Manuel Antonio - et rent paradis!

I weekenden har jeg været i Manuel Antonio, den mest kendte strand hernede. Og det er ikke underligt, at den er kendt, for den er ganske enkelt fantastisk! Som taget ud af ”Pirates of the Carribean” bortset fra, at det er på Stillehavskysten, men who cares? Ord kan ikke beskrive det. Der ligger flere strande i små bugter hele vejen langs kysten af nationalparken. Den er ikke så stor, kun 16 kvm mener jeg, at der stod i Lonely Planet, og da vi var der, var der desværre flere af stierne, som var lukkede, men vi fik set alt, der var muligt at se. Naturen var først og fremmest helt utrolig. Så mange træer, stammer, blade, lianer, på kryds og tværs og rigtig regnskovsagtig. Der var en hovedsti gennem parken, som var stor nok til en bil. Der gik alle dem, der havde betalt for en guide, og bagved gik vi og smålyttede til hvad, de sagde og kiggede op, når de kiggede op. Ganske smart. På den måde fik vi spottet en tukan, som vi nok ikke havde set ellers, og på samme måde fik vi opklaret, hvad det var for nogle brøl vi kunne høre fra skoven. Vi havde alle mulige gode teorier om et sejt kattedyr, men det viste sig, at det blot var en brøleabe. Også lidt sjovt, men ikke lige så sjovt som hvis det havde været en oselot eller en puma. Vi så også et dovendyr hænge højt i et træ og lige dovent slænge sig rundt om grenene. Dens modsætning må siges at være de aber, som holdt til på strandene. Hold da op, jeg har mange dårlige billeder af dem, for hver gang man havde et godt billede smuttede den videre op i træet. Jeg fik dog også en del gode billeder, men der skal sorteres lidt i dem tror jeg. Der var også vaskebjørne, som gik på jagt i folks tasker, mens de var nede og bade. Små luskede dyr! Heldigvis var folk flinke til at jage dem væk, selvom det ikke var deres egne tasker, der blev snuset i. Men selvom de måske ikke er det mest sjældne dyr, og tydeligvis mere en plage, så var det meget sjovt at se alligevel. Vi så også en øgle, som pludselig lå i sandet og slikkede solens stråler til sig, og en masse mindre firben, som for ind og ud af underskoven og lavede en masse larm i de tørre blade. Vi gik også op til en udkigspost, hvor man kunne se øde kyststrækninger med de smukkeste strande så langt øjet rakte blandet med kæmpeklipper, hvor skumsprøjtet stod op og piskede vandet hvidt og med tropiske træer foroven, som et regnskovstæppe, der havde lagt sig på de majestætiske klipper. Midt i al dette lå Stillehavet og glimtede af solens stråler, som var havoverfladen blevet drysset med diamanter. Vi havde slæbt og svedt os op til den udkigspost, men det øjeblik vi nåede derop, var det helt klart det hele værd. En utrolig udkigspost, som ord ikke kan beskrive. Jeg tog en masse billeder, men det var som om de ikke kunne fange den skønhed, som vi så for vores øjne…

Da vi skulle hjemad skulle vi til en lidt større by, da Manuel Antonio ikke rigtig er andet end hoteller og national parken. Men da det var søndag skulle vi jo være sikre på at kunne få en bus tilbage, så vi tog tidligt af sted. Vi havde alligevel set alt, hvad der var at se, så det var fint. Quepos var ikke nogen særlig spændende by og slet ikke en søndag eftermiddag, men vi gik en tur ned til en havn, der var fyldt med sand. Meget smukt, men også lidt mærkeligt. Der var kun vand rundt om bådene og en umådelig lavvandet sejlrende ud af havnen. Nå, men vi satte os og læste i vores bøger en times tid, og da vi var på vej tilbage til busterminalen – vupti! Så var højvandet ankommet og bådene lå ikke længere fanget inde bag sandbunkerne. Ganske smart!
En lidt lang tur hjem, men ellers intet at klage over. En helt igennem fantastisk weekend!