Som en tarzan gennem regnskoven!

Viiiild weekend!
Hvis I nogensinde har tænkt over hvordan det må føles at flyve som en fugl gennem luften, ganske fri og let, så skulle I tage at prøve canopy gennem tågeregnskoven i Monte Verde (det grønne bjerg).

Ane og jeg mødtes fredag eftermiddag med Tinus, den danske fyr, som jeg fulgtes med herned i flyet, og tog en 4-5 timers lang bustur op nord på mod Monte Verde og Santa Elena. Det skulle være et utroligt smukt område med tågeskov, fordi det ligger så højt, så regnskoven ligger i skyerne. Desuden er området også kendt for canopy, svævebane gennem regnskoven. Det er meget udbredt over det meste af Costa Rica, men det var her, at den første canopy blev bygget, og så er området bare helt fantastisk smukt! Ane og jeg havde aftalt, at vi skulle prøve canopy, men vi havde måske ikke tænkt det så meget igennem før vi havde booket turen, og så var der jo ikke nogen vej tilbage. Vi nåede at blive lidt mistænkelige, da vi kom derop og jeg havde også et mareridt om natten om at vi blev puttet i en båd og så kunne vi ellers passe os selv, men heldigvis var det en rigtig blød og sjov start, så vi var slet ikke nervøse. Der var forskellige stationer, som vi svævede i mellem på små hurtige ture og så var der tværs over dalen, hvor der har været mere end 100 meter ned, og hvor vi var nødt til at tage turen to og to for at have nok vægt, og dermed fart, til at komme over på den anden side. Da jeg prøvede det første gang gik vi i stå ca 1/4 fra endeplatformen, men så kom der bare lige en af dem, der arbejdede der ud efter os.

Men det kan simpelthen ikke beskrives med ord, hvordan det er at flyve gennem luften uden andet end en line at holde fast i og se hvordan skoven under én og omkring én suser forbi. Det er simpelthen fantastisk!
Udover de almindelige svævebaner var der to specielle; en tarzan swing og superman. Inden vi nåede der over var jeg mest bekymret for superman. Det er 1 kilometer lang line tværs over dalen i 150 meters højde og så hænger man som en fugl med armene spredt ud i stedet for at man ved de andre holder fast i snoren. Tarzan swing tænkte jeg bare ville blive sjovt. Men det viste sig at være lige omvendt; da vi nåede til Tarzan Swing viste det sig, at vi skulle hoppe ud fra en platform med en snor om livet, så vi kunne svinge lige som Tarzan. Da man først svingede var det utroligt smukt og morsomt, men at hoppe ud fra en meget høj platform og de få sekunder inden rebet strækkes ud og det føles som om man er i frit fald - puha! Det var godt at de skubbede mig ud, for ellers var jeg aldrig hoppet af mig selv.. Men da de få sekunder var overstået var det super sjovt! Da vi nåede superman-turen var det den sidste, der var tilbage og da var jeg blevet så vant til det, så det var bare sjovt :)

Det tog ca 2 timer, men de fløj (haha) afsted, så før vi så os om, var vi tilbage igen. Vi havde taget morgenturen fra halv otte til elleve, så vi havde masser af tid tilbage. Vi havde mødt en fyr fra Columbia, Sergio, en fyr fra Østrig, Felix og en svensker, Oskar,
så vi tog alle sammen på tur i tågeskoven, hvor vi vandrede afsted i 3 timer og så en masse skyer, et smukt vandfald, en gammel hængebro, en guldbille som Tinus fangede, og en masse mystiske, magiske, storslåede træer. Det er utroligt, som alt bare vokser sammen til et stort miksmaks i regnskoven og træerne er naturens små kunstværker i sig selv - increible! Det var som at gå tur i Star Wars, Ringenes Herre, Jurassic Park og Narnia til sammen.
Om aftenen tog vi i byen og drak fine frugt drinks og søndag plejede vi mine tømmermænd med lækker morgenmad og så tog vi bussen hjem igen til San José.

Oskar og Felix skulle have været med en tidlig morgenbus, men det nåede de ikke, så de tog bussen sammen med os, og da vi var for sent på den og kun kunne få stå-billetter var drengene så søde at bytte med os og give os deres sæder halvdelen af turen. Så var der heldigvis nogen, der stod af, så de også kunne få et sæde, så alt i alt var det ikke så slem en hjemtur, som jeg havde forventet.

Men, som opsummering, en fantastisk tur! Uhh, jeg glæder mig til næste weekends eventyr.

Ha det dejligt derhjemme :)

Hogar de Ancianos Carlos Maria Ulloa

Så fik jeg endelig smuglet et lille digitalkamera i lommestørrelse med på arbejde (Tak til Ane!). Det er nemlig forbudt at tage billeder af beboerne, men nu spurgte jeg dem pænt, så jeg regner med at det er okay, at jeg lægger dem op her, så I kan se alle mine nye vnner, los viejitos: (de små gamle)

Først et billede af haven, som ligger i midten af plejehjemmet med damegangen på den ene side (tv) og mandegangen på den anden side. Plejehjemmet fungerer sådan, at der er pensioner, med egen spisestuer og et værelse til hver af beboerne. Der er 2 til kvinder, 1 til mænd og 1 mix og i det mix-pensionatet er der også små huse med toilletter og flere rum til hver. Sådan en slags beskyttet bolig. Udover pensionaterne er saloner. Der er vist 5 i alt, 3 til kvinder, 2 til mænd og til dem er der så to spisestuer, 1 til kvinder og 1 til mænd. Salonerne er som sovesale, hvor alle har hver deres seng og et skab, som står side ved side.

Det her er så Don Fernando. Han skriver digte med den mest snoede, gamle skråskrift og det kan være lidt svært at tyde, hvad der står, men han læser gerne højt. Han er enormt sød, men også noget nem at distrahere og har en fantasi uden lige. Han er altid med til engelsk timerne på plejehjemmet, som jeg hjælper med, men som regel ender det med, at han læser avisen eller fortæller en eller anden røverhistorie i stedet for at koncentrere sig om, hvordan man bøjer "to be". Sidst fortalte han om sin kæreste i USA, som var 25 år, og om hvordan hun godt vidste, at han var gammel og sad i kørestol, men at hun elskede ham. De havde desværre ikke penge til at besøge hinanden, men han skrev digte til hende. Det var vist mere ønsketænkning end virkelighed, men det var meget sjovt at høre om..

Don Jose! Super sød gammel mand. Han blev aldrig gift, men han fortæller mig altid om, hvordan drenge ikke er til at stole på, og at jeg ikke skal falde for den første den bedste - noget siger mig, at han taler ud fra erfaring, så han måske selv var sådan en fyr, der ikke var til at stole på. Hehe.. Det er sjovt at tænke på alle de "Karl-Smarter", som måske vil ende lige som ham. Jeg håber ikke han fortryder eller noget, men måske ser han anderledes på tingene nu.. Nå, hvem ved? Han er i hvert fald altid klar på en lille snak og sidder gerne i den smukke have.

Doña Evita, den søde gamle dame med det lilla hår. Hun ser godt nok lidt bister ud på det her billede, men hun er meget rar og venlig. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der sker med det hår der. Hvorfor lilla? Men okay, hvis hun er glad :) Hun læser altid i sin lille bønnebog, har vanter på og så går hun rundt hele tiden for at holde kroppen i gang. Her er hun i gang med at klippe hjerter til Valentinsdag, selvfølgelig også i lilla, som man måske kan se nede i hjørnet af billedet.

Så har vi doña Carmen (tv) og doña Libia. Carmen har altid meget travlt med hvad alle andre laver, en rigtig sladdertaske, og til tider lidt fordømmende. Men ellers meget sødt. Hun er altid så glad, for selvom hun aldrig blev gift eller fik børn, så har hun en masse nevøer og niecer, som alle sammen elsker hende. Dejligt, ikke? :) Libia har været gift med en tidligere costaricansk præsidents bror. Lidt sejt, hva? Og så har hun altid solbriller på og så læser vi avisen sammen om formiddagen. Hun kan bedst lige sport, og jeg kan godt lide alt andet end sport.

Så har vi doña Elenor, eller bare Leo i daglig tale. Hun var lærer en gang og ved alt, hvad der er værd at vide om kristendom og katolicisme. Hun underviste også i historie foruden religion. Det er rigtig hyggeligt at snakke med hende, og hun kan altid finde på noget spændende at fortælle mig, og så har hun altid blomstrede kjoler på. Dejlig dame :) Hun prøver at lære mig "Ave Maria"-bønnen på spansk, men det går lidt langsomt. De sidder hver eftermiddag med deres bedehalskæder og siger 50 af "Ave Maria" og en til, men de messer af sted i sådan en fart, at jeg kun kan forstå de første par sætninger og højest sno tungen til at følge med den allerførste sætning. Selvom jeg ellers er protestant og synes at katolicisme har en masse ubrugelig traditioner, så kan jeg nu godt finde noget beroligende og afstressende ved en samling gamle, messende kvinder i kørestole. Ikke at jeg har følt mig stresset på noget tidspunkt, siden jeg kom, fordi alting går i et anderledes roligt tempo end derhjemme, men stadigvæk, meget afslappende.

Så er der doña Rose. Rose Elizabeth Mannix Fernández, hendes far var fra New York og hendes mor fra Costa Rica og de boede i kystbuen Puntarenas, da hun var lille, men så døde hendes forældre desværre og så flyttede hun til San Jose, hvor hun boede hun sin tante og bedstemor. Den historie hører jeg ca hver dag, da hun er frygtelig dårlig til at huske, og jeg tror ikke, hun ville vide, hvem jeg var, hvis jeg ikke kom over og sagde hej, som om vi kendte hinanden. plejehjemmet elsker Rose. Især de frivillige, for hun er altid klar på at snakke, og hun er altid i godt humør. Hun ser godt lidt trist ud på billedet, men hun griner og snakker altid, og hun elsker når vi unge mennesker sætter os hos hende. Desuden elsker hun at øve sig på engelsk og hun kan 4 linjer af en sang, som hun altid synger: "I love coffee, I love tea, I love the boys, and the boys love me". Jeg tænker altid, at det er et held, at nonner ikke forstår engelsk.. Hehe..

Til sidst har vi doña Flor, som altid sidder på altanen og smidder brød ud til fuglene og spiser nogle små, sjove, lidt syrlige frugter. Somme tider køber jeg saltede jordnødder til hende. Hun elsker historie-timerne, som vi har om morgenen og så har hun altid forfærdelig meget makeup på. Hun minder mig lidt om min halvfarmor, som en gang sagde til mig, at det var et spild at unge smukke mennesker brugte makeup, det burde være forbeholdt dem med rynker og grå hud. Det havde hun måske ret i.. Det er i hvert fald det Flor lever efter.. Flor betyder i øvrigt blomst, og en dag havde vi en fabel om blomster i historie-timen, og det hun snakkede længe om "los flores" - lidt hyggeligt :)

Nå, men det var dem, jeg fik billede af. Der er en masse flere, men enten ville de ikke have taget billede eller også kunne jeg ikke lige finde dem, da jeg havde kameraet med. Jeg håber det kan give jer et billede af, hvem, jeg tilbringer mine dage med hernede i det tropiske.

Grøn øl og sprogmix

Så gik der endnu en uge. Tænk som tiden flyver! Jeg har nu været halvdelen af tiden på plejehjemmet, 6 uger, så jeg har tilsvarende 6 uger tilbage og efter det har jeg 5 uger til at rejse rundt. Så lang tid, også alligevel, tiden flyver!
Jeg har besluttet mig for at tage et smut forbi New York på vej hjem for at besøge Rodolfo og hans nevøer dér i 10 dage inden jeg vender næsen helt hjem. Det bliver helt vildt fedt med New York! Jeg skal bo hos dem, så jeg skal kun betale for at lave sjove ting, så det er dejligt. Jeg vil være hjeme d 18 maj i følge planen, og så d 21 skal jeg til Istanbul med min mor. Jeg glæder mig super meget til Istanbul! Men det bliver lige fra det ene til andet, men pyt, jeg skal have det maksimale ud af min tur. Og bare jeg lige når hjem og får sagt hej, så går det nok ;)

Ane skal være her i en uge til her hos mig og så tager hun til Cartago, men der er ikke langt til Cartago, så jeg regner med at vi kommer til at se en masse til hinanden alligevel, selvom hun tager derned.
I går, fredag, var Ane, jeg og den anden frivillige fra plejehjemmet, Sophia fra Tyskland, med nogle ticos, altså lokale, i byen. Juan Carlos arbejder sammen med os på plejehjemmet fordi man som universitetsstuderende her skal arbejde et vist antal timer frivilligt, og det gør han så lige for tiden på plejehjemmet. Han var så sød at invitere os i byen med hans venner. De kendte hinanden fra en udvekslingstur i USA, så de snakkede alle sammen godt engelsk. En af dem havde en svensk pige boende, som skal starte samtidig med Ane på børnehjemmet i Cartago - lidt sjovt. Hun boede her fra hun var 9 måneder til hun var 6 år, så hun er her også for at besøge venner fra den gang og få snakket lidt spansk. Hun skal rejse samtidig med mig, så måske kan vi mødes og rejse lidt sammen, hvis det er muligt til den tid. Hun var i hvert fald rigtig sød.
Vi startede med en lille førfest hjemme hos Juan Carlos i en lidt pænere, nybygget del af San José - sikke et hus! Ingen huller, ingen lappeløsninger, et smukt, stilet og elegant hus selv efter danske standarder var det lidt af en villa. Det kom lidt bag på os, at der også findes den slags huse. Selvom der var flot og lækkert er det nu nok meget godt, at jeg ikke bor i sådan et slags hus, for så tror jeg ikke, at jeg ville føle, at jeg var kommet til et fattigere land. Det er godt med et lidt anderledes hus, for ellers ville det jo være som derhjemme. Men det var sjovt at se!
Bagefter tog vi i byen og der skulle vi prøve en specialitet, som de har hernede - øl tilsat farve og smag! Vi fik med lemon, som var den mest anbefalelsværdige. Det var vist en måde at slippe for at drikke øl på, for det smagte ikke af øl og lignede det heller ikke - men det var sjovt at prøve.

I dag har Ane og jeg været et smut i San José for at se os lidt om - blandt andet efter frimærker, som viste sig at være noget nær umuligt. Vi fandt i hvert fald ikke nogen. Så postkort må I vente lidt med..
Men! Vi var inde på et museum i Sabana parken, som er den gamle flyveplads og selve lufthavnen er nu lavet om til et museum. Der var en udstilling med en costaricansk kunster, Otto Aipuy, som var virkelig interessant. Hans billeder var ikke særlig ens, så det var sjovt at se de mange forskellige former for malerier og kunststykker han havde lavet.

I morgen er det Avril, den næstmindstes, fødselsdag. Det bliver meget hyggeligt tror jeg :) Hun fylder 4 mener jeg, og Ane og jeg har købt en Hello Kitty kuglepen og et kort til hende - 8 kr i alt. Lige til at overse. Men det er også en balancegang, for hvis vi køber noget alt for dyrt eller alt for fint, så er vi lidt bange for at de bliver uvenner over det, når de andre ikke får noget. Desuden er det jo også tanken, der tæller :)

Jeg håber I har det godt derhjemme! Trine sendte mig lige et smukt billede af Roskilde på facebook - det så flot ud, nyd det ;) Pas på jer selv og hinanden.

Manuel Antonio - et rent paradis!

I weekenden har jeg været i Manuel Antonio, den mest kendte strand hernede. Og det er ikke underligt, at den er kendt, for den er ganske enkelt fantastisk! Som taget ud af ”Pirates of the Carribean” bortset fra, at det er på Stillehavskysten, men who cares? Ord kan ikke beskrive det. Der ligger flere strande i små bugter hele vejen langs kysten af nationalparken. Den er ikke så stor, kun 16 kvm mener jeg, at der stod i Lonely Planet, og da vi var der, var der desværre flere af stierne, som var lukkede, men vi fik set alt, der var muligt at se. Naturen var først og fremmest helt utrolig. Så mange træer, stammer, blade, lianer, på kryds og tværs og rigtig regnskovsagtig. Der var en hovedsti gennem parken, som var stor nok til en bil. Der gik alle dem, der havde betalt for en guide, og bagved gik vi og smålyttede til hvad, de sagde og kiggede op, når de kiggede op. Ganske smart. På den måde fik vi spottet en tukan, som vi nok ikke havde set ellers, og på samme måde fik vi opklaret, hvad det var for nogle brøl vi kunne høre fra skoven. Vi havde alle mulige gode teorier om et sejt kattedyr, men det viste sig, at det blot var en brøleabe. Også lidt sjovt, men ikke lige så sjovt som hvis det havde været en oselot eller en puma. Vi så også et dovendyr hænge højt i et træ og lige dovent slænge sig rundt om grenene. Dens modsætning må siges at være de aber, som holdt til på strandene. Hold da op, jeg har mange dårlige billeder af dem, for hver gang man havde et godt billede smuttede den videre op i træet. Jeg fik dog også en del gode billeder, men der skal sorteres lidt i dem tror jeg. Der var også vaskebjørne, som gik på jagt i folks tasker, mens de var nede og bade. Små luskede dyr! Heldigvis var folk flinke til at jage dem væk, selvom det ikke var deres egne tasker, der blev snuset i. Men selvom de måske ikke er det mest sjældne dyr, og tydeligvis mere en plage, så var det meget sjovt at se alligevel. Vi så også en øgle, som pludselig lå i sandet og slikkede solens stråler til sig, og en masse mindre firben, som for ind og ud af underskoven og lavede en masse larm i de tørre blade. Vi gik også op til en udkigspost, hvor man kunne se øde kyststrækninger med de smukkeste strande så langt øjet rakte blandet med kæmpeklipper, hvor skumsprøjtet stod op og piskede vandet hvidt og med tropiske træer foroven, som et regnskovstæppe, der havde lagt sig på de majestætiske klipper. Midt i al dette lå Stillehavet og glimtede af solens stråler, som var havoverfladen blevet drysset med diamanter. Vi havde slæbt og svedt os op til den udkigspost, men det øjeblik vi nåede derop, var det helt klart det hele værd. En utrolig udkigspost, som ord ikke kan beskrive. Jeg tog en masse billeder, men det var som om de ikke kunne fange den skønhed, som vi så for vores øjne…

Da vi skulle hjemad skulle vi til en lidt større by, da Manuel Antonio ikke rigtig er andet end hoteller og national parken. Men da det var søndag skulle vi jo være sikre på at kunne få en bus tilbage, så vi tog tidligt af sted. Vi havde alligevel set alt, hvad der var at se, så det var fint. Quepos var ikke nogen særlig spændende by og slet ikke en søndag eftermiddag, men vi gik en tur ned til en havn, der var fyldt med sand. Meget smukt, men også lidt mærkeligt. Der var kun vand rundt om bådene og en umådelig lavvandet sejlrende ud af havnen. Nå, men vi satte os og læste i vores bøger en times tid, og da vi var på vej tilbage til busterminalen – vupti! Så var højvandet ankommet og bådene lå ikke længere fanget inde bag sandbunkerne. Ganske smart!
En lidt lang tur hjem, men ellers intet at klage over. En helt igennem fantastisk weekend!

På museumstur i San José

I går var jeg på museumstur i San José. Da jeg bor i en forstad ca en halv time i bus fra downtown San José har jeg ikke rigtig været dernede og kigge mig omkring siden den første dag, da jeg var med min værtsfamilie dernede.
Det var rigtig dejligt at futte lidt rundt på egen hånd og finde ud af hvor tingene er på kortet og blive lidt stedkendt. Det er ulempen ved at være sammen med de lokale, for så bliver man bare taget med uden selv at få chancen for at finde ud af, hvad der er hvad og hvor det ligger.
Jeg startede på Guld Museet, hvor der var en stor samling af al det indianske guld, man har fundet gennem tiden. Det er utroligt som de har formået at lave små bitte pyntegenstande ud af guldet og så brugt det enten som betalingsmiddel eller som symbol på velstand. De lavede små forme, som de skar ud, og så smeltede guldet ned i og på den måde blev det lavet. Jeg var også på Jade Museet som har den største samling af smykker og fingurer lavet af jadesten. Disse genstande var skåret ud med forskellige redskaber, men begge værdifulde genstande blev lavet af særlige håndværkere og de havde status lige under høvdingen og shamanen, hvilket klart siger noget om den værdi disse genstande har haft. Det fik mig til at tænke på, at mennesker altid har haft en æstetisk sans, som ud fra hierakiet tydeligt viser, at det var vigtigere at omgive sig med smukke ting end at få mad, eftersom bønder og jægere var lavest i hierakiet. Men det var enormt spændende at se.
På Guld Museet var der desuden en udstilling af forskellige betalingsformer gennem tiden. De har både brugt kakao-kerner og kaffebønder og siden mønter; først pesos og så colones, som de bruger nu. Meget interessant at se mønter og sedler gennem tiden. De fortæller mere om samfundet end man lige tror med forskellige vigtige personer og afgrøder, dyr eller natur på mønter og sedler.
Jeg var også på Museet for Moderne Kunst med forskellige udstillinger fra forskellige latinamerikanske kunstnere. Det også rigtig interessant, men også en lille smule abstrakt. Museet ligger i en gammel likørfabrik og det var en meget elegant bygning og så kostede indgangen kun 5 kr - lige til at overkomme.
Efter museumsbesøgende drak jeg mig en milkshake med ananas og spiste en lækker chokoladekage - 28 kr i alt. Også lige til at overskue.
Jeg gik en god gåtur et stykke udenfor centrum hvor en stor park, La Sabana, ligger. Det er den gamle flyveplads, som er omdannet til en park nu med et stort stadion, en sø og en masse mennesker, der render rundt og dyrker sport af den ene eller den anden art. Der er nogle utroligt smukke træer, hvor barken falder af og inden under er den nye bark i flere forskellige farver. Jeg så dem også, da jeg var på Hawaii og der kaldte de dem regnbue-træer.

Omrking kl 4 tog jeg bussen tilbage til mit nordlige område af byen for at tage til en kristen punk-rock koncert med en fætter fra familien. Der var en udendørs scene foran hans universitet, hvor hans band spillede. Der var ikke så mange mennesker, fordi vejret var lidt trist, men det var meget sjovt at se. Vi afsluttede dagen med at tage i biffen og se Hollywoods version af "Mænd der hader kvinder" (18 kr for billetten) Den var faktisk slet ikke så dårlig og Hollywood-agtig, som jeg havde frygtet. Den levede meget godt op til den originale version, så hvis I ikke har set den endnu, kan den godt anbefales.

I dag regner jeg med at gå en tur op til det lokale "feria", et marked med masser af frugt og alting, og se mig lidt omkring. I eftermiddag skal jeg - måske - til noget kunst festival i La Sabana Parken, og i aften er jeg inviteret til ægte amerikansk NFL-finale med burgere og alting. Francisco, nevøen fra New York, tager hjem på tirsdag og New York er i finalen, så hvis de vinder kan han lige nå hjem og se paraden til ære for holdet. Ikke at han holder med dem, men jeg kunne forestille mig, at det var meget sjovt at se.

Og så - meget sent i aften kommer Ane! Og jeg glæder mig helt vildt meget til at se hende!!

Ha det godt derhjemme og nyd sneen, selvom den er kold :-)

Billeder fra weekenden

Hammerslag og hængekøjer!

Okay, den lod vente lidt på sig, men her kommer en update fra weekendens udflugt.
Jeg var med mi mama tica, Thelma, og hendes novio, Rodolfo, hos en veninde af familen i hendes hus ude ved kysten, i en by der hedder Orotina.
Det var på mange måder en meget lærerig weekend for mig. Vi tog afsted i fuld fart fredag aften, da jeg kom hjem fra arbejde og jeg troede ellers vi skulle på tur søndag-mandag, så jeg havde lørdag til at besøge nogle af museerne i San José, men fint, vi tog afsted. Den smukkeste tur op gennem bjergene for at komme ud på den anden side af Central Valley, hvor alle de større byer ligger omringet af bjerge.
Det var komplet mørkt, da gadebelysning åbenbart ikke rigtig er på mode i bjergene. Det var godt af to grunde: man kunne se alle de smukke stjerner foroven, simpelthen et fortryllende syn, og så kunne man ikke se ned af de meget stejle skrænter som vejen smøg sig rundt langs. Kun et enkelt glimt eller to når bussens lygter pegede i den retning var nok til at trække sig tilbage fra vinduet.. Men vi nåede frem i god behold :)
Næste morgen vågnede jeg til et lækkert klima i et hus, som veninden, Leticia, selv havde bygget og en have fyldt med tropisk frugt. Hun fortalte mig senere at hun havde købt sin første grund som 20 årig og bygget et hus der med sin mand, og siden har hun ejendomme hist og her og bygget huse for at tjene en masse, når hun sælger dem igen. Så spurgte hun mig, om jeg ikke også skulle have mig et hus, som jeg kunne tjene penge på, men så måtte jeg lige forklare noget om det danske boligmarked..
Men - Rodolfo ville gerne ud og se på ejendomme, så vi tog afsted for at kigge på nogle. De snakkede om at vi senere skulle på stranden - første advarselstegn! Senere betyder aldrig, nu betyder senere - men jeg var stadig i god tro og nød ejendoms-kiggeriet. Det er helt ufatteligt billigt. Et hus i byen kostede omkring 50.000, godt nok efter costaricanske standarder, men stadigvæk! Helt vildt siger jeg bare.. Vi så på et hus udefra og til sidst endte vi på et plejehjem, som vi gik ind for at se lidt på. Ret sjovt at se et andet plejehjem end det jeg arbejder på. De kendte alle sammen "mit" plejehjem fordi det er meget gammelt og åbenbart det primære plejehjem i Costa Rica. På plejehjemmet mødte vi så en gammel mand, som ønskede at sælge sit hus, så ham snuppede vi med i en taxi hen til hans advokat for at få nøglen. Advokaten var så ikke på kontoret lige dér, så vi tog hjem til huset og spiste frokost. Bagefter fik vi nøglen og kørte ud til huset, som rent ud sagt var et hul. Der havde ikke boet nogen i et par år og der lå affald og gamle ting over det hele. Men udsigten var smuk :) Det var dog ikke nok til at tilfredsstille Rodolfo, så den handel blev ikke til mere. Resten af dagen gik med mere huskiggeri i området, og vi kom forbi en mand, som havde fundet en abe i skoven, som praktisk talt var hans baghave, som ikke havde nogen mor, så han havde den som kæledyr. Den så ud til at have det rigtig godt og den var rigtig sød, men egentlig var det jo forkert at tage den væk fra skoven på den måde. Men der var det, at jeg bare holdt min mund og accepterede den kultur jeg er i.
Om aftenen gik vi en tur i byen for at se på (endnu) et hus, hvor der ikke var nogen hjemme, så vi gik videre og videre og videre - puha, til sidst var jeg godt nok lidt træt, men det var de andre ikke. Da vi endelig gik hjemad var der virkelig langt, puha, jeg måtte kæmpe lidt for ikke at hade min situation lige dér. Jeg havde troet lidt mere på strand og kystby og turisttur end mislykkede ejendomskiggerier hele dagen, og så en lang, trættende tur hjem. Men det var meget sødt, da vi nåede til en hæveautomat prøvede Rodolfo og Thelma forgæves at hæve penge til en taxi, men den virkede ikke. Og Thelmas storebror, som er en gammel, lidt skør mand som snakker så snøvlet så ingen forstår ham, sagde til mig, at vi snart var hjemme for at opmuntre mig lidt. På det tidspunkt var jeg bare lidt for træt til opmuntring, og det hjalp ikke at en ellers meget sød nabo blev ved med at lave jokes med mig, som jeg var for træt til at forstå og lidt for sur til at smile høfligft af.
Og aftenen var slet ikke slut.. Da vi kom hjem fungerede nøglen til låsen ikke og Leticia sov hos en veninde fordi de skulle på en tur næste morgen meget tidligt. Her skal det lige siges at selvom alle costaricanere snakker med hvem som helst når som helst, så er de ekstremt paranoide hvad indburd angår. Jeg har endnu ikke set et hus uden massive gitre for vinduer og døre som om de lever i s¨må fængsler, så det der med lige at komme ind var slet ikke så nemt.
Der var min tålmodighed ved at slippe op. Jeg er normalt en kontrolfreak og planlægger og har styr på alt og jeg havde ikke haft styr på en eneste ting hele dagen og nu virkede nøglen ikke - hvorfor havde de ikke prøvet det af inden de gik?! Nå, en dyb indånding senere (ej okay, 5 dybe indåndinger senere) indså jeg, at det umuligt kunne være min opgave at prøve at få døren op, når det ikke var mig, der havde bragt os i den situation, vi var i. Så jeg lagde mig om i baghaven i en hængekøje og så op på stjernerne og slappede af i stedet for.. En indre kamp at give slip og lade det være op til de andre om vi skulle sove på jorden eller om vi kunne komme ind, men hey, vi kom ind uden min hjælp. Personlig udvikling på den irriterende måde.. Jeg lærte i hvert fald at lægge kontrolfreaken på hylden og nyde hængekøjen. At vi kom ind ved at slå døren ind og smadre lidt af væggen er så en anden side af sagen.. Jeg håber, at jeg husker det her, når jeg kommer hjem, og hvis ikke, er alle velkomne til at minde mig om det, hvis jeg bliver lidt for kontrollerende..
Når jeg ser tilbage var det faktisk en hel fin dag, men da jeg var i det kunne jeg ikke se andet end spildt tid, jeg kunne have brugt på en strand - men hey, det er derfor jeg er her, for at opleve kulturen indefra, ikke for at være turist (i hvert fald ikke hele tiden..)

Nå, søndag kom med strand og sol, så det var fedt. Vi var i Puntarenas som er en af de større byer på Stillehavskysten. Da jeg ærlig talt følte at min lørdag var blevet spildt, så jeg meget frem til at besøge stranden. Det var virkelig fedt! Ikke på samme måde som forrige weekends strand, som var naturskøn og ganske enkelt breath-taking. Det her var stranden, hvor alle ticos'ne slappede af i weekenden med telte og grille og jeg ved ikke hvad langs hele strandpromenaden. Her var det strand-kulturen og ikke strand-naturen, der fascinerede mig. Jeg så næsten ikke en eneste udenlandsk turist, da de færreste har ferie nu. Det var udelukkende de lokale, der nød stranden, fordi de har sommerferie en uges tid endnu. Der var en masse små boder og fyldt med skrigende (men søde) børn. Det var rigtig sjovt af se. Byen ligger som en lille halvø ud i "Golfo Dulce", og deraf kommer navnet Punta-renas, fordi punta betyder punkt og yderst ligger punktet, hvor de elskende nyder solnedgangen og Peninsula de Nicoya og skaterne nyder strandgæsternes beundring.

Mandag skulle vi have været ud til en anden kystby, Ordena for at tage med en færge og nyde landskabet fra søsiden, men guess what happened - change of plans. Vi endte igen med at se på huse - igen. Men denne gang gik det noget bedre med at sluge ejendoms-kamelen. Nu vidste jeg, at jeg hellere bare måtte få det bedste ud af at se på huse fremfor at ærgre mig over, at jeg ikke slangede mig på en strand. Jeg tog en lur i hængekøjen i stedet og gik en tur indtil centrum alene (efter mange formaninger om ikke stole på nogen, selvom de selv snakker med alle de møder) og spister to kugler is og et helt bæger med frugt til 15 kr :)

Mandag aften hjem med bussen sent og tirsdag op på arbejde.
Tirsdag aften kom den ene nevø fra NYC forbi med sin mor og vi tog i biffen med Thelma og Rodolfo og så "The Debt", som forøvrigt godt kan anbefales til de ikke-sarte sjæle. 35 kr for en bif-billet, ikke dårligt :) Både Thelma og Rodolfo faldt dog i søvn, så vi drillede dem hele vejen hjem i bilen.

Onsdag var skulle jeg have været i biffen igen og se "Mænd der hader kvinder" ala Hollywood med de andre volontører der er her, men der var lige ankommet en masse nye volontører, der skal være her et år, så der var tortilla-lavning på programmet i stedet. Det var rigtig hyggeligt og jeg mødte en masse mennesker, inklusiv den nye volontør på mit projekt. Det var meget fedt, men faktisk savnede jeg lidt at være sammen med de indfødte og være tvunget til at snakke spansk fremfor at feste med en masse europæere. Det kan jeg altid gøre derhjemme. Til gengæld havde jeg en meget hyggelig taxatur hjem, hvor jeg fik snakket med en sjov taxachauffør, hans snakkede halvdårlig engelsk og jeg snakkede halvdårlig spansk :)

Til sidst en fantastisk nyhed: min veninde Ane skal bo i "mit" hus de første 3 uger hun er her, så det bliver superfedt at have hende så tæt på. Så skal vi rigtig ud og turiste :)
Jeg tør ikke fortælle om mine planer for weekenden, for de bliver sikkert ikke ført ud i livet alligevel, men jeg håber det bliver sjovt, hvad end jeg kommer til at lave :)

I må have det rigtig godt alle sammen derhjemme og ikke fryse fingrene af, vel? :)