Santa Teresa

Så er vi tilbage på partybåden som kryser Golfo de Nicoya. Den er utrolig stille her til morgen og i modsætning til en morgenbajer sidst, er vi i dag på en lækker mango, muy rico; rig på smag. Guf!
Vi har nu forladt Santa Teresa, som var en lille surferby på den vestlige spids af Nicoya halvøen og er nu på vej mod nord, hvor vi skal op og se på lidt natur. Julia har nu været her en uge, tænk som tiden flyver!, og vi har kun været ved stranden indtil nu, så nu er det tid til lidt mere natur. Eller kun ved stranden passer ikke helt, for vi har set smukke vandfald og også været i Curú nationalparken, hvor vi gik gennem skov fyldt med aber, så en speciel costaricansk art af hjorte, mangroveskov, gik på en faldefærdig bro og troede på et tidspunkt næsten, vi var blevet væk, men fandt hurtigt ud af, hvor vi var igen. Desuden fik papaya direkte plukket fra træet af vores nye ven, Johnny, som var park ranger der. Vi lå ved en lækker strand, blev gode venner med en hund, som gravede det brød ned, vi gav den, og mødte en dykkerinstruktør, der havde en kælekrokodille - tæt på - han fodrede den i hvert fald ofte. Da vi ville bade var strandbunden fyldt med små orme, så vi fik hurtigt splasket tilbage til stranden, hvor vi skrev vores navne i sandet. På vej tilbage gennem parken viste naturen hvilken råstyrke, der ligger i skyerne, og med lidt regn og tordenskrald langt væk fra sad vi i læ under et lille skur og ventede på bussen. En rigtig god tur!
Santa Teresa var en surfby, og da vi ikke lige var up for surfing tog vi en slapper dag på et lækkert lille hostel, der havde pool. Der var nogle rigtig flinke mennesker, som vi snakkede lidt med, og som om aftenen fik os med til en yogatime. Det var utrolig lækkert, afslappende og rart at dyrke en times yoga med røgelsespinde og kunstige og virkelige lyde fra regnskoven. Hernede består min fysiske udfoldelse i at hike og svømme for det meste, men yoga var utrolig rart for kroppen. Bare det at blive helt strukket ud og komme ind og røre nogle muskler, som har ligget i dvale lidt for langt tid. Ren luksus! Da vi var færdige aftalte vi at have endnu en time dagen efter kl 5, og da vores søde, tjekkiske (fandt vi ud af senere) instruktør havde snakket om, hvor godt det er, at lave en solhisen hver morgen, og hvor meget energi yoga giver én, hvis man starter dagen med, så var vi overbiviste om, at kl 5 betød kl 5 om morgenen. Hun snakkede om, hvor smukt det ville være, at gøre det på stranden mens vi så "sunset". Både Julia og jeg er gode nok til engelsk til at vide, at sunset er solnedgang, men med al den anden snak om morgenen, så blev vores hjerner lige tricket til at tro, at det betød sunrise. Så der sad vi, kl 5 om morgenen og ventede forgæves mens de andre boblede videre. Det var en sjov historie til morgenmaden!
Men Santa Teresa bød for os ikke-surfere ikke bare på yoga men også på en smuk, smuk strand, som vi gik tur langs, da vi skulle ind til byen og hæve penge. Disen fra bølgeskvulpene lå langs hele kystlinien og dækkede stranden med et lag af mystik. En masse store hunde, nogle med ejere, andre uden, løb og plaskede og nød livet i bølgerne, præcis som menneskerne. Surferne lå og delvist kæmpede og delvist red bølgerne og pludselig, nærmest ud af det blå, kom 4 vilde heste galoperende hen af stranden. Et smukkere syn skal man lede længe efter. En tur i paradis ganske enkelt.
Og nu er vi så på vej mod nord, mod en lidt større by, der hedder Liberia, og hvor vores eventyr så bringer os hen må vi vente og se.
Pas godt på jer selv og hinanden derhjemme! Der er nu under en måned til jeg kommer hjem. Jubii :)