Jeg tog efter min uge med skildpadderne lidt længere ned syd på, for at se på det sydlige Karibien. Jeg ville rigtig have været lidt længere oppe nord på til nationalparken Tortugero, men ticoerne på skildpaddeprojektet fortalte mig, at naturen ville være den samme deroppe, og så skulle jeg bare betale en masse for at tage derop osv., så jeg skiftede planer og tog ned til den lille strandby Cahuita.
Jeg tog derned sammen med to frivillige fra mit projekt, Victor fra Brasilien og Mouna fra Marokko. Ved et rent tilfælde skrev Oskar, min svenska kompis, som jeg har været sammen med flere andre steder, om jeg vidste hvad tid busserne til Cahuita gik. Så han kom ned til mig et par timer efter. Men det regnede og det regnede, så jeg skrev til ham, at han heller skulle tage et andet sted hen, hvis han ikke var stået på bussen. Det var han dog, men heldigvis viste det sig, at da han kom, havde han taget solen med. Perfecto! Så vi tullede lidt rundt i Cahuita om søndagen og indsnusede rastakulturen (bogstaveligt talt, da der var en sød duft af hash over det hele). Lækker mad og smukke strande. Mandag gik vi ind i nationalparken, hvor vi nær var blevet ædt op af myg og tisset på af aber, men hvor vi også nød nogle dejlige solskinstimer på stranden og den frodige regnskov lige bagved. Da vi var gået ud til det yderste punkt af nationalparken kunne vi enten vende om (gennem myggene!) eller gå endnu længere væk, hvilket vi ikke ønskede. Så Oskar piftede lige, og mindsanten om der ikke kom en båd sejlende hen mod som en anden vandtaxa. God stil! Richard, som ejede den lille Jamaica Town tilbød os en times snorkling for 100 kr, så det tog vi imod og kom en tur under vandet til "Find Nemo"-land med en flot stribet moræneål, en masse farvede fisk, koraller og den meget giftige, men utrolige flotte tigerfisk. Trods lidt saltvand i næsen var det en fed tur! Meget improviseret og impulsiv, men helt klart pengene værd. Vandet var meget mere klart end da jeg dykkede i Manuel Antonio, og selvom vi kun var 1,5-2 meter nede, så var det supersmukt.
Cahuita er en lille, meget hurtigt overset by, men den har helt sikkert sin charme og er meget stille og roligt. Til den ene side lille Playa Negra med sort sand og til den anden side liggernationalparken og Playa Blanca med hvidt sand. Lidt længere nede af kysten ligger Puerto Viejo, den gamle havn, som jeg havde hørt skulle være det samme som Cahuita, bare mere party-town og mindre charme. Men når nu vi var i området og det kun var en halv time med bus, ville vi gerne derned og kigge lidt alligevel. Mouna, den marokkanske kvinde, havde været dernede mandag og hun havde lejet en cykel, så det ville vi også gerne gøre. Da vi ankom til Puerto Viejo syntes jeg med det samme meget bedre om den end om Cahuita. Der var rigtig hyggeligt i Cahuita, men der var meget mere liv og gang i den i Puerto Viejo, og det var en meget større by med en længere kystlinie og mange flere mennesker. Det er også den farligste by i Costa Rica (om natten formoder jeg), så det var nok meget godt at vi sov i Cahuita, men det var helt sikkert en by jeg gerne ville besøge igen.
Op på to cykler og afsted ned langs kysten. Det var en usigelig fornøjelse at cykle igen! Jeg der normalt cykler 15-20 km. hver dag frem og tilbage fra Roskilde, har virkelig savnet friheden på en cykel. På den ene side af vejen lå den smukke kyst og på den anden side lænede alskinds regnskoventræer og -palmer ud over vejen og kastede lidt skygge på vejen, så det var til at holde ud at køre der. Pura Vida!
Den første strand man kommer til er Playa Cocles, hvor vi holdt ind, badede lidt, læste lidt bog (jeg er ved at kæmpe mig igennem 100 Års Ensomhed på spansk) og Oskar fik en halv times surflektion, som han faktisk gjorde ganske godt!
Efter Cocles cyklede vi et godt stykke videre ned af kysten, først til Playa Chiquita, hvor vi dog aldrig kom helt ned til vandet, fordi vi blev sultne og besluttede at cykle videre til Punta Uva, hvor der skulle ligge restauranter. Vi cyklede videre og kom så ned til "Druepunktet" hvor den smukkeste natur med klipper til den ene side og skov til anden indrammede en fin lille strand. Vi smuttede op og fik en længe ventet, men meget lækker frokost. Jeg fik "calamares y camarones" på spid og så drak vi iskoldt sangria til. Delicioso! Selvom vi fik lidt travlt til sidst, fordi vi havde nogle busser, vi skulle nå og de var lidt langsomme meden dejlig frokost. Desuden havde vi godt selskab af en tysk Leonard Cohen lookalike, Karl Hein, fra München, der var ved at få bygget et hus dernede og havde en cubansk kæreste, og som kunne mange gode historie om alt fra Oktoberfest og fodbold over overvågning på Cuba og at han havde arbejdet i København i et år, men ikke troede at det kunne sne i DK.
Tilbage trådte vi lidt mere til i pedalerne, men nåede i fin tid tilbage, men tog så den forkerte bus. Det opdagede vi halvvejs, men heldigvis i tide til at skifte bus ude midt på kørebanen. Nogle gange kan jeg ikke tro mit eget held hernede..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar