Jeg var med mi mama tica, Thelma, og hendes novio, Rodolfo, hos en veninde af familen i hendes hus ude ved kysten, i en by der hedder Orotina.
Det var på mange måder en meget lærerig weekend for mig. Vi tog afsted i fuld fart fredag aften, da jeg kom hjem fra arbejde og jeg troede ellers vi skulle på tur søndag-mandag, så jeg havde lørdag til at besøge nogle af museerne i San José, men fint, vi tog afsted. Den smukkeste tur op gennem bjergene for at komme ud på den anden side af Central Valley, hvor alle de større byer ligger omringet af bjerge.
Det var komplet mørkt, da gadebelysning åbenbart ikke rigtig er på mode i bjergene. Det var godt af to grunde: man kunne se alle de smukke stjerner foroven, simpelthen et fortryllende syn, og så kunne man ikke se ned af de meget stejle skrænter som vejen smøg sig rundt langs. Kun et enkelt glimt eller to når bussens lygter pegede i den retning var nok til at trække sig tilbage fra vinduet.. Men vi nåede frem i god behold :)
Næste morgen vågnede jeg til et lækkert klima i et hus, som veninden, Leticia, selv havde bygget og en have fyldt med tropisk frugt. Hun fortalte mig senere at hun havde købt sin første grund som 20 årig og bygget et hus der med sin mand, og siden har hun ejendomme hist og her og bygget huse for at tjene en masse, når hun sælger dem igen. Så spurgte hun mig, om jeg ikke også skulle have mig et hus, som jeg kunne tjene penge på, men så måtte jeg lige forklare noget om det danske boligmarked..
Men - Rodolfo ville gerne ud og se på ejendomme, så vi tog afsted for at kigge på nogle. De snakkede om at vi senere skulle på stranden - første advarselstegn! Senere betyder aldrig, nu betyder senere - men jeg var stadig i god tro og nød ejendoms-kiggeriet. Det er helt ufatteligt billigt. Et hus i byen kostede omkring 50.000, godt nok efter costaricanske standarder, men stadigvæk! Helt vildt siger jeg bare.. Vi så på et hus udefra og til sidst endte vi på et plejehjem, som vi gik ind for at se lidt på. Ret sjovt at se et andet plejehjem end det jeg arbejder på. De kendte alle sammen "mit" plejehjem fordi det er meget gammelt og åbenbart det primære plejehjem i Costa Rica. På plejehjemmet mødte vi så en gammel mand, som ønskede at sælge sit hus, så ham snuppede vi med i en taxi hen til hans advokat for at få nøglen. Advokaten var så ikke på kontoret lige dér, så vi tog hjem til huset og spiste frokost. Bagefter fik vi nøglen og kørte ud til huset, som rent ud sagt var et hul. Der havde ikke boet nogen i et par år og der lå affald og gamle ting over det hele. Men udsigten var smuk :) Det var dog ikke nok til at tilfredsstille Rodolfo, så den handel blev ikke til mere. Resten af dagen gik med mere huskiggeri i området, og vi kom forbi en mand, som havde fundet en abe i skoven, som praktisk talt var hans baghave, som ikke havde nogen mor, så han havde den som kæledyr. Den så ud til at have det rigtig godt og den var rigtig sød, men egentlig var det jo forkert at tage den væk fra skoven på den måde. Men der var det, at jeg bare holdt min mund og accepterede den kultur jeg er i.
Om aftenen gik vi en tur i byen for at se på (endnu) et hus, hvor der ikke var nogen hjemme, så vi gik videre og videre og videre - puha, til sidst var jeg godt nok lidt træt, men det var de andre ikke. Da vi endelig gik hjemad var der virkelig langt, puha, jeg måtte kæmpe lidt for ikke at hade min situation lige dér. Jeg havde troet lidt mere på strand og kystby og turisttur end mislykkede ejendomskiggerier hele dagen, og så en lang, trættende tur hjem. Men det var meget sødt, da vi nåede til en hæveautomat prøvede Rodolfo og Thelma forgæves at hæve penge til en taxi, men den virkede ikke. Og Thelmas storebror, som er en gammel, lidt skør mand som snakker så snøvlet så ingen forstår ham, sagde til mig, at vi snart var hjemme for at opmuntre mig lidt. På det tidspunkt var jeg bare lidt for træt til opmuntring, og det hjalp ikke at en ellers meget sød nabo blev ved med at lave jokes med mig, som jeg var for træt til at forstå og lidt for sur til at smile høfligft af.
Og aftenen var slet ikke slut.. Da vi kom hjem fungerede nøglen til låsen ikke og Leticia sov hos en veninde fordi de skulle på en tur næste morgen meget tidligt. Her skal det lige siges at selvom alle costaricanere snakker med hvem som helst når som helst, så er de ekstremt paranoide hvad indburd angår. Jeg har endnu ikke set et hus uden massive gitre for vinduer og døre som om de lever i s¨må fængsler, så det der med lige at komme ind var slet ikke så nemt.
Der var min tålmodighed ved at slippe op. Jeg er normalt en kontrolfreak og planlægger og har styr på alt og jeg havde ikke haft styr på en eneste ting hele dagen og nu virkede nøglen ikke - hvorfor havde de ikke prøvet det af inden de gik?! Nå, en dyb indånding senere (ej okay, 5 dybe indåndinger senere) indså jeg, at det umuligt kunne være min opgave at prøve at få døren op, når det ikke var mig, der havde bragt os i den situation, vi var i. Så jeg lagde mig om i baghaven i en hængekøje og så op på stjernerne og slappede af i stedet for.. En indre kamp at give slip og lade det være op til de andre om vi skulle sove på jorden eller om vi kunne komme ind, men hey, vi kom ind uden min hjælp. Personlig udvikling på den irriterende måde.. Jeg lærte i hvert fald at lægge kontrolfreaken på hylden og nyde hængekøjen. At vi kom ind ved at slå døren ind og smadre lidt af væggen er så en anden side af sagen.. Jeg håber, at jeg husker det her, når jeg kommer hjem, og hvis ikke, er alle velkomne til at minde mig om det, hvis jeg bliver lidt for kontrollerende..
Når jeg ser tilbage var det faktisk en hel fin dag, men da jeg var i det kunne jeg ikke se andet end spildt tid, jeg kunne have brugt på en strand - men hey, det er derfor jeg er her, for at opleve kulturen indefra, ikke for at være turist (i hvert fald ikke hele tiden..)
Nå, søndag kom med strand og sol, så det var fedt. Vi var i Puntarenas som er en af de større byer på Stillehavskysten. Da jeg ærlig talt følte at min lørdag var blevet spildt, så jeg meget frem til at besøge stranden. Det var virkelig fedt! Ikke på samme måde som forrige weekends strand, som var naturskøn og ganske enkelt breath-taking. Det her var stranden, hvor alle ticos'ne slappede af i weekenden med telte og grille og jeg ved ikke hvad langs hele strandpromenaden. Her var det strand-kulturen og ikke strand-naturen, der fascinerede mig. Jeg så næsten ikke en eneste udenlandsk turist, da de færreste har ferie nu. Det var udelukkende de lokale, der nød stranden, fordi de har sommerferie en uges tid endnu. Der var en masse små boder og fyldt med skrigende (men søde) børn. Det var rigtig sjovt af se. Byen ligger som en lille halvø ud i "Golfo Dulce", og deraf kommer navnet Punta-renas, fordi punta betyder punkt og yderst ligger punktet, hvor de elskende nyder solnedgangen og Peninsula de Nicoya og skaterne nyder strandgæsternes beundring.
Mandag skulle vi have været ud til en anden kystby, Ordena for at tage med en færge og nyde landskabet fra søsiden, men guess what happened - change of plans. Vi endte igen med at se på huse - igen. Men denne gang gik det noget bedre med at sluge ejendoms-kamelen. Nu vidste jeg, at jeg hellere bare måtte få det bedste ud af at se på huse fremfor at ærgre mig over, at jeg ikke slangede mig på en strand. Jeg tog en lur i hængekøjen i stedet og gik en tur indtil centrum alene (efter mange formaninger om ikke stole på nogen, selvom de selv snakker med alle de møder) og spister to kugler is og et helt bæger med frugt til 15 kr :)
Mandag aften hjem med bussen sent og tirsdag op på arbejde.
Tirsdag aften kom den ene nevø fra NYC forbi med sin mor og vi tog i biffen med Thelma og Rodolfo og så "The Debt", som forøvrigt godt kan anbefales til de ikke-sarte sjæle. 35 kr for en bif-billet, ikke dårligt :) Både Thelma og Rodolfo faldt dog i søvn, så vi drillede dem hele vejen hjem i bilen.
Onsdag var skulle jeg have været i biffen igen og se "Mænd der hader kvinder" ala Hollywood med de andre volontører der er her, men der var lige ankommet en masse nye volontører, der skal være her et år, så der var tortilla-lavning på programmet i stedet. Det var rigtig hyggeligt og jeg mødte en masse mennesker, inklusiv den nye volontør på mit projekt. Det var meget fedt, men faktisk savnede jeg lidt at være sammen med de indfødte og være tvunget til at snakke spansk fremfor at feste med en masse europæere. Det kan jeg altid gøre derhjemme. Til gengæld havde jeg en meget hyggelig taxatur hjem, hvor jeg fik snakket med en sjov taxachauffør, hans snakkede halvdårlig engelsk og jeg snakkede halvdårlig spansk :)
Til sidst en fantastisk nyhed: min veninde Ane skal bo i "mit" hus de første 3 uger hun er her, så det bliver superfedt at have hende så tæt på. Så skal vi rigtig ud og turiste :)
Jeg tør ikke fortælle om mine planer for weekenden, for de bliver sikkert ikke ført ud i livet alligevel, men jeg håber det bliver sjovt, hvad end jeg kommer til at lave :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar