Tinus og jeg er kommet herned til Peninsula de Osa og vi havde forskellige idéer om, hvad vi skulle lave. Efter kayakturen ville vi finde ud af, hvad vi ellers kunne lave omkring her, og Tinus havde lyst til at fiske, men det viste sig at være helt vildt dyrt. $600-800 for en dags fisketur!
Men vi hørte at Cabo Matapalo skulle være helt vildt flot og der skulle være et smukt vandfald dernede. Vi bor på et chill lille hostel midt i junglen, som nogle amerikanere ejer og så arbejder der en fyr fra London og en pige fra Australien og der er en kat, der er alt for gravid og en supersød hund. Stemningen her er rigtig god! Og de fortalte os, at vi bare skulle tomle ned til Cabo Matapalo, som er det sydligste punkt på halvøen.
Så fredag morgen gik vi ned til den store vej og begyndte at stikke hånden ud, når bilerne kom forbi, men ingen tog os op. Og vi gik, og gik, og gik.. Ca. 2 timer i stegende hede, og bilerne blev ved med at køre forbi. Landskabet var utrolig smukt og vi holdt et rimelig godt tempo, så det var slet ikke så slemt. Faktisk en rigtig hyggelig tur og med tid til at tage gode billeder og have lidt sjove samtaler. Til sidst kom en truck, som tog os op og kørte os i 10 min. tid og så kunne vi så vandre lidt videre. Med alt for lidt vand og begyndende trætte fødder var energien ved at være lidt lav. Men så kom vi endelig frem til en lille restaurant, som vi havde fået at vide var den sidste på butik, hvor vi kunne købe vand inden vi nåede helt til Matapalo. Vi brugte 75 kr. for næsten 4,5 l. vand, hvilket er virkelig dyrt, men meeeget tiltrængt.
Vi skulle så ud og finde det her vandfald, og vi gik lidt mere, og lidt mere, og besluttede os så for at holde pause under et træ, hvor der var alle 4 arter af aber, der findes hernede. Vi spiste vores lækre avokado-sandwiches og tog en masse billeder. Vores færd mod vandfaldet fortsatte, og vi fulgte den rute, som op til flere forskellige mennesker havde fortalt os, vi skulle tage, men det endte bare med, at vi gik op til en masse stejle private grunde, og da vi var lige ved at give op, gik Tinus op bag et hus, hvor man kunne gå videre op af et lille spor, og der kunne vi så se ned på et meget tørt vandfald. Fuldstændig udtøret med en lille bitte pyt vand nedenunder.. Det var så dét vandfald.. Men vi gik lidt videre ind i regnskoven og fandt et kæmpestort træ. Jeg er totalt fascineret af træer, men det her slog dem alle sammen! Det var kæmpehøjt og nærmest magisk. Det var lidt mangrove-agtigt, eller nærmest som et levende væsen med en masse ben, der står på jorden og den egentlige stamme rejser sig op i midten, ca 2-3 meter oppe, holdt oppe på alle de understammer, som nærmest ligner ben. Hvis det ikke giver nogen mening er det fordi, at det er et syn så fantatisk, at man skal have set det for rigtig at forstå det!
Det var i hvert fald lidt en trøst, når nu vi var gået så langt for at komme frem til et udtørret vandfald. Og bagefter gik vi ned til stranden, som godt nok ikke var super bade-venlig, men den var god til surfing, så vi lagde os på nogle hvide sten (overraskende bløde at ligge på, og så meget bedre end sand, fordi det ikke sætter sig over alt på kroppen) og så på surfere. Ganske afslappende!
Hjem med "colectivo'en" gennem stenede, hullede veje og en hel del regn. Vi endte inde i Puerto Jimenez, hvor vi gennemblødte, svedlugtende og bare generelt smadrede og ulækre gik ned på en lille restaurant, hvor Tinus kender én, og spiste en lækker aftensmad og så ellers hjem og på hovedet i seng!
Lørdag har vi været på chokolade-tur på et sted, Finca Köbö, "Drømme Gården". Finca betyder gård på spansk og Köbö betyder drøm på Guaymí, som er de lokale indianere her omkring. Det var en rigtig god oplevelse. De havde et lille hyggeligt resort med regnskov omkring og et økologisk landbrug, hvor de producerede frugt og kaffe til eget forbrug og eksporterede kakao til Europa. Vi var rundt og se på alle de forskellige afgrøder og smage på det hele. Det er virkelig en ting, som jeg kommer til at savne, når jeg kommer hjem: den fantastiske frugt, de har hernede og den kraftfulde smag, som vi slet ikke kan komme tæt på derhjemme. Det er altså helt vidunderligt!
Han viste os en speciel lille rød bælg med pigge, achote, med små kerner inden i, som man knuser og får rød farve ud af, og som indianerne enten bruger som krigmaling eller som fake blod til at snyde folk med. Jeg blev forsøgskanin og brugte det som læbestift og som fik et fint kryds i panden. Vi fik også smagt den frugt, som cashewnødden vokser sammen med, hvide ananas og udsøgt stjernefrugt, som næsten smagte af søde æbler. Vi så duftede også til kaneltræer og diverse lækre krydderurter.
Vores guide, Alex, (som faktisk havde fødselsdag og fik en fødselsdagssang på engelsk, spansk, dansk og tysk, da hans kone er fra Østrig og de ringede og sang for ham) fortalte os en masse spændende ting om chokolade. Dels, at mayaerne faktisk groede kakaofrugten for at lave vin, men også om hele processen fra en kakaobønne i en kakaofrugt til den færdige kakaomasse, som de eskporterer i blokke. Vi fik lov til at smage bønnerne i alle stadierne. Først ubehandlede og umodne, hvor vi åbnede en frugt og tog kernerne ud og suttede det søde frugtkød af, som omgiver kernerne. Næste stadie var de tørrede bønner, efter at de havde været gennem fermenteringen, hvor bønnerne og frugtkødet gærer i et par døgn, og derefter tørrres de i varmen. Nu duftede de skønt af chokolade, og omend de var lidt bitre, var det chokolade, som vi kender det. Da de var ubehandlede var frugtkødet sødt, men indvendigt var kernerne lilla, meget bitre og slet ikke i nærheden af chokolade-smagen. Til sidst blev bønnerne kværnet efter at være blevet ristet og ud kom en olielignende konsistens, som var utroligt bitter. Det er 100% kakaomasse, som de eksporterer til selskaber i EU eller USA, som forarbejder det og laver det til den chokolade, som vi normalt spiser. Det sjove er, at her i Costa Rica er der normalt kun mælkechokolade, hvilket er meget paradoksalt, når nu det er her, at kakaoen gror. Alex havde været på besøg på en belgisk chokoladefabrik, og der fik han vist øjnene op for, hvordan vi spiser chokolade i Europa - med en høj kakaoprocent! Vi sluttede det hele af med en lækker chokoladefondue med en masse økologisk, velsmagende frugt til. Guf, guf, guf.. Det var helt sikkert en af de bedste oplevelser jeg har haft hernede.
- Confessions of a chocoholic
PS. Billeder kommer senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar