Hogar de Ancianos Carlos Maria Ulloa

Så fik jeg endelig smuglet et lille digitalkamera i lommestørrelse med på arbejde (Tak til Ane!). Det er nemlig forbudt at tage billeder af beboerne, men nu spurgte jeg dem pænt, så jeg regner med at det er okay, at jeg lægger dem op her, så I kan se alle mine nye vnner, los viejitos: (de små gamle)

Først et billede af haven, som ligger i midten af plejehjemmet med damegangen på den ene side (tv) og mandegangen på den anden side. Plejehjemmet fungerer sådan, at der er pensioner, med egen spisestuer og et værelse til hver af beboerne. Der er 2 til kvinder, 1 til mænd og 1 mix og i det mix-pensionatet er der også små huse med toilletter og flere rum til hver. Sådan en slags beskyttet bolig. Udover pensionaterne er saloner. Der er vist 5 i alt, 3 til kvinder, 2 til mænd og til dem er der så to spisestuer, 1 til kvinder og 1 til mænd. Salonerne er som sovesale, hvor alle har hver deres seng og et skab, som står side ved side.

Det her er så Don Fernando. Han skriver digte med den mest snoede, gamle skråskrift og det kan være lidt svært at tyde, hvad der står, men han læser gerne højt. Han er enormt sød, men også noget nem at distrahere og har en fantasi uden lige. Han er altid med til engelsk timerne på plejehjemmet, som jeg hjælper med, men som regel ender det med, at han læser avisen eller fortæller en eller anden røverhistorie i stedet for at koncentrere sig om, hvordan man bøjer "to be". Sidst fortalte han om sin kæreste i USA, som var 25 år, og om hvordan hun godt vidste, at han var gammel og sad i kørestol, men at hun elskede ham. De havde desværre ikke penge til at besøge hinanden, men han skrev digte til hende. Det var vist mere ønsketænkning end virkelighed, men det var meget sjovt at høre om..

Don Jose! Super sød gammel mand. Han blev aldrig gift, men han fortæller mig altid om, hvordan drenge ikke er til at stole på, og at jeg ikke skal falde for den første den bedste - noget siger mig, at han taler ud fra erfaring, så han måske selv var sådan en fyr, der ikke var til at stole på. Hehe.. Det er sjovt at tænke på alle de "Karl-Smarter", som måske vil ende lige som ham. Jeg håber ikke han fortryder eller noget, men måske ser han anderledes på tingene nu.. Nå, hvem ved? Han er i hvert fald altid klar på en lille snak og sidder gerne i den smukke have.

Doña Evita, den søde gamle dame med det lilla hår. Hun ser godt nok lidt bister ud på det her billede, men hun er meget rar og venlig. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der sker med det hår der. Hvorfor lilla? Men okay, hvis hun er glad :) Hun læser altid i sin lille bønnebog, har vanter på og så går hun rundt hele tiden for at holde kroppen i gang. Her er hun i gang med at klippe hjerter til Valentinsdag, selvfølgelig også i lilla, som man måske kan se nede i hjørnet af billedet.

Så har vi doña Carmen (tv) og doña Libia. Carmen har altid meget travlt med hvad alle andre laver, en rigtig sladdertaske, og til tider lidt fordømmende. Men ellers meget sødt. Hun er altid så glad, for selvom hun aldrig blev gift eller fik børn, så har hun en masse nevøer og niecer, som alle sammen elsker hende. Dejligt, ikke? :) Libia har været gift med en tidligere costaricansk præsidents bror. Lidt sejt, hva? Og så har hun altid solbriller på og så læser vi avisen sammen om formiddagen. Hun kan bedst lige sport, og jeg kan godt lide alt andet end sport.

Så har vi doña Elenor, eller bare Leo i daglig tale. Hun var lærer en gang og ved alt, hvad der er værd at vide om kristendom og katolicisme. Hun underviste også i historie foruden religion. Det er rigtig hyggeligt at snakke med hende, og hun kan altid finde på noget spændende at fortælle mig, og så har hun altid blomstrede kjoler på. Dejlig dame :) Hun prøver at lære mig "Ave Maria"-bønnen på spansk, men det går lidt langsomt. De sidder hver eftermiddag med deres bedehalskæder og siger 50 af "Ave Maria" og en til, men de messer af sted i sådan en fart, at jeg kun kan forstå de første par sætninger og højest sno tungen til at følge med den allerførste sætning. Selvom jeg ellers er protestant og synes at katolicisme har en masse ubrugelig traditioner, så kan jeg nu godt finde noget beroligende og afstressende ved en samling gamle, messende kvinder i kørestole. Ikke at jeg har følt mig stresset på noget tidspunkt, siden jeg kom, fordi alting går i et anderledes roligt tempo end derhjemme, men stadigvæk, meget afslappende.

Så er der doña Rose. Rose Elizabeth Mannix Fernández, hendes far var fra New York og hendes mor fra Costa Rica og de boede i kystbuen Puntarenas, da hun var lille, men så døde hendes forældre desværre og så flyttede hun til San Jose, hvor hun boede hun sin tante og bedstemor. Den historie hører jeg ca hver dag, da hun er frygtelig dårlig til at huske, og jeg tror ikke, hun ville vide, hvem jeg var, hvis jeg ikke kom over og sagde hej, som om vi kendte hinanden. plejehjemmet elsker Rose. Især de frivillige, for hun er altid klar på at snakke, og hun er altid i godt humør. Hun ser godt lidt trist ud på billedet, men hun griner og snakker altid, og hun elsker når vi unge mennesker sætter os hos hende. Desuden elsker hun at øve sig på engelsk og hun kan 4 linjer af en sang, som hun altid synger: "I love coffee, I love tea, I love the boys, and the boys love me". Jeg tænker altid, at det er et held, at nonner ikke forstår engelsk.. Hehe..

Til sidst har vi doña Flor, som altid sidder på altanen og smidder brød ud til fuglene og spiser nogle små, sjove, lidt syrlige frugter. Somme tider køber jeg saltede jordnødder til hende. Hun elsker historie-timerne, som vi har om morgenen og så har hun altid forfærdelig meget makeup på. Hun minder mig lidt om min halvfarmor, som en gang sagde til mig, at det var et spild at unge smukke mennesker brugte makeup, det burde være forbeholdt dem med rynker og grå hud. Det havde hun måske ret i.. Det er i hvert fald det Flor lever efter.. Flor betyder i øvrigt blomst, og en dag havde vi en fabel om blomster i historie-timen, og det hun snakkede længe om "los flores" - lidt hyggeligt :)

Nå, men det var dem, jeg fik billede af. Der er en masse flere, men enten ville de ikke have taget billede eller også kunne jeg ikke lige finde dem, da jeg havde kameraet med. Jeg håber det kan give jer et billede af, hvem, jeg tilbringer mine dage med hernede i det tropiske.