La playa!

Det har været en fantastisk weekend! Endelig fik jeg lov til at se "det rigtige" Costa Rica, da jeg tog med mine værtsforældre og de to sobrinos (nevøer) og deres mor lidt rundt i landet. Fredag havde jeg fået fri fra arbejde og vi tog op til en hytte i nærheden af en vulkan. Da jeg ikke forstår alt, troede jeg, at vi skulle op til en vulkan, men det viste sig, at vi ikke skulle op til vulkanen, men bare til hytten tæt på. Men det var også helt fint. Jeg har stadig masser af tid til at se på vulkaner :) En  kusine ejede en hytte langt oppe áf bjergskråningerne af vulkanen, og det sidste stykke var vi nødt til at gå fordi vejen var for dårlig, for stejl og bilen for tung til at komme derop, hvis vi var i den. Men så fik vi jo set lidt af naturen :)

Hytten var primært lavet til at tage op og meditere og bede, så der var kristne budskaber over det hele og en hytte specielt lavet til gudstjenester og en lille pool, der blev fyldt op af et vandløb fra vulkanen til at døbe folk i. De er katolikker hernede og der er mange, der går meget op i deres religion. Hvis jeg skulle have en spirituel hytte tror jeg nu også jeg ville vælge at anbringe den dér. Man kunne se ud over hele dalen og næsten røre skyerne fordi vi var så højt oppe. Simpelthen fantatisk!

Vi nøjedes dog med at grille og gå tur i naturen og se os lidt omkring :)

Om aftenen tog vi ud til nogle varme kilder på et hotel, hvor der var en pool placeret direkte under udspringet af en af de varme kilder. Det var næsten kogende helt henne ved udspringet, mens resten af vandet var dejligt tempereret. Der var en sten i midten som jeg legede den lille havfrue på :)

Da vi var færdige ved de varme kilder tog vi hjem til nogle fætre og kusiner og spillede poker. Jeg vandt ikke noget som helst, men jeg tabte heller ikke og det var faktisk rigtig sjovt.

Lørdag tog vi til stranden! Juhuuu.. 2 timers kørsel gennem landet på nye, men etspors "motorveje". Vi diskuterede meget om det kunne kaldes en motorvej, for det lignede mest af alt bare en stor vej, og når der kun er et spor, er det altså heller ikke motorvejsagtigt. Og der cyklede et par stykker ude i nødsporet. Jeg kørte med en den ene nevø fra New York, Pedro eller Papin, som alle kalder ham, og da vi begge kommer fra lande med højere levestandarder end Costa Rica kunne vi kun blive enige om, at der er en ting eller to, som man kunne forbedre - bl.a. vejene. På vejen var vi også forbi Puente de Crocodillos, som er en høj bro indover et floddelta, hvor en masse krokodiller holder til. På afstand er de meget fascinerende, men jeg er nu alligevel glad for, at jeg ikke så demn up close.Og så kom vi til stranden! Selvom det tog lidt tid at komme derud, så var det al besværet værd! Dios mio, stranden var det rene paradis! Med bjerge til begge sider lå den som en lille bugt ind, så vandet var helt stille og der var en masse fugle, der lignede pelikaner. Ubeskriveligt smukt! Vi havde købt kokosnødder, som vi drak kokosmælken af med sugerør og mango og tørret ananas - det kunne ikke blive bedre.

Jeg som den eneste blegfis havde medbragt faktor 30 solcreme og var godt forberedt på solen, mens min negrito familie havde glemt deres, så de lånte min. De var vist ikke lige vant til faktor 30, for de tog bare en ordentlig klat og smurte i hovedet, hvorefter de var helt hvide. Høhø..

Vi sprang i vandet og lå dasede i laang tid mens vi drømte om en tur på vandski. Bagefter kravlede vi en tur rundt på en masse smukke klipper og kom om den anden strand, som lå på den anden side af klipperne. Det var godt jeg havde to store mænd til at bære mig rundt på klipperne, for vandet var rimelig vildt og jeg blev ved med at glide. Men det var en smuk, smuk tur!

Slutningen på min lørdag blev min første costaricanske bytur sammen med den ene nevø, Papin, som skulle med flyet næste morgen, så han blev bare oppe hele natten. Han skulle hjem til sne i New York - ikke lige det han drømte om, men det var der jo desværre ikke noget at gøre ved. Den anden nevø, Francisco bestemte sig for at blive to uger mere, så jeg har stadig lidt engelsktalende selskab :)

Så alt i alt en helt fantatisk weekend med oplevelser i særklasse. Så tror jeg godt lige jeg kan klare en uge til i det kaotiske San José.

El escritor loco!

La fiesta søndag gik også rigtig godt. Rudolfos bror havde lejet en restaurant til festen og der blev danset og snakket og festet, så det var rigtig sjovt. De amerikanske nevøer var der også, så dem fik jeg snakket en hel del med. Rigtig dejligt at forstå 100% af en samtale og kunne sige lige hvad man har lyst til i stedet for at give op halvvejs fordi man ikke kan formulere sig.
Enrique, som holdt fødselsdagen havde en masse venner, som var med til festen. Han er advokat og derfor kender han en masser mennesker, men han fyldte 70 og han arbejder stadig. Han har åbenbart ikke valgt at indbetale til en pensionsopsparing og derfor er han nødt til at arbejde til han dør. Offentlig pension her er åbenbart kun for de fattigste. Men tænk en gang, arbejde til man dør. Tænk hvis man bliver 90.. Så er jeg godt nok glad for at jeg bor i et velfærdssamfundt som Danmark.

De to amerikanske nevøer skulle på 2 dages tur til stranden dagen efter - og jeg skulle på arbejde.. Jeg havde virkelig meget lyst til at tage med, for de er jo her på ferie, og det føler jeg også, at jeg er, men det er jeg jo ikke. Jeg er her jo for at opleve en normal hverdag og arbejde på plejehjemmet. Men okay, sådan er det jo, og mit arbejde hernede er jo noget som jeg godt gider, selvom jeg var lidt søvnig mandag morgen og hellere ville til stranden. Vi kom først hjem halv tolv søndag aften og da var der fest i naboens have, lige neden for det hul, der er i væggen på mit hus. Så der var en god blanding af latinamerikanske rytmer og "Johnny - la gente está muy loca" remixes. Eller meget festligt, hvis det ikke var sent søndag aften. Nå, men længe ørepropper! Tak far!

Mandag og tirsdag er gået helt vildt hurtigt. Jeg har mødt en gammel forfatter på plejehjemmet, som bor på en af de andre afdelinger og som eftersigende er lidt loco. Han kom med bolsjer til mig i går og læste højt af sin tudsegamle bog, som har skrevet. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. For det første forstod jeg ikke halvdelen, og det var mere en dramatisering af bogen end det var en oplæsning. Det var rigtig sjovt og jeg var godt underholdt, men da han kom igen i dag for at læse videre blev jeg godt nok lidt bekymret. Der er altså ikke en lille bog. Nå - men min søde "chef" som er psykolog på plejehjemmet fik på en pæn fortalt ham, at jeg altså skal arbejde, så han kan ikke komme rendende hele tiden, så jeg håber at jeg nu slipper for mere oplæsning - selvom det var god underholdning.

Jeg har lavet mad sammen med Paola og Yalena. Paola er datter af min værtsmor og bor her sammen med sin mand og deres fire børn og så er der Yalena, som lejer et værelser her og er sygeplejerske. Huset er konstant fyldt med mennesker, fordi hele familien bor i nabolaget, så det er med at holde tungen lige i munden og huske alle og deres navne - hvilket er nærmest umuligt.
Men det er rigtig hyggeligt for Paola og Yalena er vist midt i 20'erne tror jeg, så vi tre hygger os rigtig godt. Jeg forstår mas o menos todo, og ellers er de rigtig søde til at forklare mig, hvad de snakker om, og så prøver jeg at byde ind så godt jeg kan.

Til sidst en lille pinlig ting. Hernede må man ikke smide papir i toillettet, men man skal putte det i en spand ved siden af. Selvom jeg godt ved det, så er det altså svært at huske det og jeg er ikke lige frem vant til at skulle koncentrere mig, når jeg er på toillettet, så ofte er jeg kommet til at smide det i og fortryde sekundet efter - men så var det jo lige som for sent. Nå, men der skete ikke noget, så jeg tænkte bare: "Puha! Husk det næste gang" Men så - en lille seddel i morges om at toillettet ikke virkede.. Hov.. Da jeg kom hjem virkede det heldigvis igen. Jeg husker det fra nu af!

Men jeg vil smutte i seng.

Adiós!

Fiesta!

Puha, endelig weekend! Den første uge har været lidt lang synes jeg godt nok, men med alle de nye intryk er det jo ikke mærkeligt.

Weekenden står i festens tegn, da Rudolfos, min værtsmors kærestes bror, Enrique, fyldte 70 år i dag og så har der været stor fest for familien og fest igen i morgen for vennerne.

Festen blev holdt i en slags hytte uden for en by lidt herfra, Alajuela, og der var en masse mennesker, fætre, kusiner, søskende, nevøer og niecer og heldigvis var der en del på min alder. Rudolfos to nevøer fra New York kom fredag aften med et fly og de kørte os ud til festen i dag, så dem fik jeg snakket lidt engelsk med. Den ene, Papin, er arkitekt og har i forbindelse med sin uddannelse været 5 dage i København på en Europa-rundtur for at se på akitektur. Det var ret sjovt at snakke med én, som forstår, hvad jeg mener, når jeg siger, at byen her er ét stort kaos af elledninger, biler, små butikker og tremmer foran husene.
Til festen var der en pool som Rudolfo har snakket meget om, at jeg skulle prøve, men det var nu lidt koldere end forventet. Fordi San Jose og resten af den region, jeg bor i ligger forholdsvis højt er det slet ikke så varmt her, som man skulle tro, så det blev til en hurtig dukkert i poolen. Men bagefter var der pica-pica, buffet, og fødsesldagskage og så fik vi spillet fodbold på tico-manér. Det var også meget sjovt, og de fleste af de unge mennesker bor åbenbart lige rundt om hjørnet, så jeg håber, at jeg kan komme til at hænge lidt ud med dem i fremtiden.

Tilbage i la casa er klokken snart kvart i elleve og mit jetlag er lige så langsomt ved at forsvinde. Det var ellers rart at være frisk om morgenen kl 06, men det er til gengæld lidt irriterende at være ved at falde i søvn hen over middagsbordet kl halv otte, så det er rekord, at jeg stadig er vågen :)

Nå, men hasta luego daneses, jeg håber I har det godt :)

Billeder fra en hverdag i forstaderne til San Jose

Kirken i Coronado hvor jeg bor

Min værstmor, Thelma, og hendes kæreste Rudolfo

Soy una tica! Næsten...

Så er dagligdagen begyndt herovre og det tager nok lidt tid før jeg falder ind i rytmen, men indtil videre er det gået okay.

Jeg arbejder frivilligt på det ældste plejehjem i San José og det ligger godt 30 minutters kørsel i bus fra hvor jeg bor. Da stoppesteder er et vidt begreb og oftest slet ikke skiltet, men bare noget man skal vide, hvor er, var jeg lidt spændt, da jeg i morges selv skulle tage bussen, men det gik nu fint og jeg fik mig endda et sæde i den eller overfyldte bus.
Jeg er tilknyttet et pensión, en afdeling, på plejehjemmet. Der er flere pensiones og hvert pensión ledes af en nonne, una monja, og så er personalet en sammenblanding af universitetsstuderende, som skal arbejde frivilligt som en del af pensum for at få praktisk erfaring, og så os frivillige, som bare er der for sjov. Der er to andres piger, Sabine fra Frankrig og Taylor fra USA, som begge har været der et halvt år og som skal videre til andre projekter i februar. Så skulle der komme en tysk pige i stedet for. Taylor taler lige som jeg ikke så godt spansk, mens Sabine taler det flydende, men hun er rigtig sød til at oversætte for os. Mange af de gamle er svære at forstå fordi de ikke artikulerer særlig godt og oftest vil de ikke forklare, hvad de siger, fordi de ikke har så meget tålmodighed. Jeg tror lidt at det her er nemesis for at jeg altid snøvler og snakker afsindigt hurtigt, så ingen forstår hvad jeg siger. Nu kan jeg mærke det på egen krop! Nå, men det er måske også meget sundt..

I hvert fald, jeg synes det er lettere i dag end det var i går at forstå dem og finde ud af, hvilke arbejdesopgaver jeg har, så jeg håber at det fortsætter sådan, så jeg en dag faktisk forstår, hvad jeg skal og hvad de siger :)

Jeg ville have uploadet billedet, men det tager en krig, så dem får I i morgen.

Adiós amigos!

Landet, udmattet og glad

Efter 19 timers rejser ankom jeg endelig i går til Costa Rica sammen med min rejse-buddy Tinus.
Jeg var utrolig glad for at have ham at følges med hele vejen, for det var godt nok en lang tur, og vi blev begge meget trætte lige inden vi skulle boarde i New York, så der var det meget godt at vi var der til at holde hinanden vågne. Han har været i New York i sommers og fortalte om hvor fedt det var, og så kunne jeg godt blive lidt ærgelig over kun at kunne betragte New York Skyline gennem glas i Newark Liberty Airport - selvom det var ganske smukt med månen, der var ved at stå op og aftensolen skinnende ind på alle skyskraberne.
I flyet til New York fik jeg set lidt film og faktisk spist ganske lækker flymad. Der er lidt mere luksus over at flyve over Atlanten end índen for EU.

Godt fremme i San Jose var det store spørgsmål, om der nu også var nogen til at hente os. Bum, bum.. Men det var der helddigvis! To gutter fra den costaricanske afdeling af organisationen stod klar med et skilt i hånden og snart sad vi i deres lille bil og drønede hæsblæsende ind mod byen. Hvad der efter et døgns tid her virker helt normalt, syntes godt nok lidt underligt i går aftes. Vores ellers meget søde chauffører blev ved med at vende rundt og tage mærkelige små veje ind mod byen og vi undrede os over, at de ikke tog en mere direkte vej, en motorvej eller sådan noget, men det viste sig, at selvom vi havde vores tvivl, højst sandsynligt var den hurtigste vej derhen. Og selvom vi var lidt nervøse for, hvor vi nu blev kørt hen, så var det heller ikke helt værst med en tur gennem den tropiske aften, men vinden i håret og reggaen i radioen. Måske var det dét som alle costaricanerne, eller ticos, som de kaldes, betegner som "Pura Vida" - rent liv.

Efter at være blevet kørt ud til min familie, blev jeg ledt ind i det sødeste lille lyserødde hus med små børnecykler ude foran. Det var ellers ikke lige det, jeg havde ventet, da jeg havde fået papirer på at min familie bestod af 2 mennesker, en mand på 70 og en kvinde lige omkring de 60. Det har så vist sig, at kvinden er Doña Thelma, den sødeste og mest udforståelige dame ever og rynkede, og hendes fåmælte, men meget smilende bror Miguel. Udover dem bor der også Thelmas datter og hendes fire alt for søde små børn, og så bor der også en mand ved navn Rudolfo, som også er enormt rar og som oven i købet taler engelsk! Virkelig rart afbræk, når jeg for 5. gang siger "Que" eller "no comprendo" til al det Thelma fortæller mig. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om han er hendes kæreste eller mand eller noget helt tredje, men så vidt jeg har forstået skal han kun bo her nogle ugers tid endnu.. Men jeg kan også sagtens have forstået forkert! De snakker lidt snøvlet, hurtigt og så udelader de nogle af s'erne og sammentrækker nogle ord, så jeg forstår ikke så meget, som jeg plejer at gøre, når jeg er i Spanien. Men forhåbentlig kommer jeg efter det med tiden.

Vi har også været nede og få introduktionsmøde i dag på kontoret af vores koordinator, en ung tico, der hedder Isaac, som var utrolig sød og hjælpsom, og som har været et halvt år i London og derfor snakker rigtig godt engelsk. En stor lettelse, ikke kun for mig, men også for de 4 andre, som var til mødet, som ikke kunne noget spansk i forvejen. 2 piger fra Schweiz skal være her i San Jose et par uger på sprogskole og så skal den ene arbejde på et børnehospital og den anden skal ned på det børnehjem i Cartago, som min veninde Ane skal ned på i februar, så det er jo meget sjovt.

Efter mødet tog jeg Thelma og Rudolfo ud og spise frokost. Det var første gang jeg fik set down town San Jose og det er cirka lige så rodet og forvirrende som forstæderne dertil, men jeg tror bare lige man skal vende sig til det. Bygninger er ikke særlig godt vedligeholdt, men når det aldrig rigtig er dårligt vejr er det også svært at se formålet med det. Der er fx et stort hul i væggen uden for mit værelse, hvor køkkenet går over i en slags indendørs køkkenhave, der hvor jeg bor. Alternativ indretning, men meget hyggeligt.
De har også stadig al deres julepynt oppe alle steder, både herhjemme og inde i byen, hvor der hænger falske snefnug med i lys alle vegne. Lidt sært når det er så varmt og snart midt i januar.. men også meget sjovt.

Jeg har også fået mig et lokalt nummer, så jeg kan komme ringe internt noget billigere end med mit danske abonnemtent, og så jeg blev næsten millionær, da jeg vekslede $30 (ca. 180 kr) til 16000 colones. Man kan hurtigt blive rig hernede! Elller.. i hvert fald koster alting mange tusinde colones og det skal man lige vænne sig til.

Nå, men nu er jeg meget træt, og selvom der var meget mere, jeg kan gerne ville skrive om, bliver det gemt til en anden god gang, for jet laget har stadig fat i mig, så nu bukker jeg under for søvnen og lægger mig ned i min dejlige seng.

Adiós amigos!

Så er der snart afgang!

4. januar 2012

Hej alle sammen!

Jeg skal afsted de næste 4 måneder til et land langt, langt væk, nemlig Costa Rica.
Jeg laver en lille rejseblog, så I kan følge med i mit nye liv i Latinamerika. Jeg håber det byder på en masse eventyr og oplevelser, som er værd at skrive hjem om, og så håber jeg, at jeg vokser med opgaven og forhåbentlig er blevet lidt klogere på verden og mig selv, når jeg kommer hjem igen.

Lige pt har jeg pakket og er i gang med de sidste forberedelser til take off på søndag. Jeg havde nær aldrig fået det hele med, men hvis man maser kan der være en utrolig meget i en backpacker-rygsæk.
Jeg skal heldigvis ikke alene afsted på min tur. Først skal jeg følges med en fyr, Tinus, som skal ud i regnskoven i Costa Rica, og som skal med den samme afgang som mig. Det er nu meget rart at have én at følges med. Senere kommer min dejlige veninde Ane over til mig en gang i starten af februar, og selvom hun skal arbejde i en anden by, så har vi planlagt at vi skal på nogle småture i weekenderne, så vi kan få set os lidt omkring i landet. Det glæder jeg mig til! Og hvis jeg er rigtig heldig kommer min anden dejlige veninde, Julia, over til mig i april og så rejser vi lidt rundt i landet inden vi vender de solbrune næser hjemad til det danske forår.

Jeg smutter igen. Min mave er fyldt med sommerfugle, som til tider går lidt i panik og flakser lidt voldsomt, men som andre tider fylder mig med smil og gode forventninger.

Hasta luego!

Maria