Efter 19 timers rejser ankom jeg endelig i går til Costa Rica sammen med min rejse-buddy Tinus.
Jeg var utrolig glad for at have ham at følges med hele vejen, for det var godt nok en lang tur, og vi blev begge meget trætte lige inden vi skulle boarde i New York, så der var det meget godt at vi var der til at holde hinanden vågne. Han har været i New York i sommers og fortalte om hvor fedt det var, og så kunne jeg godt blive lidt ærgelig over kun at kunne betragte New York Skyline gennem glas i Newark Liberty Airport - selvom det var ganske smukt med månen, der var ved at stå op og aftensolen skinnende ind på alle skyskraberne.
I flyet til New York fik jeg set lidt film og faktisk spist ganske lækker flymad. Der er lidt mere luksus over at flyve over Atlanten end índen for EU.
Godt fremme i San Jose var det store spørgsmål, om der nu også var nogen til at hente os. Bum, bum.. Men det var der helddigvis! To gutter fra den costaricanske afdeling af organisationen stod klar med et skilt i hånden og snart sad vi i deres lille bil og drønede hæsblæsende ind mod byen. Hvad der efter et døgns tid her virker helt normalt, syntes godt nok lidt underligt i går aftes. Vores ellers meget søde chauffører blev ved med at vende rundt og tage mærkelige små veje ind mod byen og vi undrede os over, at de ikke tog en mere direkte vej, en motorvej eller sådan noget, men det viste sig, at selvom vi havde vores tvivl, højst sandsynligt var den hurtigste vej derhen. Og selvom vi var lidt nervøse for, hvor vi nu blev kørt hen, så var det heller ikke helt værst med en tur gennem den tropiske aften, men vinden i håret og reggaen i radioen. Måske var det dét som alle costaricanerne, eller ticos, som de kaldes, betegner som "Pura Vida" - rent liv.
Efter at være blevet kørt ud til min familie, blev jeg ledt ind i det sødeste lille lyserødde hus med små børnecykler ude foran. Det var ellers ikke lige det, jeg havde ventet, da jeg havde fået papirer på at min familie bestod af 2 mennesker, en mand på 70 og en kvinde lige omkring de 60. Det har så vist sig, at kvinden er Doña Thelma, den sødeste og mest udforståelige dame ever og rynkede, og hendes fåmælte, men meget smilende bror Miguel. Udover dem bor der også Thelmas datter og hendes fire alt for søde små børn, og så bor der også en mand ved navn Rudolfo, som også er enormt rar og som oven i købet taler engelsk! Virkelig rart afbræk, når jeg for 5. gang siger "Que" eller "no comprendo" til al det Thelma fortæller mig. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om han er hendes kæreste eller mand eller noget helt tredje, men så vidt jeg har forstået skal han kun bo her nogle ugers tid endnu.. Men jeg kan også sagtens have forstået forkert! De snakker lidt snøvlet, hurtigt og så udelader de nogle af s'erne og sammentrækker nogle ord, så jeg forstår ikke så meget, som jeg plejer at gøre, når jeg er i Spanien. Men forhåbentlig kommer jeg efter det med tiden.
Vi har også været nede og få introduktionsmøde i dag på kontoret af vores koordinator, en ung tico, der hedder Isaac, som var utrolig sød og hjælpsom, og som har været et halvt år i London og derfor snakker rigtig godt engelsk. En stor lettelse, ikke kun for mig, men også for de 4 andre, som var til mødet, som ikke kunne noget spansk i forvejen. 2 piger fra Schweiz skal være her i San Jose et par uger på sprogskole og så skal den ene arbejde på et børnehospital og den anden skal ned på det børnehjem i Cartago, som min veninde Ane skal ned på i februar, så det er jo meget sjovt.
Efter mødet tog jeg Thelma og Rudolfo ud og spise frokost. Det var første gang jeg fik set down town San Jose og det er cirka lige så rodet og forvirrende som forstæderne dertil, men jeg tror bare lige man skal vende sig til det. Bygninger er ikke særlig godt vedligeholdt, men når det aldrig rigtig er dårligt vejr er det også svært at se formålet med det. Der er fx et stort hul i væggen uden for mit værelse, hvor køkkenet går over i en slags indendørs køkkenhave, der hvor jeg bor. Alternativ indretning, men meget hyggeligt.
De har også stadig al deres julepynt oppe alle steder, både herhjemme og inde i byen, hvor der hænger falske snefnug med i lys alle vegne. Lidt sært når det er så varmt og snart midt i januar.. men også meget sjovt.
Jeg har også fået mig et lokalt nummer, så jeg kan komme ringe internt noget billigere end med mit danske abonnemtent, og så jeg blev næsten millionær, da jeg vekslede $30 (ca. 180 kr) til 16000 colones. Man kan hurtigt blive rig hernede! Elller.. i hvert fald koster alting mange tusinde colones og det skal man lige vænne sig til.
Nå, men nu er jeg meget træt, og selvom der var meget mere, jeg kan gerne ville skrive om, bliver det gemt til en anden god gang, for jet laget har stadig fat i mig, så nu bukker jeg under for søvnen og lægger mig ned i min dejlige seng.
Adiós amigos!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar