Uno más

Hola!

Siden sidst har vi været lidt omrking. Efter vi kom tilbage til San José har vi været på nationalmuseet. Der er ikke så meget indianerkultur her i landet, fordi mayaerne mere bosatte sig oppe ved Mexico og Guatemala og derfor er de få ting, men har fundet af indiansk oprindelse udstillet på forskellige museer. Så i stedet for at tage ud og se nærmest ikke-eksisterende indianerruiner, tog vi på museum. Hele udstillingen var bygget kronologisk op efter landets historie med indianerne først og derefter europæernes ankomst og kolonisering. Tingene fra indianertiden bar meget præg af naturinspiration og var primært udformet i ler, guld og jade, som er en af de sten, der er størt forekomst af her i Costa Rica.
Selve museet er det gamle fort, der blev brugt til at disciplinere soldaterne i den costaricanske hær. Men efter deres lille borgerkrig, der varede 3 uger, og hvorefter en demokratisk regering kom til og militæret blev nedlagt. Da fortet nu ikke længere tjente noget formål blev det lavt om til nationalmuseum. Desværre blev der som udtryk for foragt for det gamle militære system smadret flere (flotte) dele af fortet. En skam rent kulturelt. Men der var stadig nogle rum, bl.a. fængslet, som består i dag, og som man kunne komme ned og se. På fængselsmurerne kunne man graffitti og skrift lavet af de indsatte fra den gang. Indsatte betød soldater, der skulle "disciplineres" eller politiske modstandere.
Næste dag var vi på shoppetur og i Sabana Parken og tullede lidt rundt og spiste lækker pecan pie. Mums! Om aftenen ville vi i den billige biograf og se "Espejito, Espejito" (den nye Snehvide film med Julia Roberts), men hvad vi ikke lige havde tjekket inden, var, at de snakkede synkroniseret spansk.. Spændende oplevelse! - men god film. Og så spiste vi karamelpopcorn, en ting som Maria vil savne.. Suk.. Julia not so much!
Shoppeturens højdepunkt var forresten to fantastisk glimrende neglelakker, som har gjort vores fingre til diskofingre! Viva la fiesta!
Tirsdag morgen satte vi os i en bus - igen, igen - og kørte mange, lange timer ned til den karibiske kyst. Vi skulle ned til rastakultur og krydret mad. Vi sov i den lille hyggelig by Cahuita, hvor vi tog i nationalparken, som ikke var så storslået som de andre, men mere som en lille strand-gåtur. Desværre havde vi ikke held med mange dyr, men det var en smuk natur. Vi gik under kamilletræer, der duftede sødt, og bagefter gik vi ind og fik "rice and beans", som ikke må forveksles med de normale ris og bønner (arroz y frijoles), da der i denne karibiske variation er kryderier og kokosmælk. Nos gusta. Vi fik os også en lækker drink af frisk lækker frugt.
Onsdag tog vi til Puerto Viejo og nød den afslappede stemning, som dog blev afbrudt af Champions League i fjernsynet, som var samlingspunkt for samtlige beboere i byen, og som stod helt ud på vejen for at følge med. Der lød et kollektivt brøl, hver gang nogen scorede! Vi gik i en masse små, hyggelige butikker og så på souvenirs og lokal kunst. Til frokost fik en god sandwich med bacon og en lækker chokoladetærte på den lille café "Bread and Chocolate". Senere fik vi os en mojito på en lille strandbar, hvor de spillede Natasja! Længe leve reggae.
Vi købte ind til lidt aftensmad og så tog vi hjem til Cahuita.
Torsdag stod vi tidligt op og gik en morgentur i nationalparken i håb om, at der var bedre mulighed for at spotte dyr. Desværre ikke, men det var en smuk morgen, der kun blev forstyrret af de mange lokale motionsløbere. Tænk at de gider i den varme..
Vi spiste en god omelet før vi tog tilbage til San José.

Vi havde indleveret vores vasketøj til vask på vores hostel, da vi ankom tirsdag, men det var anledning til et større skænderi torsdag morgen. Hostlet var ejet af en lille bestemt italiensk madame og hendes meget veltrænede, men noget femine søn, og dennes kæreste var rengøringshjælp hos dem. Pludselig hørte vi sætninger som: "Hvor er tøjet?", " Du havde det sidst!", "Nu flytter jeg, jeg har mit eget hus, så jeg behøver ikke være her mere!" og alt sammen i et rimelig skingert tonefald og med italiensk temperament. Vi forduftede lige så stille ind på værelset og var lidt bekymrede for, hvad der var sket med vores tøj.. Skænderiet foregik mellem mor og svigerdatter, og sønnen kom lidt forsigtigt med vores rene tøj i en pose. Tak!
Hvad vi troede, der blot var lidt frustration, der skulle lukkes ud, viste sig, at være anledning til, at rengøringspigen tog den samme bus som os mod San José. Gad vide hvad der mere skete...
Torsdag var vi igen i biffen, men denne gang så vi en engelsksproget film! "Vows of love" - supergod film, vi kan anbefale til alle.
Og i går gik turen mod den sidste stranddestination, Manuel Antonio, hvor vi nu har været i to dage. Det startede med at regne lidt i går, stille men det meste af dagen. Vi gik i poolen selvom det regnede, men det var rigtig hyggeligt og vandet var varmere end luften. Vi spillede kort med forskellige mennesker og lærte dem "500" og de lærte os "set back". Rigtig sjovt, men lidt svært. Vi bor på et hostel med en smuk, smuk udsigt, et hyggeligt fælleskøkken og en pool. Jeg har været her to gange før, men det her er helt sikkert det fedeste sted, jeg har boet. Jeg synes også det er superfedt at kunne vise Julia det her dejlige sted, selvom jeg har været her før.
I dag kom Ane, og det var bare SÅ godt at se hende! Ih, det bliver svært at "efterlade" hende hernede. Jeg kommer til at savne hende! Men efter at have snakket, nærmest i munden på hinanden, og få fortalt alt, hvad der er sket siden vi så hinanden for 2 uger siden, spiste vi noget lækkert og billigt frokost. En sød tysk pige, Judith, tog med os. Hun tog også med os ned på stranden efter frokost, hvor vi badede lidt, lå på stranden, læste bøger, slikkede sol (som kom frem bag skyerne!), smuttede op og købte lidt souvenirs og til sidst så vi en smuk, smuk solnedgang. Hold da op! Selvom solen gik ned bag bjergene, så vi kunne ikke se hele solnedgangen, men himlen lyste op i så amnge nuancer af rød med mørke skyer spredt.
I morgen tager vi i nationalparken og så smutter vi tilbage til San José og ser på vulkaner, vist nok :)

Ha det godt derhjemme alle sammen. Nu kommer vi snart hjem :)

Liberia

Vi tog op nord på til en af de større byer, Liberia, hvorfra vi ville tage ture ud i området omkring. Den første dag vi ankom var vi dog så trætte, at vi bare slappede af hele dagen og om aftenen tog vi en tur i biffen. De to film der gik på det tidspunkt vi kom, var den nye American Pie eller Projekt X, sidstnævnte havde undertitlen "fiesta fuera de control" - "fest ude af kontrol". Altså begge film uden det helt store intelektueller indhold, men fordi det nu var så billigt besluttede vi os for American Pie. Den handlede om deres gymnasiegenforening, og den var faktisk meget god, på en lidt tomhjernet måde. Vi fik halvt popcorn med karamel, halvt med salt og det var en ganske billig tur.
Dagen efter skulle vi ud og se på en nationalpark. Der var flere forskellige at vælge imellem, men vi valgte Rincon de la Vieja, som var en nationalpark, der var lå omkring en vulkan. Selve vulkanen sender pt en masse skadeligt gas ud, så vi kunne ikke komme op og se krateret. Selve nationalparken lå på vulkanens bjergsider, så flere steder så vi, hvordan varmen fra vulkanens indre bragte små mudderpøler i kog og hvordan kom røg ud flere steder i jorden. Det var helt utroligt at se sådan en urkraft så tæt på. Der er en masse vulkaner her i Costa Rica, så det er helt sikkert en af de attraktioner man skal se her. Jeg har set mange vulkaner på afstand efterhånden, men det er første gang jeg har set vulkansk aktivitet. Jeg mangler dog stadig lidt lava...
Det var et mærkeligt landskab i nationalparken, for på et tidspunkt gik vi i dyb, fugtig regnskov, hvor stierne var et net af sten og rødder, som nogle gange skulle klatres frem for gås, fordi det var stejlt. Vi så en sort og hvid-pelset myresluger i et træ og vi så et andet lille pattedyr med brun pels, som kunne minde lidt om en bæver.
Landskabet skiftede dog, da vi nåede ud, hvor den vulkanske aktivitet fandt sted. Dér var der ikke mere grøn og frodig skov men mere sletteagitig vegetation med nærmest visne, grå træer, men som bar de smukkeste orange blomster. Jorden var helt tør og i modsætning til skoven, hvor træernes kroner dannede et svalt netværk af skygger over vores hoveder, var træerne i slettelandskabet ikke meget højere end os. Jorden var på steder helt rød, der lå store sten spredt og der var højt gult græs, som bølgede i vinden. Vi snakkede om, at det lige kunne være sådan et sted, at Scar's hyæner fra Løvernes Konge ville slå sig ned. Det var sværere at hike gennem skoven pga. den ujævne terræn, men det var meget varmt at gå gennem det tørre terræn.
Parken var delt sådan ind, at man kunne gå to ruter rundt; én med de vulkanske mudderpøle og én, hvor man gik ned til et vandfald. Vi tog mudderpølene om formiddagen og vandfaldet om eftermiddagen. Vi havde godt hørt, at der ville komme regn kl 14, men da vi spurgte om vi kunne gå derned sagde park rangerne, at det kunne vi sagtens. Så vi gik afsted mod vandfaldet. Det tog ca halvanden time at gå derned, og igen vekslede det mellem tør slette og frodig, men ujævn regnskov. Vi travede godt til for at nå derned, inden vi skulle vende om igen. Men vandfaldet, da vi nåede derned, var utrolig smukt. Det lå lidt nede i dalen, nærmest i et lille hul, og vandet sprang ud højt oppe fra en klippeafsats. Vores bud på højden ville være ca. 30 meter. Vi svømmede lidt i det ferske, køligere vand, og da en fransk mand, som også var taget derud, svømmede hen til vandfaldet og kravlede op på de mosbegroede klipper bag og smuttede om bag ved vandfaldet og kiggede ud, blev vi lidt modige og lidt nysgerrige. Vi gjorde ham turen efter, og det var helt fantastisk at stå bag ved vandfaldet og se vandet fosse ned foran én. Det var en helt utrolig følelse. Vi følte os meget små og svage, fordi vandet var så stærkt og fossede ned fra så højt et punkt, men samtidig følte vi os også ret seje, at vi var kravlet derom og så naturen krafter tæt på. Wauw!
Da vi svømmede om til vores ting igen var det begyndt at dryppe lidt, og hele vejen tilbage regnede det faktisk. Vi blev gennemblødte, og da vi kom tilbage grinede park rangerne lidt af os. Hjem og få tørt tøj på, og heldigvis blev vi ikke syge af den tur. Det var dog en lidt lang, og lidt bumlet vej hjem.
På vejen så et stort biotermisk anlæg, som brugte gassen og varmen fra vulkanen til at producere strøm til hele Liberia området. Det var ret utroligt at se, hvordan en så stærk naturkraft kan bruges så effektivt. Og rart at se en grøn udvikling frem for de osende biler, som ellers fylder byerne og luften omkring med forurening.
Dagen efter ville vi gerne se lidt strand, når nu vi havde set lidt natur. Vi havde læst i en bog med alle bustiderne, at bussen gik hver time, og at det kun tog en enkelt time at komme ud til stranden. Det viste sig, at det tog to, og at bussen kun gik hjem én gang om eftermiddagen. Men det gjorde ikke så meget, vi nåede bussen hjem igen, og vi klarede også den ekstra transporttid.
Den strand vi tog ud og så på hedder Playa Conchal; Muslingeskallestranden. I stedet for sand var der kun muslingskaller, men nogle af dem var dog så ituslåede, at det næsten var sand alligevel. Men smukt var det nu. Vi lagde os under nogle træer, som gav en lille smule skygge og nød ellers nogle timer i solen og badede en lille smule. Rundt om os fløj flotte pelikaner. Der var dog en del turister, hvilket var lidt ærgeligt, fordi vi har været vant til forholdsvis få turister, men det var okay. Bølgerne gik dog lidt højt på et tidspunkt og vores håndklæder blev helt gennemblødt - igen! Nå, vores tøj var heldigvis tørt, så det gjorde ikke så meget.
Hjemme igen om aftenen spiste vi en pizza og faldt ellers i søvn hurtigt efter endnu en lang, men spændende dag.
I dag er vi på vej tilbage til San José, hvor vi skal skifte bus til vores videre eventyr, men først skal vi lige rundt og se lidt på byen og hvad den har at byde på.
Pas godt på jer selv derhjemme. Nu har jeg kun 2 uger tilbage i Costa Rica og så lidt over en uge i New York. Tænk en gang! Tiden flyver.
Adiós!

Santa Teresa

Så er vi tilbage på partybåden som kryser Golfo de Nicoya. Den er utrolig stille her til morgen og i modsætning til en morgenbajer sidst, er vi i dag på en lækker mango, muy rico; rig på smag. Guf!
Vi har nu forladt Santa Teresa, som var en lille surferby på den vestlige spids af Nicoya halvøen og er nu på vej mod nord, hvor vi skal op og se på lidt natur. Julia har nu været her en uge, tænk som tiden flyver!, og vi har kun været ved stranden indtil nu, så nu er det tid til lidt mere natur. Eller kun ved stranden passer ikke helt, for vi har set smukke vandfald og også været i Curú nationalparken, hvor vi gik gennem skov fyldt med aber, så en speciel costaricansk art af hjorte, mangroveskov, gik på en faldefærdig bro og troede på et tidspunkt næsten, vi var blevet væk, men fandt hurtigt ud af, hvor vi var igen. Desuden fik papaya direkte plukket fra træet af vores nye ven, Johnny, som var park ranger der. Vi lå ved en lækker strand, blev gode venner med en hund, som gravede det brød ned, vi gav den, og mødte en dykkerinstruktør, der havde en kælekrokodille - tæt på - han fodrede den i hvert fald ofte. Da vi ville bade var strandbunden fyldt med små orme, så vi fik hurtigt splasket tilbage til stranden, hvor vi skrev vores navne i sandet. På vej tilbage gennem parken viste naturen hvilken råstyrke, der ligger i skyerne, og med lidt regn og tordenskrald langt væk fra sad vi i læ under et lille skur og ventede på bussen. En rigtig god tur!
Santa Teresa var en surfby, og da vi ikke lige var up for surfing tog vi en slapper dag på et lækkert lille hostel, der havde pool. Der var nogle rigtig flinke mennesker, som vi snakkede lidt med, og som om aftenen fik os med til en yogatime. Det var utrolig lækkert, afslappende og rart at dyrke en times yoga med røgelsespinde og kunstige og virkelige lyde fra regnskoven. Hernede består min fysiske udfoldelse i at hike og svømme for det meste, men yoga var utrolig rart for kroppen. Bare det at blive helt strukket ud og komme ind og røre nogle muskler, som har ligget i dvale lidt for langt tid. Ren luksus! Da vi var færdige aftalte vi at have endnu en time dagen efter kl 5, og da vores søde, tjekkiske (fandt vi ud af senere) instruktør havde snakket om, hvor godt det er, at lave en solhisen hver morgen, og hvor meget energi yoga giver én, hvis man starter dagen med, så var vi overbiviste om, at kl 5 betød kl 5 om morgenen. Hun snakkede om, hvor smukt det ville være, at gøre det på stranden mens vi så "sunset". Både Julia og jeg er gode nok til engelsk til at vide, at sunset er solnedgang, men med al den anden snak om morgenen, så blev vores hjerner lige tricket til at tro, at det betød sunrise. Så der sad vi, kl 5 om morgenen og ventede forgæves mens de andre boblede videre. Det var en sjov historie til morgenmaden!
Men Santa Teresa bød for os ikke-surfere ikke bare på yoga men også på en smuk, smuk strand, som vi gik tur langs, da vi skulle ind til byen og hæve penge. Disen fra bølgeskvulpene lå langs hele kystlinien og dækkede stranden med et lag af mystik. En masse store hunde, nogle med ejere, andre uden, løb og plaskede og nød livet i bølgerne, præcis som menneskerne. Surferne lå og delvist kæmpede og delvist red bølgerne og pludselig, nærmest ud af det blå, kom 4 vilde heste galoperende hen af stranden. Et smukkere syn skal man lede længe efter. En tur i paradis ganske enkelt.
Og nu er vi så på vej mod nord, mod en lidt større by, der hedder Liberia, og hvor vores eventyr så bringer os hen må vi vente og se.
Pas godt på jer selv og hinanden derhjemme! Der er nu under en måned til jeg kommer hjem. Jubii :)

Tre piger i paradis!

Så er Julia efter et par forhindringer nu kommet godt og sikkert ned til mig her i Costa Rica. Da hendes fly blev forsinket 3 timer fra CPH nåede hun ikke sit fly i Newark og derfor kom hun en dag senere herned efter en overnatning i New York. Hun tog det i (halv)stiv arm, selvom flyombooking og forsinkelser ikke lige var en del af planen, men nu er hun her - og vi har det godt!
Vi startede blødt ud med en overnatning i Alajuela, den nærmeste by ved lufthavnen og derefter fluks ud til stranden ved Stillehavet. Turen derud var en oplevelse i sig selv, da vi kl 9 om morgenen gik ombord på party-båden, der spillede et godt HØJT miks disko og merengue, og dertil tico-dans og en kold morgenøl. Da vi var stået kl 04 om morgenen var det egentlig lige, hvad vi trængte til, og vi blev enige om, at når vi havde været vågne i 5 timer allerede var det ikke så mærkeligt at drikke øl kl 9. I DK ville kl også være 17 og så er det i hvert fald helt okay.
Vi ankom til Montezuma sammen med Ane, og Oskar, vores svenska kompis, var der allerede. Vi hang ud i hængekøjer og på badehåndklæder og slikkede solskin og nød bølgerne i Stillehavet. Vores hostel ligger direkte ud til stranden - man træder ud i sandet, når man går ud af døren, og i morges tog vi en morgendukkert lige da vi vågnede. Rico!
I dag har vi trekket ud til vandfald. Der lå flere vandfald efter hinanden, så vi gik i gennem det første (læs: hoppede fra sten til sten) og endte nede for foden af et smukt vandfald, hvor vi tog os en dejlig dukkert i det kølige, ikke-salte vand. Dejligt!
Der er en del herreløse strand-hunde, som hænger ud ved hostelsene, og der var en sød én, som desværre var halt, som fulgte efter nogle mennesker hele vejen ud til vandfaldet. Den tog sig en slapper i vandkanten og nød La Pura Vida! Oskar var så sød at bygge en bro til den, så den kunne komme ind på fastland igen.
Dernæst gik turen højere op til de bagvedliggende vandfald. Den var vildere og hårdere, men vi fik brugt vores bentøj og hiking-evner! Det var det hele værd, da vi så endelig kom derop og kunne kaste os ned i endnu en smuk pøl. Vi tog også (efter lidt samlen-sig-mod-til) en tur med svingende reb. Vores hop var af alternativt udseende, men vi var stolte, da vi havde gjort det!
Der var en lokal tico, som sprintede ud over klippekanten og hoppede ned i det næste vandfald, ca. 10 meter nede, kravlede op på grene og hoppede ned og var virkelig til beundring af alle turisterne!
Nedturen var ren nedtur! Det var stejlt og jorden var porøs, så vi gled på rumpen en del gange, selvom vi klamrede os til lianer, træer og rødder. Men ned kom vi da, storsvedende, men stolte og uden varige mén. Tilbage var lidt solstik og lav energi, men da vi kom hjem og fik lavet en lækker frokost, blev vi enige om at det var det hele værd! Smuk, smuk natur.
Julias dagens dyr: En stor leguan med pigge på ryggen, en flok pelikaner, en sovende brøleabe og røde myrer.
Vi hang mere i hængekøjer og læste bøger, Julia: "Bridget Jones Dagbog 2 - på randen af fornuft" og Maria, "Charlie, Hostel, Oskar, Kilo", nu begyndende på "The Notebook", og senere spiste vi lækre kager, Julia "Chocolate del Volcán", en generøs portion, Maria "Brownie" og Oskar, "Pecan Pie" og lækre batidos.
Desværre skulle Ane allerede hjem i dag, da hun i morgen begynder på sit nye og spændende projekt som skolelærer-medhjælper i en lille by et stykke væk. Vi håber vi kan se hende igen, inden vi skal hjem. Oskar tager hjem i morgen, men måske tager han lige med os i nationalparken Curú først.
Her til aften fik vi lækker, hjemmelavet og friskfanget fisk. Guf, guf.. Stemningen her er dejlig afslappet og folk er venlige og snaksagelige og Julia får øvet sit spansk, poco a poco. Montezuma nos gusta!
Tuanis!
Pas godt på hinanden en Dinamarca!
Hasta luego, amigos ;)

Det sydlige Karibien - Cahuita og Puerto Viejo

Et par dage med rasta og reggae og rentalbikes!
Jeg tog efter min uge med skildpadderne lidt længere ned syd på, for at se på det sydlige Karibien. Jeg ville rigtig have været lidt længere oppe nord på til nationalparken Tortugero, men ticoerne på skildpaddeprojektet fortalte mig, at naturen ville være den samme deroppe, og så skulle jeg bare betale en masse for at tage derop osv., så jeg skiftede planer og tog ned til den lille strandby Cahuita.
Jeg tog derned sammen med to frivillige fra mit projekt, Victor fra Brasilien og Mouna fra Marokko. Ved et rent tilfælde skrev Oskar, min svenska kompis, som jeg har været sammen med flere andre steder, om jeg vidste hvad tid busserne til Cahuita gik. Så han kom ned til mig et par timer efter. Men det regnede og det regnede, så jeg skrev til ham, at han heller skulle tage et andet sted hen, hvis han ikke var stået på bussen. Det var han dog, men heldigvis viste det sig, at da han kom, havde han taget solen med. Perfecto! Så vi tullede lidt rundt i Cahuita om søndagen og indsnusede rastakulturen (bogstaveligt talt, da der var en sød duft af hash over det hele). Lækker mad og smukke strande. Mandag gik vi ind i nationalparken, hvor vi nær var blevet ædt op af myg og tisset på af aber, men hvor vi også nød nogle dejlige solskinstimer på stranden og den frodige regnskov lige bagved. Da vi var gået ud til det yderste punkt af nationalparken kunne vi enten vende om (gennem myggene!) eller gå endnu længere væk, hvilket vi ikke ønskede. Så Oskar piftede lige, og mindsanten om der ikke kom en båd sejlende hen mod som en anden vandtaxa. God stil! Richard, som ejede den lille Jamaica Town tilbød os en times snorkling for 100 kr, så det tog vi imod og kom en tur under vandet til "Find Nemo"-land med en flot stribet moræneål, en masse farvede fisk, koraller og den meget giftige, men utrolige flotte tigerfisk. Trods lidt saltvand i næsen var det en fed tur! Meget improviseret og impulsiv, men helt klart pengene værd. Vandet var meget mere klart end da jeg dykkede i Manuel Antonio, og selvom vi kun var 1,5-2 meter nede, så var det supersmukt.
Cahuita er en lille, meget hurtigt overset by, men den har helt sikkert sin charme og er meget stille og roligt. Til den ene side lille Playa Negra med sort sand og til den anden side liggernationalparken og Playa Blanca med hvidt sand. Lidt længere nede af kysten ligger Puerto Viejo, den gamle havn, som jeg havde hørt skulle være det samme som Cahuita, bare mere party-town og mindre charme. Men når nu vi var i området og det kun var en halv time med bus, ville vi gerne derned og kigge lidt alligevel. Mouna, den marokkanske kvinde, havde været dernede mandag og hun havde lejet en cykel, så det ville vi også gerne gøre. Da vi ankom til Puerto Viejo syntes jeg med det samme meget bedre om den end om Cahuita. Der var rigtig hyggeligt i Cahuita, men der var meget mere liv og gang i den i Puerto Viejo, og det var en meget større by med en længere kystlinie og mange flere mennesker. Det er også den farligste by i Costa Rica (om natten formoder jeg), så det var nok meget godt at vi sov i Cahuita, men det var helt sikkert en by jeg gerne ville besøge igen.
Op på to cykler og afsted ned langs kysten. Det var en usigelig fornøjelse at cykle igen! Jeg der normalt cykler 15-20 km. hver dag frem og tilbage fra Roskilde, har virkelig savnet friheden på en cykel. På den ene side af vejen lå den smukke kyst og på den anden side lænede alskinds regnskoventræer og -palmer ud over vejen og kastede lidt skygge på vejen, så det var til at holde ud at køre der. Pura Vida!
Den første strand man kommer til er Playa Cocles, hvor vi holdt ind, badede lidt, læste lidt bog (jeg er ved at kæmpe mig igennem 100 Års Ensomhed på spansk) og Oskar fik en halv times surflektion, som han faktisk gjorde ganske godt!
Efter Cocles cyklede vi et godt stykke videre ned af kysten, først til Playa Chiquita, hvor vi dog aldrig kom helt ned til vandet, fordi vi blev sultne og besluttede at cykle videre til Punta Uva, hvor der skulle ligge restauranter. Vi cyklede videre og kom så ned til "Druepunktet" hvor den smukkeste natur med klipper til den ene side og skov til anden indrammede en fin lille strand. Vi smuttede op og fik en længe ventet, men meget lækker frokost. Jeg fik "calamares y camarones" på spid og så drak vi iskoldt sangria til. Delicioso! Selvom vi fik lidt travlt til sidst, fordi vi havde nogle busser, vi skulle nå og de var lidt langsomme meden dejlig frokost. Desuden havde vi godt selskab af en tysk Leonard Cohen lookalike, Karl Hein, fra München, der var ved at få bygget et hus dernede og havde en cubansk kæreste, og som kunne mange gode historie om alt fra Oktoberfest og fodbold over overvågning på Cuba og at han havde arbejdet i København i et år, men ikke troede at det kunne sne i DK.
Tilbage trådte vi lidt mere til i pedalerne, men nåede i fin tid tilbage, men tog så den forkerte bus. Det opdagede vi halvvejs, men heldigvis i tide til at skifte bus ude midt på kørebanen. Nogle gange kan jeg ikke tro mit eget held hernede..

En lang tur tilbage til San José, hvor jeg i dag tager hjem til min "familia tica" til i morgen, hvor jeg skal hente Julia i lufthavnen! Jubii :)

Skildpadder ved verdens ende!

Først lidt billeder fra sidst:

Nå ja, og så havde vi også en af de oplevelser, som man først fortæller om bagefter - når det er gået godt. Vi tog et fly tilbage til San Jose fra Puerto Jimenez, dels fordi vi ikke orkede mere bus, som ville tage 10 timer frem for 1 time med fly, og dels fordi det bare var en helt fantatisk oplevelse at se regnskoven fra oven på den måde. Det var lige så meget en oplevelse, som det var transport. Men da vi skulle ind over bjergene til Central Dalen holdt jeg godt nok lidt ekstra fast i sædet da vi lige fik nogle hop med på vejen pga. vindstrømmene, som samles omkring bjergene og bevæger sig over.


Nå, og hvad har jeg så lavet i den sidste uges tid? Mens det var påske så mange andre steder, så har jeg ikke mærket meget til hverken helligdag, chokoladeæg, gækkebreve eller nogen costaricanske påskeskikke, for jeg har været helt derude, hvor der nærmest ingen ting er..
Jeg har været på et skildpaddeprojekt i en uges tid for også at prøve at bidrage til de naturprojekter, som der også er hernede. Jeg er glad for at jeg brugte størstedelen af min tid på et socialt projekt, altså plejehjemmet, fordi jeg primørt tog herned for at lære spansk, og det har helt sikkert været nemmest, når jeg har været omgivet af så mange lokale. På den anden side ville jeg helt bestemt heller ikke have været denne uge foruden, hvor jeg har set den costaricanske natur fra en helt anden vinkel, men det har også givet et godt indblik i hvordan folk på landet bor anderledes end folk i storbyen gør.
Projektet ligger på den karibiske kyst oppe mod nord, hvor al transport foregår med båd op og ned af de mange floder og bifloder, der flyder gennem den fugtige (og myggebefængte!) regnskov. For nogle år siden, da idéen om at tage herned mod regnskovsområdet opstod havde jeg billeder af folk i både ned af Amazonfloden med regnskoven på begge sider. Jeg tror nu stadig at Amazonas er et syn for sig selv, men det her var helt sikkert tæt på. Det var helt vildt smukt, hvordan alle de nuancer af grøn og alle de forskellige trætyper snor og fletter sig ind i hinanden og danner en levende mur på begge sider af floden indtil den dampende regnskov. Vi så også en masse dyreliv; først og fremmest en masse fugle, som jeg ikke kender navnene på, men i hvert fald forskellige farver af hejre, så så vi små skildpadder, krokodiller, caimaner (mindre krokodiller), Jesus Christ-leguaner (det hedder de, fordi de kan løbe over vandet, lige som Jesus kunne gå på vandet), dovendyr og i det fjerne kunne man næsten altid høre brøleabernes skrig.
En fyr, der hedder Don Claudio, sejlede mig og en fransk pige, som jeg mødte i bussen derud, det sidste stykke ud til projektet og på vejen fortalte han også en masse om bananplantagerne, som er hovederhvervet herude ved den karibiske kyst. Bl.a. at for hver klase bananer skærer man planten ned til kun 2 stammer - den, hvorpå klasen hænger og en til, som skal sikre ligevægt, så den første stamme ikke falder.
På vejen ud til projektet så vi langs bredden, hvordan folk boede midt mellem flod og regnskov. Da vi dagen efter gik gennem området gik det op for mig, at regnskoven ikke var så ufremkommelig, som den så ud, og at der faktisk lå både en skole og en mindre restaurant gemt inde bag de urgamle træer - men! Det så ud som de boede i midten af ingenting. På disse kanter er det desuden nødvendigt at have en båd, for ellers kan man ikke komme nogen steder. Hvis man ville gå ind til den nærmeste by langs stranden, som var det eneste sted med egentlig mulighed for nye forsygninger, ville det tage 3 timer at gå 7 km pga. det besværlige terræn. Så båd eller ingenting..

 

4 dage, og så var der et hus til de friviliige, men der boede en flok canadiske gymnasieelever, som var på overlevelses-spring-break-ferie. Deres lærer fortalte os, at de gik på et privat gymnasium og stereotypen af deres forældre ville være typen, som havde to smarte biler holdende i garagen. Men det lod sig ellers ikke se på eleverne, som bare var en flok 16-17 årige hormonforvirrede teenagere, der hyggede sig mindst lige så godt med sand over det hele og hverken internet eller varmt vand, som de sikkert ville derhjemme med iPhone og mærkevaretøj.
Dagligdagen var meget bestemt af lyset, for når solen gik ned, var der ikke mere lys. Så hver dag gik jeg ca. i seng kl 19-20 stykker og så var der to nattevagter. Den første var fra 21.30-01.00 og den anden fra 01.30-04-00 og man arbejdede hver anden nat og havde så den efterfølgende morgen fri til at sove i. Og så var der eller formiddagsarbejde i to timer og igen to timers arbejde om eftermiddagen. Det bestod for det meste i at rydde op på stranden og rense den for kokosnødder og visne blade og palmegrene eller at dyrke grønsager i den økologiske have eller noget andet i den stil. Og ellers var der hængekøjer, volleybane og strand, som man kunne fordrive resten af tiden med. Rent dase, når man kun var der en uge, men de voløntører, der er der et år kunne jeg måske godt forestille mig ville begynde at kede sig lidt.
På den første vagt så jeg to skildpadder. Jeg har set skildpadder før på Hawaii, men det var de grønne skildpadder, og her kom "leatherback" - lædderrygs-skildpadderne for at lægge æg, og de er meget større og virkelige dinosaur-forhistorisk-agtige. De er ca. 150 meter lange over skjoldet og så vil jeg tro med hale og hoved godt 2 meter. Vores opgave var så at snuppe de æg, som den lægger og gemme dem et andet sted, for at ægge-tyvene ikke kommer og snupper dem. Det kan virke mærkeligt, at gøre sådan, men det er fordi, at de lokale dels ikke har den store indkomst som fiskere, men de kan sælge æggene (eller spise dem selv), da de åbenbart skulle virke gavnende på potensen. Dels også fordi der bare ikke er noget som helst at lave derude og som det så ofte er set, så driver kedsomhed ofte folk ud i ilegalt farevand. Heldigvis er der næsten hver nat politipatruljer, som patruljerer strandene, for selvom de frivllige går sammen med guider, som ved lige præcis, hvad der skal gøres, så kan de ikke stille noget op mod æggetyvene, hvis de har våben med eller på anden måde opfører sig voldeligt. Men heldigvis var der rigeligt med politi de aftener, jeg var med.
Sagen er, at skildpadderne kravler op på stranden og egentlig gemmer ellers sine æg godt nok af vejen, men de efterlader et meget tydeligt og stor spor efter dem selv, så det er bare at følge sporet og begynde at grave for at komme frem til æggene. Derfor gik projektet ud på dels at dokumterer og holde øje med hvilke skildpadder, der lægger æg på strandene , men mest at snuppe æggene og lægge dem et bedre sted uden synlige spor, så de i ro og mag kan ligge og blive klare til at klække. Det afhænger af temperaturen, men normalt går der 60 dage før de klækker og allerede efter 10 dage er de ikke interessante for æggetyvene mere. Desværre, da det var påske, da jeg var der, var der mange bål på stranden fredag aften, og nogle af de bål har måske været placeret oven på ægge-gemmestederne, så æggene måske går tabt. Foruden de risici som mennesker udgør er det kun 1 ud af 10 skildpaddeunger, som når hele vejen ud i havet, fordi de er meget udsat, når de nyklækkede og forvirrede tumler henover sandet ud mod havet og mange havfugle og lidt senere ude i vandet, fisk, som spiser de nyfødte skildpadder. Og faktisk er det kun 1 ud af 1000 som når at blive voksne og kunne lægge æg igen. Men som regel vender de tilbage til den strand, som de selv blev født på, og de lægger æg ca. hvert anden år, og nogle gange flere gange på den samme sæson. Normalt, da jeg var der, kom der mellem 2-4 skildpadder per nat, som lagde omkring 60-80 æg hver. Så kan I selv regne ud, hvor mange voksne skildpadder, jeg har reddet på en uge..
Desværre måtte vi ikke tage nogle billeder, enhver form for hvidt lys eller mærkelige lyde kunne forstyrre skildpadden i at lægge æg, og derfor måtte vi også kun have mørkt tøj på på vores patruljer. Så desværre, ingen skildpadde-billeder..
Faktisk var jeg kun med til to nattevagter, da jeg desværre blev syg. Allerede tirsdag, dagen efter at jeg ankom, havde jeg det ikke for godt om morgenen og vågnede med kvalme og ondt i maven og jeg havde ingen appetit overhovedet. Men jeg sov et par timer i en hængekøje på stranden og havde det meget bedre. Så gik det ellers meget godt i et døgns tid, men så kom det tilbage og denne gang meget værre. Det gik så lidt op og ned torsdag og fredag tog jeg så ind til hospitalet i den nærmeste by. Heldigvis var de rimelig effektive, så jeg fik det hurtigt bedre med nogle piller og noget til at rense systemet som jeg fik med drop, men turen derind først med båd og siden med en værre bumletaxa-tur hjalp ikke lige frem på min kvalme. Men heldigvis kostede det mig ikke andet end transportudgifterne, da de bare skulle se mit pas.
Lørdag var jeg næsten helt rask, og i dag søndag - toque madera! - (spansk for: bank under bordet) har jeg ikke haft det dårligt. Så det tager vi lige som en del af oplevelsen, selvom jeg havde lidt hjemve, da jeg lå derude uden internet eller telefonforbindelser. Men ja, nu har jeg det meget bedre, og trods lidt regn er jeg nu lidt længere nede syd på af den karibiske kyst i en strandby, der hedder Cahuita. På vejen kørte bussen igennem den største havneby, Limón, og den var propfyldt med Mærks-containere, lidt sjovt.
Alt efter hvor lang tid regnen fortsætter her vender jeg næsen mod stillehavskysten igen, for der skulle være mere sol, og så på torsdag kommer min veninde Julia herned og så skal vi rejse lidt rundt sammen. Det glæder jeg mig riiiiigtig meget til!