidligt at udtale sig..
Og nu var der sørme nogen, der spiste min kage og drak min papaya-drink! Så nu må jeg hellere slutte for nu. Håber I har det rigtig godt derhjemme og passer på hinanden! Vi ses om 11 uger J