Liberia

Vi tog op nord på til en af de større byer, Liberia, hvorfra vi ville tage ture ud i området omkring. Den første dag vi ankom var vi dog så trætte, at vi bare slappede af hele dagen og om aftenen tog vi en tur i biffen. De to film der gik på det tidspunkt vi kom, var den nye American Pie eller Projekt X, sidstnævnte havde undertitlen "fiesta fuera de control" - "fest ude af kontrol". Altså begge film uden det helt store intelektueller indhold, men fordi det nu var så billigt besluttede vi os for American Pie. Den handlede om deres gymnasiegenforening, og den var faktisk meget god, på en lidt tomhjernet måde. Vi fik halvt popcorn med karamel, halvt med salt og det var en ganske billig tur.
Dagen efter skulle vi ud og se på en nationalpark. Der var flere forskellige at vælge imellem, men vi valgte Rincon de la Vieja, som var en nationalpark, der var lå omkring en vulkan. Selve vulkanen sender pt en masse skadeligt gas ud, så vi kunne ikke komme op og se krateret. Selve nationalparken lå på vulkanens bjergsider, så flere steder så vi, hvordan varmen fra vulkanens indre bragte små mudderpøler i kog og hvordan kom røg ud flere steder i jorden. Det var helt utroligt at se sådan en urkraft så tæt på. Der er en masse vulkaner her i Costa Rica, så det er helt sikkert en af de attraktioner man skal se her. Jeg har set mange vulkaner på afstand efterhånden, men det er første gang jeg har set vulkansk aktivitet. Jeg mangler dog stadig lidt lava...
Det var et mærkeligt landskab i nationalparken, for på et tidspunkt gik vi i dyb, fugtig regnskov, hvor stierne var et net af sten og rødder, som nogle gange skulle klatres frem for gås, fordi det var stejlt. Vi så en sort og hvid-pelset myresluger i et træ og vi så et andet lille pattedyr med brun pels, som kunne minde lidt om en bæver.
Landskabet skiftede dog, da vi nåede ud, hvor den vulkanske aktivitet fandt sted. Dér var der ikke mere grøn og frodig skov men mere sletteagitig vegetation med nærmest visne, grå træer, men som bar de smukkeste orange blomster. Jorden var helt tør og i modsætning til skoven, hvor træernes kroner dannede et svalt netværk af skygger over vores hoveder, var træerne i slettelandskabet ikke meget højere end os. Jorden var på steder helt rød, der lå store sten spredt og der var højt gult græs, som bølgede i vinden. Vi snakkede om, at det lige kunne være sådan et sted, at Scar's hyæner fra Løvernes Konge ville slå sig ned. Det var sværere at hike gennem skoven pga. den ujævne terræn, men det var meget varmt at gå gennem det tørre terræn.
Parken var delt sådan ind, at man kunne gå to ruter rundt; én med de vulkanske mudderpøle og én, hvor man gik ned til et vandfald. Vi tog mudderpølene om formiddagen og vandfaldet om eftermiddagen. Vi havde godt hørt, at der ville komme regn kl 14, men da vi spurgte om vi kunne gå derned sagde park rangerne, at det kunne vi sagtens. Så vi gik afsted mod vandfaldet. Det tog ca halvanden time at gå derned, og igen vekslede det mellem tør slette og frodig, men ujævn regnskov. Vi travede godt til for at nå derned, inden vi skulle vende om igen. Men vandfaldet, da vi nåede derned, var utrolig smukt. Det lå lidt nede i dalen, nærmest i et lille hul, og vandet sprang ud højt oppe fra en klippeafsats. Vores bud på højden ville være ca. 30 meter. Vi svømmede lidt i det ferske, køligere vand, og da en fransk mand, som også var taget derud, svømmede hen til vandfaldet og kravlede op på de mosbegroede klipper bag og smuttede om bag ved vandfaldet og kiggede ud, blev vi lidt modige og lidt nysgerrige. Vi gjorde ham turen efter, og det var helt fantastisk at stå bag ved vandfaldet og se vandet fosse ned foran én. Det var en helt utrolig følelse. Vi følte os meget små og svage, fordi vandet var så stærkt og fossede ned fra så højt et punkt, men samtidig følte vi os også ret seje, at vi var kravlet derom og så naturen krafter tæt på. Wauw!
Da vi svømmede om til vores ting igen var det begyndt at dryppe lidt, og hele vejen tilbage regnede det faktisk. Vi blev gennemblødte, og da vi kom tilbage grinede park rangerne lidt af os. Hjem og få tørt tøj på, og heldigvis blev vi ikke syge af den tur. Det var dog en lidt lang, og lidt bumlet vej hjem.
På vejen så et stort biotermisk anlæg, som brugte gassen og varmen fra vulkanen til at producere strøm til hele Liberia området. Det var ret utroligt at se, hvordan en så stærk naturkraft kan bruges så effektivt. Og rart at se en grøn udvikling frem for de osende biler, som ellers fylder byerne og luften omkring med forurening.
Dagen efter ville vi gerne se lidt strand, når nu vi havde set lidt natur. Vi havde læst i en bog med alle bustiderne, at bussen gik hver time, og at det kun tog en enkelt time at komme ud til stranden. Det viste sig, at det tog to, og at bussen kun gik hjem én gang om eftermiddagen. Men det gjorde ikke så meget, vi nåede bussen hjem igen, og vi klarede også den ekstra transporttid.
Den strand vi tog ud og så på hedder Playa Conchal; Muslingeskallestranden. I stedet for sand var der kun muslingskaller, men nogle af dem var dog så ituslåede, at det næsten var sand alligevel. Men smukt var det nu. Vi lagde os under nogle træer, som gav en lille smule skygge og nød ellers nogle timer i solen og badede en lille smule. Rundt om os fløj flotte pelikaner. Der var dog en del turister, hvilket var lidt ærgeligt, fordi vi har været vant til forholdsvis få turister, men det var okay. Bølgerne gik dog lidt højt på et tidspunkt og vores håndklæder blev helt gennemblødt - igen! Nå, vores tøj var heldigvis tørt, så det gjorde ikke så meget.
Hjemme igen om aftenen spiste vi en pizza og faldt ellers i søvn hurtigt efter endnu en lang, men spændende dag.
I dag er vi på vej tilbage til San José, hvor vi skal skifte bus til vores videre eventyr, men først skal vi lige rundt og se lidt på byen og hvad den har at byde på.
Pas godt på jer selv derhjemme. Nu har jeg kun 2 uger tilbage i Costa Rica og så lidt over en uge i New York. Tænk en gang! Tiden flyver.
Adiós!