Nicaragua

Så fik jeg set ikke bare én, men tre vulkaner!
Ane og jeg skulle forlade Costa Rica i 72 timer for at forlænge vores turistvisum, da vi begge skal være her mere end 3 måneder, så vi valgte at tage et smut forbi Nicaragua. Trods mange bekymringer fra mange ticos, gik vores tur rigtig godt! Da Nicaragua er det næstfattigste land i hele Mellemamerika er der mange nicas, som prøver lykken her i Costa Rica, og derfor er der mange ticos, som ikke kan lide nicas og der er mange fordomme mod dem. Men det viste sig - som det altid gør hvad racisme angår - at være bygget på uvidenhed. Nicaerne var aldeles søde og gæstfri, og faktisk, selvom jeg var utrolig heldig, så var jeg så dum at glemme mit kamera i en taxa, men tro det eller ej, så kom taxachaufføren tilbage med mit kamera, da vi ringede til ham! Så vores oplevelse med nicaerne var ganske positiv!
Vi tog bussen MEGET tidlig fredag morgen. Vi kørte kl 06 og vi skulle være der en time før, så 04:30 stod jeg og ventede på familiens taxaven, som skulle komme og hente mig. Men da han stadig ikke var kommet kvart i begyndte jeg at tvivle på at han nogensinde kom. Så jeg vækkede hele huset, men da de ikke kunne skaffe mig en taxa begyndte jeg at gå op mod byen for at finde en, og det lykkedes mig da også at finde en og stadig komme i god tid til bussen.

Hele huset herhjemme i Coronado var dog bekymrede for mig, og da jeg faldt i søvn i bussen fik jeg ikke svaret på de bekymrede sms'er fra dem. Hov.. Men vi nåede fint til den nicaraguanske grænse, hvor vi fik stempler i passene og de foretog et overraskende let tjek af vores bagage - ikke utroligt at der er så meget drug trafficking.. Men vi havde jo ikke noget at skjule :)

Efter en laaang bustur startede vi med at blive godt snydt af en taxachauffør, der kørte os ca 5 min og tog 100 kr for det, men sådan er det når man ikke lige kender valutakursen og ikke brokker sig.. Nå, men vi fandt et rigtig smukt lille hostel, hvor vi sov i to nætter. Vi kiggede os lidt omkring i byen og gik ned til havnen. Vi fik en gadehund som følgesvend, hvilket ikke var det fedeste, for vi er ikke så begejstrede for dem, men det gjorde jo ikke noget, og måske hyggede den sig meget godt.. Om aftenen spiste vi sushi på en utrolig hyggelig restaurant og ærgrede os lidt over at vi ikke var til gammel-elev-fest!
Næste morgen tog vi ud og sejlede i kayak mellem en masse små øer som er formet for mange tusinde år siden, da Mombacho vulkanen, som ligger Granada ligger op af, eksploderede, så hele toppen røg af og landede som små øer rundt i Lago Niracagua ud for, hvor Granada ligger i dag. Øerne ligger på hver sin side af en halvø og på den sydlige side ligger øerne i læ for vinden og dermed var det nemmere at padle rundt i kayaken uden for meget bøljegang. Vi tog af sted om morgenen og foruden et amerikansk par, som sejlede en anden vej var vi der helt alene. Vi så en masse fugle ganske tæt på og så flød vi ellers bare rundt og spiste oreo, tog billeder og så på fugle. Solen stod dog ganske skarpt ned på os, så trods solcreme faktor 30 fik vi en ganske pæn kulør. Jeg havde glemt solcremen på fødderne, så jeg har nu et pænt mønster efter mine sandaler...
Der boede mest fattige fiskefamilier i dette område, og selvom det så enormt idyllisk og virkede som en simplere tilværelse at bo på sin egen lille ø, så tror jeg nu ikke, at livet er så let igen for disse fiskerfamilier.
Tilbage igen havde vi en plan om at gå på byens chokolademuseum, men som det så ofte går hernede bliver planerne aldrig til noget, da der dukker noget andet op. Men heldigvis for det, for det var meget mere interessant end chokolade (tænk at jeg skulle sige det..) Nå, men ved de Præcolumbianske Museum hang et dansk flag side om side med det nicaraguanske flag, så vi gik ind for at spørge hvorfor det hang dér. Det viste sig så at være den største private samling af præcolumbianske ting i hele Mellemamerika, som en dansker havde valgt at udstille gratis på hans museum. Det var jo ganske flot! Da receptionisten spurgte om vi ikke kunne tænke os at møde ham takkede vi pænt ja. Det viste sig, at ikke kun havde han et museum, men også en skole for fattige børn og en lille landsby uden for Granada, som han havde oprettet for at komme fattigdommen til livs i Granadas slum. En succeshistorie, hvor han havde blandet middelklassen med de allerfattigste ved at udbyde huse, som man rentefrit kan købe over tre år til en ganske god pris. Hvis simple regler bliver overholdt og man betaler sin husleje kan man få lov at bo der. Og gennem et byråd og fælles aktiviteter har alle de fattige fået arbejde inden for et år, blot ved at blive venner med dem, der har arbejde og på den måde få noget arbejde selv. Ganske simpelt og ganske effektivt! Det var en kæmpe oplevelse at se hans projekt, og tænk hvis vi ikke var gået ind for at spørge, så havde vi ikke fået den oplevelse!
Han havde besøg af en udsending fra hjælpeorganisationen Ibis og det var egentlig derfor, at han skulle derud, så det var vores held at vi blev inviteret med. Desuden var det rigtig spændende at høre om Ibis’ projekter. Ibis skulle dog ikke involveres i dette projekt, fordi det gik så vellykket selvstændigt.
Bagefter inviterede han os ud på sin lille private ø, som ligger på nordsiden af halvøen og der er derfor også mere vind, men færre fluer. Hvor vi om morgenen havde set ganske fattige, små, selvlavede huse var det noget ganske andet på denne side. Her boede alle de rige, som havde råd til imponerede huse. En skærende kontrast. Vi nød et glas hvidvin fra et lille tårn på øen og følte os meget voksne og i meget særligt selskab!
Tilbage igen smuttede vi en tur op i kirketårnet for $1 og så ud over hele den smukke by. Det siges at være den smukkeste by i hele Centralamerika, og det er også noget af en kontrast til kaotiske San Jose. Stadig lidt kaotisk dog, men det vejer op med alle de smukke, smukke huse i kolonistil og i stærke farver! Det kan godt være at Costa Rica har mere at byde på rent naturmæssigt, men Nicaragua har helt sikkert de smukkeste byer!

Søndag tog vi til Ometepe, en ø bestående af to vulkaner, som ligger i Lago Nicaragua. I den kæmpe sø er det desuden det eneste sted i verden, at hajer kommer fra saltvand fra havet og svømmer op gennem floden og munder ud i denne sø, som er ferskvand. Ganske utroligt! Vi så dog ikke nogen hajer, da vi var ude at bade eller da vi sejlede der over på en ganske smuk tur, hvor man rigtig kunne nyde de to vulkaner. Busturen til havnebyen Rivas, hvorfra man tager færgen til øen, var ellers lidt kaotisk, da det var søndag og busserne så åbenbart ikke går, som normalt. Så vi tog en bus til en by vi ikke anede hvor lå og stolede på, at vi kunne skifte bus der. Det er utrolig så tillidsfuld man kan blive nødt til at være nogen gange. Vi mødte en fransk pige, som havde været en måneds tid i Nicaragua, så hun vidste hvordan man gebærdede sig. Da vi midt på en vej så en bus bag os til Rivas fik hun stoppet vores bus og vi skiftede bus midt på landevejen! Min backpack-rygsæk røg op på taget og hver gang vi kørte over et ordentligt bump på vejen krympede jeg mig, men da vi kom frem var den der heldigvis stadig!

På Ometepe blev vi en enkelt nat i den første by man kommer til på et hyggeligt lille hotel. Pga. den lange vej og den kvælende varme chillede vi lidt på hotellet, læste en masse i vores bøger og spiste en rigtig lækker frokost på en hyggelig lille restaurant.
Næste morgen tog vi en taxa ud til en strand 20 minutters tid fra ”hovedbyen”, Moyogalpa, med sort lavasand, smuk vegetation og et hold nicas som arbejdede på at få et flot gammelt skib, der lå på strandbredden i bedre stand. Det hed for øvrigt Karen Maria.
Da vi skulle hjem gik vi ind på det nærliggende hotel for at få dem til at ringe efter en taxa, men de sagde at det ville koste $15, men at vi også kunne gå op til hovedvejen og snuppe en bus. Jeg ved ikke lige hvorfor vi gik op mod bussen, for det var først halvvejs at det gik op for os at $15 jo kun er omkring 60 kr., så det kunne vi sagtens have spenderet for at komme tilbage. Vi stod og ventede lidt på bussen, og da den ikke kom, var vi netop på vej ned til en flok vejarbejdere for at spørge dem om de havde set bussen, da en stor taxa kom forbi og spurgte om vi ville med til Moyogalpa. Da der allerede var nogen i taxaen var det ikke så dyrt, så vi kom tilbage for $10. Heldige os!
Vi troede så at færgen gik halv tolv, men det viste sig at være kl. 13, men udover lidt trættende ventetid var det en smuk tur tilbage og da vi kom til Rivas gik der kort tid efter en direkte bus til Granada og jeg kunne endda få min backpacker hos mig!
Tilbage i Granada besluttede vi os for at prøve et andet hostel vi havde hørt om, Oasis, så der gik vi ind og fik en nat til $9. Det var et superhyggeligt sted og selvom det var en anelse for varmt til at sove rigtig behageligt var det en rigtig godt sted. Tirsdag morgen fik vi endda mulighed for at Skype lidt hjem, så det var rigtig dejligt! Mandag aften og tirsdag morgen blev desuden brugt på at spise vildt lækker pizza til ingen penge og shoppe lidt souvenirer til heller ingen penge.
Til sidst var der bare endnu en lang tur hjem, men den overlevede vi da også J
Alt i alt en rigtig god tur!

I dag har jeg været i La Sabana Parken med en fra mit arbejde til en kunstfestival og det var smaddersjovt. Der var en masse interessante boder og så så vi en koncert med israelsk fyr, der kunne spille alverdens instrumenter og tilmed joddle! Sækkepibe, en syrisk tromme, et elektrisk instrument, der opfangede elektromagnetiske bølger fra Israel, en sav, en fløjte fra Fillippinerne, et mærkeligt instrument fra Masai-folket, lavet af glemte sodavandsdåser og til slut sang han en smuk costaricansk sang. Alle i teltet var ellevilde og det var vi også! En ren fornøjelse J
I morgen skal jeg hygge sidste dag med familien og fredag vender jeg næsen mod Manuel Antonio hvor jeg skal være sammen med Tinus, ham som jeg fløj herned med. Det skal nok blive rigtig sjovt! Og efter det venter skildpadderne på den caribiske kyst, som jeg skal passe på i påsken. Og så! Så kommer min dejlige veninde Julia herned d. 12. april og det glæder jeg mig helt utrolig meget til J