Så er dagligdagen begyndt herovre og det tager nok lidt tid før jeg falder ind i rytmen, men indtil videre er det gået okay.
Jeg arbejder frivilligt på det ældste plejehjem i San José og det ligger godt 30 minutters kørsel i bus fra hvor jeg bor. Da stoppesteder er et vidt begreb og oftest slet ikke skiltet, men bare noget man skal vide, hvor er, var jeg lidt spændt, da jeg i morges selv skulle tage bussen, men det gik nu fint og jeg fik mig endda et sæde i den eller overfyldte bus.
Jeg er tilknyttet et pensión, en afdeling, på plejehjemmet. Der er flere pensiones og hvert pensión ledes af en nonne, una monja, og så er personalet en sammenblanding af universitetsstuderende, som skal arbejde frivilligt som en del af pensum for at få praktisk erfaring, og så os frivillige, som bare er der for sjov. Der er to andres piger, Sabine fra Frankrig og Taylor fra USA, som begge har været der et halvt år og som skal videre til andre projekter i februar. Så skulle der komme en tysk pige i stedet for. Taylor taler lige som jeg ikke så godt spansk, mens Sabine taler det flydende, men hun er rigtig sød til at oversætte for os. Mange af de gamle er svære at forstå fordi de ikke artikulerer særlig godt og oftest vil de ikke forklare, hvad de siger, fordi de ikke har så meget tålmodighed. Jeg tror lidt at det her er nemesis for at jeg altid snøvler og snakker afsindigt hurtigt, så ingen forstår hvad jeg siger. Nu kan jeg mærke det på egen krop! Nå, men det er måske også meget sundt..
I hvert fald, jeg synes det er lettere i dag end det var i går at forstå dem og finde ud af, hvilke arbejdesopgaver jeg har, så jeg håber at det fortsætter sådan, så jeg en dag faktisk forstår, hvad jeg skal og hvad de siger :)
Jeg ville have uploadet billedet, men det tager en krig, så dem får I i morgen.
Adiós amigos!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar