Nå ja, og så havde vi også en af de oplevelser, som man først fortæller om bagefter - når det er gået godt. Vi tog et fly tilbage til San Jose fra Puerto Jimenez, dels fordi vi ikke orkede mere bus, som ville tage 10 timer frem for 1 time med fly, og dels fordi det bare var en helt fantatisk oplevelse at se regnskoven fra oven på den måde. Det var lige så meget en oplevelse, som det var transport. Men da vi skulle ind over bjergene til Central Dalen holdt jeg godt nok lidt ekstra fast i sædet da vi lige fik nogle hop med på vejen pga. vindstrømmene, som samles omkring bjergene og bevæger sig over.
Nå, og hvad har jeg så lavet i den sidste uges tid? Mens det var påske så mange andre steder, så har jeg ikke mærket meget til hverken helligdag, chokoladeæg, gækkebreve eller nogen costaricanske påskeskikke, for jeg har været helt derude, hvor der nærmest ingen ting er..
Jeg har været på et skildpaddeprojekt i en uges tid for også at prøve at bidrage til de naturprojekter, som der også er hernede. Jeg er glad for at jeg brugte størstedelen af min tid på et socialt projekt, altså plejehjemmet, fordi jeg primørt tog herned for at lære spansk, og det har helt sikkert været nemmest, når jeg har været omgivet af så mange lokale. På den anden side ville jeg helt bestemt heller ikke have været denne uge foruden, hvor jeg har set den costaricanske natur fra en helt anden vinkel, men det har også givet et godt indblik i hvordan folk på landet bor anderledes end folk i storbyen gør.
Projektet ligger på den karibiske kyst oppe mod nord, hvor al transport foregår med båd op og ned af de mange floder og bifloder, der flyder gennem den fugtige (og myggebefængte!) regnskov. For nogle år siden, da idéen om at tage herned mod regnskovsområdet opstod havde jeg billeder af folk i både ned af Amazonfloden med regnskoven på begge sider. Jeg tror nu stadig at Amazonas er et syn for sig selv, men det her var helt sikkert tæt på. Det var helt vildt smukt, hvordan alle de nuancer af grøn og alle de forskellige trætyper snor og fletter sig ind i hinanden og danner en levende mur på begge sider af floden indtil den dampende regnskov. Vi så også en masse dyreliv; først og fremmest en masse fugle, som jeg ikke kender navnene på, men i hvert fald forskellige farver af hejre, så så vi små skildpadder, krokodiller, caimaner (mindre krokodiller), Jesus Christ-leguaner (det hedder de, fordi de kan løbe over vandet, lige som Jesus kunne gå på vandet), dovendyr og i det fjerne kunne man næsten altid høre brøleabernes skrig.
En fyr, der hedder Don Claudio, sejlede mig og en fransk pige, som jeg mødte i bussen derud, det sidste stykke ud til projektet og på vejen fortalte han også en masse om bananplantagerne, som er hovederhvervet herude ved den karibiske kyst. Bl.a. at for hver klase bananer skærer man planten ned til kun 2 stammer - den, hvorpå klasen hænger og en til, som skal sikre ligevægt, så den første stamme ikke falder.
På vejen ud til projektet så vi langs bredden, hvordan folk boede midt mellem flod og regnskov. Da vi dagen efter gik gennem området gik det op for mig, at regnskoven ikke var så ufremkommelig, som den så ud, og at der faktisk lå både en skole og en mindre restaurant gemt inde bag de urgamle træer - men! Det så ud som de boede i midten af ingenting. På disse kanter er det desuden nødvendigt at have en båd, for ellers kan man ikke komme nogen steder. Hvis man ville gå ind til den nærmeste by langs stranden, som var det eneste sted med egentlig mulighed for nye forsygninger, ville det tage 3 timer at gå 7 km pga. det besværlige terræn. Så båd eller ingenting..
Dagligdagen var meget bestemt af lyset, for når solen gik ned, var der ikke mere lys. Så hver dag gik jeg ca. i seng kl 19-20 stykker og så var der to nattevagter. Den første var fra 21.30-01.00 og den anden fra 01.30-04-00 og man arbejdede hver anden nat og havde så den efterfølgende morgen fri til at sove i. Og så var der eller formiddagsarbejde i to timer og igen to timers arbejde om eftermiddagen. Det bestod for det meste i at rydde op på stranden og rense den for kokosnødder og visne blade og palmegrene eller at dyrke grønsager i den økologiske have eller noget andet i den stil. Og ellers var der hængekøjer, volleybane og strand, som man kunne fordrive resten af tiden med. Rent dase, når man kun var der en uge, men de voløntører, der er der et år kunne jeg måske godt forestille mig ville begynde at kede sig lidt.
På den første vagt så jeg to skildpadder. Jeg har set skildpadder før på Hawaii, men det var de grønne skildpadder, og her kom "leatherback" - lædderrygs-skildpadderne for at lægge æg, og de er meget større og virkelige dinosaur-forhistorisk-agtige. De er ca. 150 meter lange over skjoldet og så vil jeg tro med hale og hoved godt 2 meter. Vores opgave var så at snuppe de æg, som den lægger og gemme dem et andet sted, for at ægge-tyvene ikke kommer og snupper dem. Det kan virke mærkeligt, at gøre sådan, men det er fordi, at de lokale dels ikke har den store indkomst som fiskere, men de kan sælge æggene (eller spise dem selv), da de åbenbart skulle virke gavnende på potensen. Dels også fordi der bare ikke er noget som helst at lave derude og som det så ofte er set, så driver kedsomhed ofte folk ud i ilegalt farevand. Heldigvis er der næsten hver nat politipatruljer, som patruljerer strandene, for selvom de frivllige går sammen med guider, som ved lige præcis, hvad der skal gøres, så kan de ikke stille noget op mod æggetyvene, hvis de har våben med eller på anden måde opfører sig voldeligt. Men heldigvis var der rigeligt med politi de aftener, jeg var med.
Sagen er, at skildpadderne kravler op på stranden og egentlig gemmer ellers sine æg godt nok af vejen, men de efterlader et meget tydeligt og stor spor efter dem selv, så det er bare at følge sporet og begynde at grave for at komme frem til æggene. Derfor gik projektet ud på dels at dokumterer og holde øje med hvilke skildpadder, der lægger æg på strandene , men mest at snuppe æggene og lægge dem et bedre sted uden synlige spor, så de i ro og mag kan ligge og blive klare til at klække. Det afhænger af temperaturen, men normalt går der 60 dage før de klækker og allerede efter 10 dage er de ikke interessante for æggetyvene mere. Desværre, da det var påske, da jeg var der, var der mange bål på stranden fredag aften, og nogle af de bål har måske været placeret oven på ægge-gemmestederne, så æggene måske går tabt. Foruden de risici som mennesker udgør er det kun 1 ud af 10 skildpaddeunger, som når hele vejen ud i havet, fordi de er meget udsat, når de nyklækkede og forvirrede tumler henover sandet ud mod havet og mange havfugle og lidt senere ude i vandet, fisk, som spiser de nyfødte skildpadder. Og faktisk er det kun 1 ud af 1000 som når at blive voksne og kunne lægge æg igen. Men som regel vender de tilbage til den strand, som de selv blev født på, og de lægger æg ca. hvert anden år, og nogle gange flere gange på den samme sæson. Normalt, da jeg var der, kom der mellem 2-4 skildpadder per nat, som lagde omkring 60-80 æg hver. Så kan I selv regne ud, hvor mange voksne skildpadder, jeg har reddet på en uge..
Desværre måtte vi ikke tage nogle billeder, enhver form for hvidt lys eller mærkelige lyde kunne forstyrre skildpadden i at lægge æg, og derfor måtte vi også kun have mørkt tøj på på vores patruljer. Så desværre, ingen skildpadde-billeder..
Faktisk var jeg kun med til to nattevagter, da jeg desværre blev syg. Allerede tirsdag, dagen efter at jeg ankom, havde jeg det ikke for godt om morgenen og vågnede med kvalme og ondt i maven og jeg havde ingen appetit overhovedet. Men jeg sov et par timer i en hængekøje på stranden og havde det meget bedre. Så gik det ellers meget godt i et døgns tid, men så kom det tilbage og denne gang meget værre. Det gik så lidt op og ned torsdag og fredag tog jeg så ind til hospitalet i den nærmeste by. Heldigvis var de rimelig effektive, så jeg fik det hurtigt bedre med nogle piller og noget til at rense systemet som jeg fik med drop, men turen derind først med båd og siden med en værre bumletaxa-tur hjalp ikke lige frem på min kvalme. Men heldigvis kostede det mig ikke andet end transportudgifterne, da de bare skulle se mit pas.
Lørdag var jeg næsten helt rask, og i dag søndag - toque madera! - (spansk for: bank under bordet) har jeg ikke haft det dårligt. Så det tager vi lige som en del af oplevelsen, selvom jeg havde lidt hjemve, da jeg lå derude uden internet eller telefonforbindelser. Men ja, nu har jeg det meget bedre, og trods lidt regn er jeg nu lidt længere nede syd på af den karibiske kyst i en strandby, der hedder Cahuita. På vejen kørte bussen igennem den største havneby, Limón, og den var propfyldt med Mærks-containere, lidt sjovt.
Alt efter hvor lang tid regnen fortsætter her vender jeg næsen mod stillehavskysten igen, for der skulle være mere sol, og så på torsdag kommer min veninde Julia herned og så skal vi rejse lidt rundt sammen. Det glæder jeg mig riiiiigtig meget til!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar